Et liv fyldt med faglig aktivitet
Efter næsten 40 års arbejde med udsatte unge og 32 år som tillidsrepræsentanter ser socialpædagog Lisbeth Berthelsen tilbage på et liv fyldt med faglig aktivitet. Og hun har stadige sine ønsker til fagets udvikling
Socialpædagog Lisbeth Berthelsens første kontakt med fagbevægelsen skete den 19. oktober 1966. Da fik hun brev fra Danske Børneforsorgsarbejderes Sammenslutning –en af SL’s forgængere –om, at hun pr. 1. november 1966 var optaget som medlem af elevsektionen og havde fået medlemsnummer 6633.
Samtidig fik hun besked om, at hun fremover vil modtage sammenslutningens medlemsblad „Børnesagspædagogen“.
Siden da har Lisbeth Berthelsen været faglig aktiv og i 32 år tillidsrepræsentant for sine kolleger i Hedebocentret i Ikast, hvor hun har været ansat i 34 år. I de seneste 14 år har hun arbejdet ved et af centrets afdelinger, Bomiljøet i Herning.
| – Dengang var der virkelig rift om os, fordi der var mangel på pædagoger. Så det var kutyme, at forstanderne kom på besøg på seminarierne for at „headhunte“ de nyuddannede pædagoger. Lisbeth Berthelsen |
–For mig har det altid været en naturlig ting at være medlem af en fagforening. Jeg ved godt, at det i dag nogle steder kan være vanskeligt at få folk til at blive medlem.
Men jeg synes, man går glip af så meget fagligt, hvis man ikke er medlem.
–SL laver jo en række faglige aktiviteter, som jeg synes er meget givende. Og jeg vil heller ikke undvære alle de gode faglige artikler, som er i Socialpædagogen. På grund af min faglige interesse, var det også naturligt for mig at blive valgt som tillidsrepræsentant, siger Lisbeth Berthelsen.
–Jeg kan ikke forstå, hvis det er svært at rekruttere medarbejdere til TR. Jeg synes det har giver så megen faglig indsigt og kendskab til forholdene andre steder, som jeg ikke har villet undvære. Så bortset fra en periode på to år, hvor jeg lod yngre kræfter komme til, har jeg været TR i de 34 år, jeg har været her i Midtjylland.
–Jeg kunne ganske enkelt ikke undvære TR-arbejdet og vendte snart tilbage, konstaterer Lisbeth Berthelsen.
Tilbage til start
Men lad os gå tilbage til start og hermed også få et rids af dansk ungeforsorg de seneste fire årtier, set gennem Lisbeth Berthelsens briller.
–Jeg stammer oprindelig fra Års i Himmerland. Men dengang i 1966 var der meget få seminarier. Så efter en forpraktik startede jeg på Jægerspris Seminarium i Nordsjælland, hvor jeg blev færdiguddannet som børneforsorgspædagog i 1968, fortæller Lisbeth Berthelsen.
–Som noget af et kuriosum skulle vi også lære at binde bøger ind. Hvorfor må du ikke fortælle mig. Så jeg valgte at indbinde 1967-udgaven af Socialpædagogen, som Børnesagspædagogen netop var blevet omdøbt til. Det var en noget anden Socialpædagogen, end den vi kender i dag.
–Under min uddannelse var jeg i praktik to gange. Den første praktik var på behandlingshjemmet Jens Holst i Viborg, der nu er nedlagt. Og anden praktik var på Erhvervsskolen i Ikast, det nuværende Hedebocentret.
–Da jeg var færdig på seminariet, havde jeg allerede fået arbejde på Jens Holst. Dengang var der virkelig rift om os, fordi der var mangel på pædagoger. Så det var kutyme, at forstanderne kom på besøg på seminarierne for at „headhunte“de nyuddannede pædagoger.
Opdrages på heden
Lisbeth Berthelsen blev på Jens Holst i to år, men søgte så nye udfordringer. Tiden var sådan dengang, at når man havde været et sted i to år, så måtte man videre.
–Derfor rejste jeg til Norge, hvor Røde Kors havde en institution for danske børn og unge med astma. Børnene var der i tre- fire måneder, hvor de var isolerede fra de stoffer og omgivelser, de ikke kunne tåle derhjemme. Men problemerne vendte jo tilbage, når de kom hjem igen.
–I dag ville man aldrig gøre sådan og sende børnene væk fra deres forældre. Nu har man helt andre muligheder for medicinsk behandling, og institutionen eksisterer da heller ikke længere.
Efter et år besluttede Lisbeth Berthelsen, at hun ville tilbage til Danmark. Det fortalte hun en kollega, som fortsat var ansat på Erhvervsskolen i Ikast.
–Det fik skolens daværende forstander Per Aadal nys om, så han ringede og sagde: „Hør kan du ikke lige komme her ned og tale med mig“. Jo, det kunne jeg da godt, og jeg har været her siden. Jeg blev ansat den 15. august 1971.
–Målgruppen dengang var unge piger, hvorfra hovedparten kom fra København. De skulle over på heden for at lære at sy og opføre sig ordentligt. Der var jo megen tekstilindustri herovre dengang, og der var snart ikke en kælder eller et udhus, hvor der ikke kunne stå nogle strikkemaskiner. Så vi kunne også skaffe arbejde til pigerne.
–Selv om pigerne måske ikke alle var lige effektive, var der plads til oplæring. De fik lært at gå på arbejde og blev inddraget i det sociale liv, der var på en arbejdsplads. At de så ikke nødvendigvis fortsatte som syersker er i den forbindelse mindre vigtigt. Det vigtigste var, at de lærte at begå sig i samfundet.
