Tillid, tryghed og tøjmus
Når de anbragte børn på døgninstitutionen Stendyssehaven skal forberedes til livet i for eksempel en plejefamilie, er ritualer et af pædagogernes vigtigste arbejdsredskaber
Der står en stor træelefant ved indgangen til døgninstitutionen Stendyssehaven. Elefanten er knap en meter høj, har en blankpoleret året overflade og står med blikket rettet stift mod det brede indgangsparti af glas. Og den står der ikke bare, fordi den ser pæn ud. Det er nemlig fra elefantens brede ryg, at Stendyssehavens børn vinker farvel til mor og far, når de har været på besøg.
Hver gang. Det handler om ritualer. Om en lille tøjmus, om en lampe, en godnatsang, om vaskepulver og om parfume. Om ritualer som pædagogisk værktøj, når børnene efterfølgende skal gøres klar til at blive anbragt for eksempel i en plejefamilie.
Når socialpædagog Irene Larsen vasker sit tøj, er det altid med det samme vaskepulver. Når Irene Larsen tager parfume på, at det altid den samme. Og når Irene Larsen tager smykker på, er det i perioder ofte de samme. Ikke fordi hun ikke bryder sig om forandringer, men fordi hendes arbejde kræver rutine og stabilitet, og fordi de små børn hun arbejder med oplever verden gennem deres sanser.
| – For at børnene kan komme i trivsel sørger vi blandt andet for, at her er ryddet op. Når man er i indre kaos, er det vigtigt, at det ydre er i struktur. Derfor skal der ikke være for mange ting og for mange farver. Sanne Kortermann Sørensen |
Pointen er, at det enkelte barn skal lære at opbygge kontakten til pædagogen.
–Jeg er for eksempel primær pædagog for en lille pige. Hver eneste gang jeg møder ind på arbejde, starter jeg med at fortælle hende, at nu er det mig, der passer hende. Jeg tager hende op og går hen til en bestemt lampe i rummet. Så snakker vi om lampen og rører ved den. Og dét ritual er det kun os, der har. På den måde ved hun, at vi har noget særligt sammen og hun er i fokus hos mig.
–Med et andet barn synger jeg den samme godnatsang hver aften. Og det betyder, at så skal ingen andre synge den sang for hende, for det er vores ritual, fortæller Irene Larsen.
Og både ritualet med lampen og godnatsangen bliver koordineret med kollegaerne i den periode, hvor socialpædagogerne skal lære børnene at kende og få stablet en relation på benene.
Det samme gør et af de ritualer, som hendes kollega, socialpædagog Sanne Kortermann Sørensen, brugte, da hun i en periode var primær pædagog for en baby, som var meget interesseret i at pille ved hendes halskæde.
–Halskæden var med til at skabe et ritual og en særlig kontakt mellem os. Derfor bad jeg mine kollegaer om ikke at have halskæder på i et stykke tid, for det ritual skulle være vores, mens relationen blev dannet, siger Sanne Kortermann Sørensen.
Letter overgangen
Stendyssehaven ligner ikke umiddelbart et sted, hvor der bor små børn. Der ligger ingen rød/blå trehjulede motorcykler og flyder udenfor. Spande, skovle og river i hidsige kulører er pakket væk, og når man passerer træelefanten ved indgangen, snubler man ikke over henkastede, sandede gummisko.
| – I en uges tid op til anbringelsen kommer plejeforældrene her og overtager langsomt ritualerne. De putter børnene og synger sangene, mens vi giver mere og mere slip på børnene Irene Larsen, socialpædagog |
Døren til et af værelserne står åben. En plade på knap en halv meter sidder i døråbningen og forhindrer babyen, der møver rundt på gulvet derinde i at komme ud. Og det forhindrer de øvrige børn i at komme ind, så babyen ikke får for mange sanseindtryk og bliver overstimuleret.
Det er ikke alle af afdelingens otte børn, der er hjemme denne dag. Opholdsstuen og køkkenet er ryddet op. I gangen er legetøjet diskret gemt af vejen på hylderne. Farverne på sofaen, gardinerne og de øvrige møbler er afdæmpede og rolige. Og der er ikke, som det kan ske, når man tropper op i en daginstitution hen på eftermiddagen, hektisk stemning og bunker af legetøj i stærke farver spredt ud over gulvet. Hverdagen har faste rutiner med faste spisetider, faste stille-tider og faste sovetider.
