Lad os skrive historien om Ebberød-tiden
Dorthe Bak Madsen, Statenevej 8, Rudkøbing
Det berørte mig meget, at læse om “Omvæltningernes tid” af Lisbeth Møller (Socialpædagogen nr. 16, 2005), som jeg har haft den meget store glæde og berigelse at arbejde sammen med – sammen med så mange andre brave folk i “Ebberød-tiden”., Vi har kæmpet, grædt snot – og skrevet historie sammen !
Tiden, der beskrives i temanummeret, er netop “min tid”. Jeg husker så godt tiden med de store omvæltninger: fra lægedynastiet (og manden med kappen) til tilblivelsen af det pædagogisk ledede Svaneparken – hvilket blev gjort med en ildhu, energi, orgelmusik, entusiasme og fornyet menneskesyn, der kunne fordreje hovedet på enhver Hansen, Larsen m.fl.
Som Vorherre dybest set har lært os: At alle er lige meget værd – også de “skæve”. At der er rettigheder nok til alle, der skal blot gives plads (ressourcer). Såd’n er det stadig... Det er såd’n lidt terapi-agtigt at læse om den tid. Den er i mig, jeg er mærket af den, bærer rundt på den og den har influeret på min fortsatte tilstedeværelse i mit virke – helt ned på Langeland!
Blød om hjertet blev jeg ved at læse om arbejdsnedlæggelsen, som for mange af os samtidige “gjorde noget ved os”... Der var omsorgsmedhjælpernes arbejdsnedlæggelse, og så var der (os) assistenter/pædagoger. Der var så meget oprør/opgør – en gigantisk faglig kamp, der fik – husker jeg – forældre i deres afmagt til at spytte på mig!
Jeg tror, det var første gang i “Danmarks historien”, at tjenestemænd (kvinder) nedlagde arbejdet! Vi kom på forsiden af aviserne og blev sågar interviewet til TV-Avisen m.v. – jo, der skal alligevel noget til for at synliggøre “vores fag”.
Selv sad jeg i PR- gruppen og lærte en del på den hårde måde. Det var i samme tid, hvor vi turnerede med “Cirkus Åndssvag” blandt andet på Land og folk-festival. Vi lavede gadeteater, holdt foredrag på skoler, seminarier med videre – og jeg havde den store ære og fornøjelse af at være med på en faglig turne landet rundt, hvor netop det faglige og aktuelle aspekt kundgjorde, at samtlige 10 forsorgsinstitutioner nedlagde arbejdet – på én gang!
Det var hårdt arbejde, som bar noget med sig, og som er så vanskeligt for eftertiden at forstå, hvis ikke historien bliver fortalt – hvilket jeg synes, vi bør gøre. Det har faktisk undret mig, at netop denne meget epokegørende tid er så svagt omtalt i jubilæumsbogen for SL!
Det var en kaotisk og meget energisk tid (småt med privatliv), der blev brugt på at praktiserer, implementerer og “lægge krop” til forandringer og efterveer i forhold til de massive ændringer, som strejken efterlod. Det var på Y’et og i “Torben projektet!”, at jeg fik mine “tæsk” for resten af livet. Det koster øretæver at ”modelerer” og forandre et menneskes vilkår fra fangenskab til selv at have betydelige forandringsmuligheders – til ta have indflydelse! Den korte version af en lang historie er, at jeg efter mange tæsk i diverse projekter måtte langt væk fra det hele, hvilket jeg i bakspejlet kan se, var rigtigt.
Historien belaster en, den fylder, og er medskabende i vores liv, men den er vigtig, at få fortalt – sammen med dem, der udgjorde epoken.
Netop historien – “såd’n var det dengang” – vil jeg opfordre til, at vi sammen får fortalt ud fra dem, vi var, og fra den vinkel, hvor vi var tilstede.
En noget privat vinkel til historien er, at Jørn Foss (og måske Lisbeth Møller) tilbage i starten af 90’erne – efter en opfordring i fagbladet – fik tilsendt nogle kassettebånd med interview fra beboere fra Ebberød, optaget i min elevtid (74-77). Jeg har ved flere lejligheder efterlyst disse bånd – hvor er historien/båndene henne ?
Med disse ord sender jeg energiske faglige og mange varme tanker til alle jer fra den tid – til lands, til vands og i himmelen – med ønsket om, at vi når at skrive historien.