–I dag synes jeg, det er sværere at finde plads til de sårbare unge. De kan ikke alle leve op til kravene om, at de skal kunne yde en toppræstation fra første dag.
Noget at bygge videre på
–Men der stod altså også „skole“uden på døren. Og forstander Aadal, der selv var læreruddannet, havde den tanke, at skole forpligter. Man skulle også give pigerne oplevelser. og de skulle lære noget, så der var noget at bygge videre på bagefter. Det var et af de vigtigste formål med deres ophold herovre.
–Senere fik vi også drenge ind, selv om der var lidt betænkeligheder ved det fra starten. Ville der blive for megen kæresteri? Men udviklingen gik jo videre. Og det gik da også over al forventning. Selvfølgelig blev nogle kærester, men det blev aldrig det store problem.
–Også da vi havde fået drenge ind –det var i 1972 –fortsatte vi med at lægge vægt på, at vi var en skole. Vi havde da også intern skole, hvor eleverne havde mulighed for at tage afgangsprøve fra 9. eller 10. klasse. De unge skulle lære at begå sig og tilegne sig kultur. Vi rejste til udlandet for at give de unge oplevelser.
–Men vi rejste ikke bare til Tyskland for at købe billigt ind. Vi skulle også på teaterbesøg og opleve seværdigheder. Jeg kan huske en tur, hvor vi havde været på Bornholm. Her ville de unge gerne forkorte opholdet en dag, fordi de så gerne ville nå en Tivoli-tur.
–Det er i orden, sagde vi. Men så skal vi også nå at lære noget kulturelt. Så vi var på Christiansborg og så Folketinget og de kongelige repræsentationslokaler. De blev for de unge en oplevelse, som de talte om længe bagefter.
I midten af firserne blev Erhvervsskolen omlagt og udviklet til en decentral institution, men stadig bundet sammen af fælles ledelse og fik efterfølgende navneforandring til Hedebocentret.
Udviklede kvalitet
På Hedebocentret har man nu i 10 år arbejdet systematisk med kvalitetsudvikling, efter at man i 1995 første gang blev certificeret efter ISO 9001.
–Det betyder, at det jævnligt bliver efterprøvet, om vi lever op til det, vi siger, vi gør, fortæller Lisbeth Berthelsen.
–Målingerne foretages ved at spørge brugerne –det vil sige de unge, forældrene og kommunerne –om, hvordan de synes, vi lever op til det, vi har lovet. Det betyder, at vi har beskrevet alle vores ydelser, hvilke
målgrupper det bestemte tilbud er beregnet til, og hvad der foregår i de enkelte afdelinger. Vi var blandt de første, der gik med på kvalitetsbølgen. Så også på den måde har det været en spændende arbejdsplads at være på.
De beboere, som Lisbeth Berthelsen de seneste år har haft med at gøre i Bomiljøet i Herning, er, som hun beskriver dem, „psykisk sarte unge“i alderen 18-22 år.
–Så det er mest psykiske og sociale vanskeligheder, vi arbejder med hos de unge.
Mange af dem har en asperger-diagnose, så der er tale om unge, der har brug for tryghed og struktur i hverdagen.
–Jeg synes, der er blevet flere af dem de senere år, men det skyldes måske også, at samfundet er blevet mere krævende over for den slags unge. Derfor er man blevet mere opmærksom på deres problemer. For det er jo normalt ikke dem, der larmer mest op i skolen. Men det er unge, der har det socialt svært.
–Så det er altså midt i det arbejde, jeg nu slutter, konstaterer Lisbeth Berthelsen.
Ønsker til fremtiden
Når man som Lisbeth Berthelsen har været tillidsrepræsentant i 32 år, har hun naturligvis også oplevet de forskellige roller, som TR har været igennem. Fra at være en slags kontaktperson for kollegerne til at blive „SL på arbejdspladsen“.
–I starten var det lidt mere tilfældigt, hvordan man blev uddannet som TR og SR. Jeg kan huske det første sikkerhedskursus –paragraf 9-kursus –som jeg deltog i. Dengang var de ikke tilrettelagt, så de modsvarede den sociale sektor.
–Jeg var således på et kursus på bygge- og anlægsområdet, hvor vi lærte at køre sikkert med truck og lignende. Men det var der ikke noget at gøre ved. Man skulle deltage i et sikkerhedskursus. Det var jo noget helt andet end i dag, hvor vi som TR skal være med til at udvikle arbejdspladsen, så den er et godt sted at være for både brugere, ledelse og medarbejdere.
–Det har selvfølgelig været en stor udfordring som TR at skulle være SL på arbejdspladsen. Og jeg tror da heller ikke, at vi kan undvære kredsenes hjælp i det arbejde. Navnlig da ikke, hvis man er nyvalgt tillidsrepræsentant.
–Desuden finder jeg det vigtigt, at SL fortsat er med til at udvikle det faglige område. Løn- og ansættelse har jo fyldt meget, og jeg synes, det har været dejligt, at vi med de seneste overenskomster har haft mulighed for at selv at tilrettelægge arbejdstiden mere fleksibelt.
–Men jeg mener, det er vigtigt, at vi også får det faglige med. Derfor skal vi fortsætte med at beskrive og debattere vores faglighed både i Socialpædagogen og andre steder. Vi pædagoger har aldrig været særlig gode til selv at beskrive vores arbejde. Men det skal vi altså blive bedre til, konstaterer Lisbeth Berthelsen.
–Så fortsæt med at udvikle den faglige debat i SL og fortsæt med de gode artikler i Socialpædagogen. Det må jeg vel godt her på falderebet have lov til at ønske for mit fag i fremtiden.