–For at børnene kan komme i trivsel sørger vi blandt andet for, at her er ryddet op. Når man er i indre kaos, er det vigtigt, at det ydre er i struktur. Derfor skal der ikke være for mange ting og for mange farver, fortæller Sanne Kortermann Sørensen.
På gangen hænger en lille tavle med billeder af de pædagoger, der er på vagt denne dag. På den måde ved børnene, hvem der dækker bord om morgenen og putter dem om aftenen.
Socialpædagogernes fokus er på at gøre børnene parate til at indgå i relationer, når de efter Stendyssehaven skal anbringes i for eksempel en plejefamilie.
–Vi skaber nogle ritualer med børnene, som plejefamilien overtager. På den måde letter vi overgangen mellem anbringelserne, siger Sanne Kortermann Sørensen. Det er i øvrigt hende, der har at gøre med den føromtalte tøjmus.
–Vi har en dreng på halvandet år, som kom hertil og var meget forstyrret i sin evne til at indgå i en relation. Han skelnede ikke personalet fra hinanden og havde dermed svært ved at få en relation til mig som den primære pædagog. Derfor har jeg en lille tøjmus, som jeg kigger på sammen med ham, og som jeg gerne vil have, at han har en forventning om, at vi to kigger på, fortæller hun.
–Men der er ikke andre, der ser stofmusen, for han skal have fornemmelsen af, at vi har noget særligt sammen, siger Sanne Kortermann Sørensen.
Farvelfest
Når den rette plejefamilie er blevet fundet, er barnet i en udslusningsperiode på Stendyssehaven. I den periode kommer ritualerne til gavn. De bliver nemlig plejeforældrenes adgang til at skabe en god kontakt til børnene.
| – Derudover laver vi en livsbog til barnet, som vi skriver og sætter billeder i. Først og fremmest af mor og far, men også af den pædagog, der har været primær for barnet. Dermed får barnet sin historie med sig, og det skaber livssammenhæng, som får betydning for barnets identitet. Irene Larsen |
Sanne Kortermann Sørensen supplerer:
–Når de overtager ritualerne og rutinerne, letter det tydeligvis overgangen for børnene. Vi formidler blandt andet til plejefamilien, hvordan vi putter og trøster barnet. Så det falder i søvn og vågner på samme måde.
Udslusningen tager typisk omkring tre uger, hvor de voksne undervejs taler med børnene om, hvad der skal ske. Der bliver holdt en farvelfest, hvor personalet pynter op på børneafdelingen –med det samme pynt som ved alle farvelfester.
–På den måde signalerer vi til børnene, hvad der skal ske. Der er en højtidelig stemning, og vi holder en tale for barnet, fortæller Irene Larsen og fortsætter:
–Derudover laver vi en livsbog til barnet, som vi skriver og sætter billeder i. Først og fremmest af mor og far, men også af den pædagog, der har været primær for barnet. Dermed får barnet sin historie med sig, og det skaber livssammenhæng, som får betydning for barnet identitet.
På selve dagen, hvor barnet skal flytte, er der også ritualer. Pædagogerne og barnet pakker tingene i fællesskab og hvis barnet kan, bærer det selv nogle af tingene ud i bilen.
–Derefter samles alle børn og voksne, siger farvel og vinker. På den måde får barnet en oplevelse af, at det har været holdt af, siger Irene Larsen.
Gæst hos plejefamilien
Det gamle dynebetræk fra tiden på Stendyssehaven kan være en god hjælp for barnet, når det flytter til en plejefamilie. Eller et billede af den primære pædagog, der kan ligge under hovedpuden i det nye hjem.
–Ligesom da de flyttede ind her, hvor det for eksempel var mors billede, der lå under hovedpuden, siger Sanne Kortermann Sørensen.
En uges tid efter barnet er flyttet, tager den primære pædagog på besøg hos plejefamilien. Og det gør pædagogen et par gange efter flytningen.
–På besøgene er min rolle at vise, at jeg stadig er til, og jeg giver udtryk for, at relationen er der, og at barnet har betydet noget for mig. Men billedet vender langsomt, og det skal det også, understreger Sanne Kortermann Sørensen.
Denne formiddag på Stendyssehaven følger den lille mørkhårede dreng Sanne Kortermann Sørensen tæt. Han vil ikke have, at der bliver kigget ind på hans værelse. Og det er ham, der bestemmer det. For det er hans hjem –indtil videre.