Kan kommunerne få øje på misbrugerne?
Med kommunalreformen skal kommunerne overtage alkohol- og metadonbehandlingen, og de kan vælge at overtage hele stofmisbrugsområdet – men hvordan vil misbrugerne blive prioriteret på landets rådhuse?
Der er sådan set ingen, der tvivler på de gode intentioner. Alligevel er der skepsis og nervøsitet på landets behandlingssteder for stofmisbrugere ved udsigten til, at området med kommunalreformen overgår til kommunerne.
En skepsis, der ikke bliver mindre af, at mange kommuner, store som små, har meldt ud, at de vil overtage amtets forpligtelser på misbrugsområdet fra dag 1 –det vil sige fra 1. januar 2007.
Bekymringen går på flere ting: Selv ikke de nye store kommuner vil kunne håndtere det tunge og krævende arbejde. Misbrugerne vil nemt ende som tabere i de benhårde prioriteringer, kommunerne er tvunget til at foretage. Særligt på alkoholområdet vil kommunerne nemt komme til at glemme store, men usynlige grupper af misbrugere. Og med spredningen af indsatsen og ressourcerne fra de nuværende 15 amter til langt flere, mindre enheder, risikerer store dele af den faglige ballast at ryge overbord.
| – De seneste år har der været stor fokus på de varierede tilbud og på forskellen fra amt til amt. Og der er da pokkers til forskel, men hvis vi går fra 15 amter til 98 kommuner, jamen, så bliver der da for alvor forskel. Anette Søgaard Nielsen, leder, Behandlingscentret i Fyns Amt |
–Det er er på tide at stoppe den romantisering af, hvorledes tingene foregår i dag, og erkende, at der er behov for at gå nye veje for at yde en endnu mere helhedsorienteret indsats i forhold til personer med for eksempel et alkoholmisbrug. Det eneste sted, hvor dette kan lade sig gøre, er ved at samle ansvaret i kommunen, således at det bliver muligt at koordinere indsatsen i forhold til misbrugerens relationer til arbejdsmarkedet, til familien, boligen og det øvrige netværk, siger Rafai Atia, der er konsulent på misbrugsområdet i Kommunernes Landsforening (KL).
Men forsikringerne fra kommunerne er ikke nok til at berolige Jens Martin Hansen. Han står i spidsen for Foldbjergcenteret, Nordjyllands Amts Misbrugsorganisation, og er formand for Centerlederforeningen. –Historisk set må vi jo sige, at misbrugsområdet ikke har været specielt højt prioriteret ude i kommunerne.
Det var et meget broget billede, da kommunerne stod for stofmisbrugsbehandlingen. Nogle kommuner lavede da nogle gode tiltag, men i langt, langt de fleste var det noget skidt. Og med den sammenlægning af kommuner, der er lavet, så er der meget, meget få kommuner, der kan varetage hele misbrugsområdet. Det har de simpelthen ikke befolkningsgrundlag til, siger Jens Martin Hansen.
Han peger på, at undersøgelser viser, at der skal være et befolkningsgrundlag på 30.000-40.000 indbyggere samlet i et byområde, før der er grundlag for at opretholde hele viften af behandlingstilbud.
–Kommunerne kan selvfølgelig lave aftaler indbyrdes og vælge at købe ydelserne hos en anden kommune eller hos en privat –men så ryger argumentet om nærhed i indsatsen –så kunne regionen lige så godt stå for driften, mener han.
–Selvfølgelig er der da kommuner, der kan varetage arbejdet selv. København og Frederiksberg gør det jo allerede, og det samme er tilfældet i Randers, Fredericia, Aarhus og Aalborg. Men alle andre steder, og ikke mindst ude i randområderne er jeg bange for, at misbrugerne let kan få et dårligere tilbud.
Spredt for alle vinde
Når det kan ende sådan, skyldes det, at der ganske enkelt ikke vil være ressourcer nok til at sikre lige god kvalitet, hvis det nuværende faglige miljø atomiseres: –Jeg tror, der er en risiko for, at de nuværende ressourcer bliver alt for spredte. Lad os nu sige, at Aalborg vælger at overtage hele misbrugsområdet, så skal de jo have en stor del af ressourcerne her fra Foldbjergcentret.
Regionen vil stadig have forsyningspligt for resten af kommunerne, men det vil blive svært at lave et ordentligt tilbud til dem. Det faglige netværk vil blive fortyndet. Vi har ikke medarbejdere til at strø ud til alle kommunerne, konstaterer Jens Martin Hansen.
| – Jeg frygter, at det vil blive en meget kvantitativt orienteret behandlingsindsats, og det har altid været et af de store problemer på misbrugsområdet: Man har ikke set på indholdet, på kvaliteten. Jens Martin Hansen, leder af Foldbjergcenteret, Nordjyllands Amts Misbrugsorganisation |
–Ekspertisen bliver spredt, og de kommunale enheder i mange tilfælde vil være alt for små til at give fagligt spillerum. Man kan ikke udvikle sig og udvikle indsatsen med så små enheder. Jeg tror da, at der er de bedste intentioner ude i kommunerne, men når pengene ikke er der, så er misbrugsområdet meget udsat, siger Anette Søgaard Nielsen, der personligt håber, at kommunerne tænker i kommunale fællesskaber, når de fremover skal drive alkoholbehandlingsinstitutionerne.
