Evidens – grundlaget for enhver videnskab
Dokumentation og metodik har trange kår blandt de fleste pædagoger. Derfor finder synspunktets forfatter det opløftende, at diskussionen om evidens nu er kommet på banen
Så skete dét, som vi er mange, der har ventet på siden sagen om de ulyksalige staveplader i begyndelsen af 1990’erne: diskussionen om evidens er en realitet - og indførelsen af disse principper er kendt af enhver universitetsstuderende som værende selveste grundlaget for enhver videnskab.
Det er især særligt opløftende, at lederen af SL’s socialfaglige afdeling, Vagn Michelsen, i høj grad har gjort sig til talsmand for evidens-tilgangen på det pædagogiske fagområde.
Gennemføres projektet, Michelsen, så er der på det lange sigt håb for, at nyuddannede pædagoger ikke længere skal opleve det chok, som mange får, når de erfarer, at den bachelor-uddannelse, de har fået at vide at være i besiddelse af, ikke rækker mange meter i forhold til den akademiske bachelorgrad mht. kravspecifikationer og indhold. (Og så er der måske også på langt sigt håb for, at universiteterne vil afgive en rigtig bachelor- grad til pædagoguddannelsen - når ellers studentereksamenskravet også forhåbentligt bliver en realitet).
Jeg vil formodentligt aldrig glemme dengang, jeg som omsorgsmedhjælper første gang blev konfronteret med institutionens “vikar-bog” , der efter sigende skulle indeholde alle de informationer om beboerne, som vikaren skulle kunne få brug for. Bogen var udfærdiget af faguddannede pædagoger.
Oplysningerne om såvel den enkelte beboer som de observationer i gruppesammenhæng, der var nødvendig for at forstå dynamikken blandt beboerne, medicinering m.v. stod hulter til bulter - ganske uden nogen form for systematik, ingen sagsregister, så man hurtigt kunne finde de relevante oplysninger om den enkelte, og i det hele taget affattet på en måde, som ville indbringe enhver førsteårs psykologistuderende et rungende 03 i faget “metode og statistik” (Og det skal lige siges: psykologistudiets fagmodul er et af de letteste at komme igennem, sammenlignet med alle andre studier, såvel humanistiske som natur- og samfundsvidenskabelige).
Hvad værre var: lidt efterforskning i sagen senere, stod det mig som i en tåge hurtigt klart, at dokumentation og metodik havde trange kår blandt de fleste pædagoger - på landsbasis vel at mærke. Hvilket jeg naturligvis fandt odiøst, al den stund pædagoger faktisk i dagligdagen tilsyneladende er tvunget til at påtage sig meget store ansvar i forhold til rigtig ægte levende tænkende og følende mennesker, men som man ligeså tilsyneladende ikke rigtigt er fagligt rustet til at påtage sig.
Udfordring af det indbyggede tryghedsbehov
Det undrer mig ingenlunde, at evidensprojektet møder stor modstand blandt en del pædagoger. Sådan vil det altid være, jvf. moderne organisationsteori og sociologisk ditto, når organisationer (herunder faggruppen pædagoger) skal forandres. Vi har alle et indbygget tryghedsbehov, der sædvanligvis skaber en vis træghed mod forandringer, afhængigt af omstillingsparatheden hos den enkelte - uanset hvem vi er, og hvilken faggruppe vi tilhører (hvilket vel kun de færreste - heriblandt de direkte uoplyste - vil bestride).
Men; at man ligefrem bringer usaglig argumentation (læs: rene holdninger) i anvendelse, for at yde projektet modstand - det er ikke nogen god reklame for pædagogstanden.
Jeg kan garantere for, at det ikke blot er de utilpassede unge på Solhaven, der har behov for at blive mødt med tillid under individualiserede former. Dette faktum har været kendt i såvel psykologien som psykiatrien og blandt socialrådgivere i snart mange årtier. Tillid er grundlaget for ethvert terapeutisk tiltag - uanset, hvem klienten så i øvrigt er. Ligeså kan man generalisere mange andre principper til at dække mange forskellige menneskers behov - endda uanset hvor på jordkloden, disse mennesker befinder sig.
Hvilket bunder i, at mennesket ikke bare er et individ, men samtidig et (meget socialt) flokdyr. Paradoksalt nok på samme måde, som vi på en og samme tid er jordens kærligste væsen og det mest grusomme rovdyr, naturen har fundet på at konstruere.
Biologien som fællesnævner
Jeg ved godt, at det er umoderne at anskue mennesker som andet end individer. Men; det er nu engang sådan, at uanset hvem man er, vil der gå 4 dage fra man holder op med at drikke og til man dør. Cirka tres dage, hvis man undlader at spise i stedet for. Det er også et fåtal af os, der ikke skal på lokum i ny og næ, osv. osv. osv. Det behøver man sandelig ikke 6 mia. casestudies for at dokumentere.
Og netop i kraft af denne biologi, som også i høj grad påvirker vores psyke, vil der altid være ganske mange fællesnævnere alle mennesker imellem. Lige som det i øvrigt er ganske evident, at der i høj grad blandt Solhavens 200 forskellige unge, udmærket kan “hældes samme vin på de forskellige flasker”. I hvert fald som minimum en viden om de regler, der nu engang gør det muligt for den enkelte at begå sig i det kulturelle rum, uden at skade andre mennesker ved sin adfærd.
Og lad mig så lige slippe afsted med den vigtigste provokation: Fornuft uden kontakt med følelser gør personligheden tom og hul. Såvel som følelser uden kontakt med fornuft gør personligheden primitiv og konfus.