Det kan synes som om Søren Magnussen, leder af Vilde læreprocesser, i sine læserbreve spørger om mere, end 10 vilde heste kan svare på. Det er ikke tilfældet. Naturligvis findes der svar. Der er bare den hage ved det, at svarene vil fylde en halv lærebog. Og jeg tror såmænd, at Søren Magnussen allerede har læst den.
Et enkelt svar skal Søren Magnussen dog have. Han spørger (Socialpædagogen nr. 22), hvordan man skiller en række faktorer ud fra hinanden i en sammenlignende evidensbaseret undersøgelse. Jeg er ikke forsker og overlader derfor til dem, der er uddannet til det, at designe undersøgelserne.
Om man vil måle på de baggrundsfaktorer, som Søren Magnussen spørger til, skal jeg lade være usagt, men det vil sikkert være en god idé at måle på institutionernes evne til at inddrage lokalsamfundets ressourcer, de forskelligartede aktivitets- og skoletilbud og hvad Søren Magnussen ellers foreslår.
Det er ganske rigtigt, som Søren Magnussen skriver i dette nummer af Socialpædagogen, at Nordisk Campbell har analyseret en række undersøgelser af brugen af MST over for unge med sociale og følelsesmæssige problemer.
MST er blevet dokumenteret og studeret mere end andre tilbud til disse unge og deres familier. Nordisk Campbell’s sammenfatning viser, at denne dokumentation ikke er entydig og troværdig. I modsætning til, hvad der ellers er blevet fremført, kan det altså ikke (mere) siges, at MST bygger på en viden om dokumenterede positive effekter. MST synes ikke at være hverken mere eller mindre gavnlig end andre kendte typer af indsatser.
Det ved vi netop, fordi kvaliteten af MST-undersøgelserne er blevet vurderet. Det viser, at kravet om evidens er nyttigt. Det kan forbedre og øge kvaliteten i forskningen. Og det er jeg glad for.
