Vagn og evidens?
Af Søren Magnussen, socialpædagog, leder af Vilde Læreprocesser (Modtaget d. 4.7.2005)
Efter netop at have læst den i øvrigt meget interessante artikel „Er det så indlysende“ om evidensmetoder, i sidste nummer af Socialpædagogen, får jeg lyst til at høre nogle uddybende, evidensbaserede forklaringer fra Vagn Michelsen, leder af SL’s Socialfaglige afdeling.
Vagn udtaler, at mange pædagoger mener, at det sådan set er lige meget, hvilken metode de arbejder med. Jeg har mødt og læst om dygtige pædagoger for eksempel på Solhaven, der gerne vil bevare deres metodefrihed, og som gerne vil designe en metode til hver enkelt ung. Men det er vel ikke det samme som at sige, at disse mennesker postulerer, at det er lige meget hvilken metode, man bruger – eller er det Vagn? Prøv lige at fortælle mig, hvilke af SL’s medlemmer du konkret snakker om? Vagn udtaler, at en case er det dårligste bevis for, om noget virker. Måske kan han så fortælle mig, hvorfor man netop i masser af supervision, anden kompetenceudvikling eller vidensdeling netop tager udgangspunkt i casearbejde? Det er da vel ikke bare en uvidenskabelig holdning, du har Vagn?
Vagn udtaler, at samtaleterapi og en tilknyttet kontaktperson ikke virker på unge med adfærdsproblemer. Hvor er den evidensbaserede viden, der beviser dette? SFI har for eksempel netop i en sønderlemmende kritik af Ungdomssanktionen konkluderet, at brugen af kontaktpersoner i forhold til Ungdomssanktionens målgruppe, som de fleste nok vil mene er rimeligt „adfærdsproblematisk“, har stor positiv effekt?
Vagn udtaler, at evidens kun kan bruges på snævre, afgrænsede områder, hvor man kan udelukke andre faktorers indflydelse. Jeg kunne godt tænke mig, at han gav en række eksempler på sådanne områder inden for vores arbejdsfelt?
Vagn udtaler, at evidens ikke kan bruges som afsæt til at udvikle nye indsatser. Hvorfor det? Skal udviklingen da ikke bygge på videnskab?