Hertil siger Rafai Atia, at KL godt er klar over, at det er vanskeligt at rekruttere det fornødne personale til at løfte opgaven, men der er ingen grund til at frygte en fragmentering af den viden som eksisterer i dag.
–KL anbefaler nemlig en meget høj grad af tværkommunale samarbejder på dette felt. En model kunne være, at kommunerne indgår i et samarbejde med de øvrige kommuner i regionen om etablering af et tværfagligt team. Teamet placeres sammen med visitationsenheden i et center, der skal varetage udredningsarbejdet, udarbejde de nødvendige behandlings- og handleplaner for den enkelte misbruger samt sikre den fornødne koordination.
Rafai Atia påpeger, at der i centret desuden er mulighed for at skabe et mere bæredygtigt fagligt team.
–Endeligt er det vigtigt at gøre opmærksom på, at viden er knyttet til de institutioner som kommunerne overtager, og disse overgår som en samlet enhed til kommunerne.
Overser de usynlige
Anette Søgaard Nielsen peger på et andet faremoment i forbindelse med den kommunale overtagelse, nemlig at kommunerne på alkoholområdet ikke får fat i den største enkeltgruppe af misbrugere, fordi de ikke kan tilbyde den samme anonymitet, som amterne kan i dag:
–Jeg tror, der er en risiko for, at kommunerne kommer til at overse dem, der er sværest at få øje på: Dem, der passer deres arbejde, hvis familieliv er nogenlunde intakt, hvis liv hænger nogenlunde sammen, som har et misbrugsproblem, men som ikke ønsker at blive sociale klienter. Den gruppe udgør cirka halvdelen af vores brugere, og de får svært ved at bevare deres anonymitet, hvis de skal op på det lokale rådhus for at få hjælpen. Det bliver for eksempel svært for skolelæreren, pædagogen eller andre kommunalt ansatte, mener hun.
–Det, jeg hører, er, at kommunerne især er optaget af at målrette tilbuddene mod de social klienter –og det er da klart: Dem har de at gøre med i forvejen, og de fylder godt i forvaltningen. Og jeg vil da slet ikke afvise, at for denne gruppe kan det være bedre at få hele deres sag samlet i kommunen –det kan meget vel være, at det giver en bedre sammenhæng, siger Anette Søgaard Nielsen
Kommunerne argumenterer netop med, at de kan skabe bedre sammenhæng over for den enkelte borger, men selvom kommunal overtagelse måske kan give en bedre koordinering for en mindre del af alkoholmisbrugerne, rummer kommunal overtagelse også mange risici, mener hun.
Hertil siger Rafai Atia, at KL er forundret over dette synspunkt, som bygger på en række skrækscenarier, der intet hold har i virkeligheden.
–Der er ingen grund til at misbrugeren fremover skal henvende sig til kommunen for at få tilbudt behandling, hvorfor skulle borgeren det? Der er jo ingen misbruger, der i dag henvender sig på amtsgården for at behandling. Borgeren henvender sig i sit lokale misbrugscenter, hvor det er muligt at få råd, vejledning samt behandling for misbruget. Og det er lige præcist hvad borgeren skal gøre fremover.
–Endvidere vil vi i KL da gerne gøre opmærksom på, at en række kommuner allerede i dag tilbyder deres borgere behandling for alkoholmisbrug, og disse kommuner har ikke færre i behandling end amtet har, siger Rafai Atia.
Lavstatusområde
Både Anette Søgaard Nielsen og Jens Martin Hansen erkender, at der er brug for bedre sammenhæng mellem indsatsen i amter og kommuner –men de har ikke meget fidus til, at den sammenhæng opnås ved at lægge misbrugsområdet ud til kommunerne:
Anette Søgaard Nielsen peger på, at der allerede nu er stor forskel på tilbuddene i amterne –og at den forskel ikke bliver mindre:
–De seneste år har der været stor fokus på de varierede tilbud og på forskellen fra amt til amt. Og der er da pokkers til forskel, men hvis vi går fra 15 amter til 98 kommuner, jamen, så bliver der da for alvor forskel, siger hun.
Jens Martin Hansen er enig:
–Men trods forskellene så kan vi i dag tilbyde en ’totalløsning’, hvor vi kan integrere forebyggelse, behandling og efterbehandling til den samme person med forskellige fagpersoner tilknyttet. Og det tror jeg ikke på kan lade sig gøre i en lille randkommune. De sætter ikke tre personer af til de syv forkølede stofmisbrugere, de har, forudser han.
–Jeg frygter, at det vil blive en meget kvantitativt orienteret behandlingsindsats, og det har altid været et af de store problemer på misbrugsområdet: Man har ikke set på indholdet, på kvaliteten. Og det har aldrig været et interessant eller populært –altså, det er ikke et område, der bliver rejst statuer af politikerne, siger Jens Martin Hansen, der desuden savner stærke brugerorganisationer til at tale misbrugernes sag.
Anette Søgaard Nielsen peger på, at kommunerne efter reformen har et tungtvejende incitament til at gøre en ordentlig indsats:
–Efter reformen skal kommunerne selv betale en del af udgifterne ved borgernes indlæggelser på hospitalerne. Og misbrug er noget, der fylder meget på vores sygehuse, så en manglende indsats på misbrugsområdet kan komme til at koste kassen ude i kommunerne. Men det er selvfølgelig ikke noget, den enkelte misbruger kan bruge til noget, og inden den udgift slår igennem og får kommunerne til at opruste indsatsen, kan vi have tabt masser af viden på gulvet, siger Anette Søgaard Nielsen.