icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Amtskredsgeneralforsamling

Klar til samarbejde

Vestsjællands amtskreds tager allerede nu hul på samarbejdet med Roskilde amtskreds, for som det tegner til nu, bliver de to kredse lagt sammen, når kommunalreformen træder i kraft

  • Af Karianne Bengtsen Blem
  • 22-2005 /

I SL’s amtskreds i Vestsjælland er man allerede godt i gang med at samarbejde med Roskilde amtskreds, for sandsynligvis bliver de to kredse lagt sammen om et års tid. –Vi ser positivt på forandringerne, som ligger ganske godt i tråd med det intensive samarbejde, der er ført på mange områder, sagde formand for amtskredsen i Vestsjælland Jan Vium, da kredsen den 5. oktober holdt generalforsamling med knap 30 fremmødte medlemmer.
I øvrigt den sidste af slagsen, før det nye kommunale Danmarkskort og dermed en ny fordeling af SL’s kredse, ser dagens lys. Foreløbig er oplægget fra hovedbestyrelsen nemlig, at SL Storstrøm tillægges Vallø, Haslev og Fuglebjerg kommuner. Herefter vil det resterende SL Vestsjælland og det resterende SL Roskilde blive lagt sammen til Midtsjællands kreds.

SL Roskilde er derfor blandt andet blevet inviteret inden for i det medlemsblad, som er fælles for Storstrøm og Vestsjælland. Og når kommunalvalget er overstået, tager Roskilde, Vestsjælland og Storstrøms Amtskredse i samlet flok ud til kommunerne for at tale om det fremtidige arbejde inden for det socialpædagogiske område.

–Målet er at sikre de bedst mulige rammer for det socialpædagogiske arbejde, uanset om arbejdspladserne skal leve i kommuner eller regioner, sagde Jan Vium om det fremtidige arbejde.
–SL skal aktivt tage del i debatterne omkring de personalepolitiske forhold og sikre, at fagforeningerne i samarbejde med regionen og de nye kommuner får etableret et godt fundament for det videre arbejde i de nye samarbejdssystemer. SL skal aktivt medvirke i den offentlige debat om socialpolitikken og rammerne for den. Herunder sikre, at opgaverne fortsat varetages af kompetente pædagoger.

Også næstformand i SL Benny Andersen, der var med på generalforsamlingen, havde kommunalreformen på dagsordenen i sin tale.
–Det socialpædagogiske område står overfor nogle meget store udfordringer, når kommunalreformen træder i kraft. Og der er god grund til bekymring, for i værste fald kan der ske en afvikling af 25 års faglig udvikling på området. Det er allerede ventet, at der sker en afspecialisering, sagde Benny Andersen og henviste til, at det er 25 år siden amterne overtog den tidligere særforsorg.

–Men også på børn- og ungeområde i forhold til anbringelser, når anbringelsesreformen træder i kraft. Rundt omkring i kommunerne diskuteres der allerede, om børnene overhovedet skal anbringes, eller om de skal integreres i daginstitutioner eller såkaldt rummelige folkeskoler.

–Men der er brug for selvstændige socialpædagogiske tilbud for de mest udsatte, understregede Benny Andersen og opfordrede derfor medlemmerne til at fortælle om, hvad de socialpædagogiske tilbud har at byde på.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik, Kredse