Faglige netværk – en rigtig god ide
I SL skal vi tilbyde netværkene ordentlige arbejdsvilkår samtidig med, at vi bevarer og udvikler den aktivistånd, som driver netværkene. Den energi, som ligger i netværkene skal ikke underlægges stive regler og formelle retningslinier.
Vi har i SL en stribe faglige netværk, 16 i alt, hvor medlemmer kan mødes og udveksle erfaringer. De faglige netværk drives af energiske og initiativrige socialpædagoger. Gode kolleger, som udøver et godt stykke fagligt arbejde.
På SL’s sidste kongres var vi enige om, at vi skal styrke det socialpædagogiske fag og arbejdspladsernes profil. Vi skal gøre vores profession mere synlig. Her spiller de faglige netværk en afgørende rolle.
I SL skal vi tilbyde netværkene ordentlige arbejdsvilkår samtidig med, at vi bevarer og udvikler den aktivistånd, som driver netværkene. Den energi, som ligger i netværkene skal ikke underlægges stive regler og formelle retningslinier. Netværkene er et sted, hvor aktive og engagerede socialpædagoger kan mødes om vores fag.
Med Kommunalreformen vil flere kommuner over- tage ansvaret for mange socialpædagogiske opgaver, og vi vil møde stigende krav om rummelighed og afspecialisering. Så bliver behovet for at drøfte fag og dele erfaringer arbejdspladserne imellem endnu større.
Jeg nærer en dyb respekt for de medlemmer, der går ind i netværksledelserne. Arbejdet er tidskrævende, og ind i mellem kan det opleves som om, det går ud over det daglige arbejde. Møderne i de faglige netværk er naturligvis med til at udvikle deltagerne personligt så vel som fagligt. Udvikling er kodeordet for enhver fremadrettet arbejdsplads, og sådan tror jeg langt hovedparten af arbejdsgivere tænker.
Derfor undrer det mig, når netværksdeltagere fortæller, at de i stigende grad må bruge fridage eller ferie på at deltage i netværksaktiviteterne.
En moderne arbejdsplads og en udviklingsorienteret leder er bevidst om, at fremtidens medarbejdere har et basalt behov for at udveksle erfaringer og udvikle kompetencer sammen med kolleger indenfor samme arbejdsfelt. Så nytter det ikke at forhindre folk i at gå til relevante møder. Det er et gammeldags og kortsynet perspektiv, som på længere sigt vil skabe problemer med at rekruttere nye folk.
Find kontaktpersoner til de faglige netværk under ’forbundet’på www.sl.dk