Den hviskende engel
Henrik Qvist TR på Hadsten bo og aktivitetscenter, Bestyrelsesmedlem SL, Århus amtskreds Horsensvej 6, Gl. Rye (Modtaget d. 23.10.2005)
Den 15. november er der regions- og kommunalvalg, og så står vi der på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen på Ormslev campingplads, Hans Tavsensgade skole, Kroen i Korinth, Sdr. Omme forsamlingshus, eller Hobrovejens skole i Aalborg. I stemmeboksen. For at sætte X. Og så er det, vi er lige ved at gøre, som vi plejer.
Men gudskelov hører vi så en hviskende lyd i det venstre øre „.....tænk lidt længere end til hullerne i vejen, og de skæve fortovsfliser.....
Dette valg er anderledes end alle de foregående kommunal/amtsvalg, du har været med til.....“
Du drejer hovedet til venstre.
På den venstre skulder sidder en lille SL engel, med de nydeligste små vinger, og den nydeligste lille næse.
„Hvad mener du lille ven?“ spørger du, mens du ved, at det der kommer, er værd at lytte til.
„Tænk på dit fag. Tænk på dem du er ansat til at hjælpe og støtte i hverdagen. Skal de markedsgøres?
Skal den kære Ronni med de store jumboøre og de skæve øjne gøres til en handelsvare, som folk med hang til hurtige penge kan tjene på?
Tænk på Mette, med det splittede sind, og de mange indlæggelser? Skal kommuner og private i konkurrence, skalte og valte med hendes liv, udfra kynisk kassetænkning?
Tænk på din faglighed, som du sammen med kolleger har brugt år på at bygge op? Skal det bare skrottes, fordi det er billigere at bruge hattedamer, og ufaglærte.
Kan Ronni og Mette være tjent med det?
Kan du leve med det?
Kan Danmark være det bekendt?“
Engelen forsvandt lige så pludseligt som den var kommet. Men du ved nu, hvad du har at gøre!
Der var en helt tydelig grund til at englen hviskede i dit venstre øre! Fordi hjertet banker til venstre, og fordi man stemmer til venstre, når man stemmer med omsorg.
Lettet går du hjem igen. Du har gjort hvad du kunne. Sagt nej til regeringens og støttepartiet DFs, menneskefjendske forsøg på afvikling af det danske velfærds-samfund.
Du har nemlig stemt A, F eller Ø.