Evidensens fascination og faldgruber
Niels Dujardin, uddannelseskonsulent m. speciale i neuropædagogik, Borgergade 12, Skanderborg (Modtaget d. 24.10.2005)
Jeg kan ikke blive forarget over, at fagpædagoger gerne vil kunne bevise, at det var deres faglige indsats, der gjorde en positiv forskel i et medmenneskes liv. Hvor en sådan evidens-tung dokumentation er mulig, er det da OK at bruge den. Men i mellemmenneskelig interaktion er der så mange enkelt- og på hinanden influerende faktorer tilstede, at man vel ofte ikke vil kunne være sikker på, at man beviser det, man antager at bevise.
For omkring 15 – 20 år siden, da Sølund var fikseret i adfærdsterapi, kunne jeg da godt pege på tilfælde, hvor det kunne være ganske svært at identificere, hvad der havde affødt en tilstands- og adfærdsændring.
Var det belønningen, selve indlæringsprocessen, aktivitetsindholdet, det sikre daglige møde 1-1 med en pædagog, strukturalitetens effekt i form af forudsigelighed, ritualiteten eller den stimulerende forandring i dagsprogrammet i det hele taget (samt måske en ny medicinordination)?
Kunne man have brugt en helt anden pædagogik end den adfærdsterapeutiske og have opnået det samme resultat? Det er ikke godt at vide. Alligevel bekransede man over en kam den adfærdsterapeutiske metode med æren for de – vel at mærke – positive resultater.
At samme metode meget vel kunne eksponere et negativt resultat, var det på dette tidspunkt „politisk ukorrekt“ at mene på Sølunds matrikel. En evidens-matriks, der alene forholder sig til forandringsmåling, siger ikke noget om den specifikt metode-faglige andel i forandringen.
Der består det farlige aspekt i de aktuelle evidensbestræbelser, at de kan forlokke pædagoger til at tænke for meget i funktioner og overfladeadfærd. Positive forandringer i en indre tilstand kan hos udviklingshæmmede undertiden markere sig i både selvskadende og udadrettet adfærd.
Hvad gør man i disse tilfælde, når man skal bevise det positive forhold mellem pædagogik og resultat? Vi må nok konstatere, at mennesket inkluderer en inderside, som er velegnet til at lægge et tågeslør ud for evidens-jægeren.
Der skal forudsætningsanalyse, prognose, metodespecifikationer og registreret observation til at arbejde med evidens og dokumentation. Det er forholdet mellem forudsætningsanalysen, prognosen og metoden, der er evidens-bestræbelsens arbejdskomponenter.
I forudsætningsanalysen vil der uvægerligt være blinde pletter og de bevidste og faglige indsats-komponenter vil være suppleret med en masse uerkendte stimulusfaktorer, som kan være nok så store aktører for resultatet, fordi de tilfredsstiller for brugeren væsentlige behov.