Jeg var lidt for vild
Anne kom på kostskole fra 8. til 10 klasse, fordi hendes plejefamilie ikke længere kunne magte hende. Eksperterne advarer ellers mod, at tilsynet med skolerne er for lemfældigt. I dette interview fortæller Anne om sit syn på opholdet og om fordele og ulemper
Anne har en tung bagage med sig. Hun sidder lidt sammenbøjet i sofaen og fortæller, at hendes mor er tidligere narkoman, og at hendes far døde, da Anne var bare ni år. Hun fortæller det uden besvær og som om, hun har gjort det mange gange før. Anne har ikke kunnet bo hos sine forældre. Derimod har hun været på børnehjem og i familiepleje. Det er netop unge som Anne, at eksperterne mener, at man skal være varsomme med at anbringe på kost- eller efterskole. Som det fremgår af artiklen på de foregående sider er tilsynet med skolerne ikke altid godt nok. Og der er ingen garanti for den rigtige hjælp.
Midt i 8. klasse blev det besluttet, at Anne skulle på kostskole.
Hvad var grunden til at du kom på kostskole
–Jeg passede ikke min skole. Jeg havde det ikke godt med mine lærere, og jeg lavede aldrig lektier. På Bogø Kostskole har de halvanden times lektiehjælp hver dag, hvor der kommer en lærer rundt, som kan hjælpe. I den tid skal man blive siddende på sin stol. Man kan selvfølgelig altid slippe og sige, at man skal på toilet.
Hvem traf beslutningen om, at du skulle på kostskole
–Det gjorde mine plejeforældre. Jeg ville ikke. Jeg kan bedst lide storbyen og havde en forestilling om, at det var tykke piger i blomstrede kjoler. Mine plejeforældre lovede mig dog, at jeg måtte komme tilbage efter en måned, hvis ikke jeg kunne lide at være der. Og det accepterede jeg. Men tiden gik, og en dag mindede en af mine lærere mig om, at jeg havde været der et halvt år. Og på det tidspunkt ville jeg ikke hjem.
Løj for en pakke tyggegummi
–Jeg var også kommet væk fra nogle kammerater, som ikke var gode for mig. Vi drak og røg hash sammen. Jeg var i det hele taget blevet lidt for vild. Jeg skændtes også meget med min plejefamilie. Jeg løj og kunne finde på at stjæle fra dem. Selv om det bare var en pakke tyggegummi, sagde jeg, at det ikke var mig.
–På Bogø vidste jeg, at hvis jeg røg hash, så blev jeg sendt hjem, så det gjorde jeg ikke. I starten gjorde jeg det bare i week- enderne. Men jeg mødte også en ven dernede og han sagde, at han ikke ville være sammen med mig, hvis jeg røg hash.
Hvorfor stjal du og røg hash
–Det ved jeg ikke. Måske fordi jeg glemte det, jeg var ked af. Når jeg røg hash var mit liv lettere. Så tænkte jeg ikke så meget på det.
Hvordan hjalp opholdet på Bogø Kostskole dig
–Jeg fik rigtig gode venner og blev meget tæt knyttet til nogle af dem. Der er én, som jeg næsten har fået et søsterligt forhold til. Alle på skolen havde problemer derhjemme af den ene eller anden art. På én måde var det en fordel, at vi havde samme baggrund og kunne dele det. Men det var også en ulempe, for det var ikke dér, man kunne hente den store medfølelse og opmærksomhed. De havde deres eget at se til og slog det hen med at det kendte de godt. Der var dog en af lærerne, som jeg vidste, at jeg altid kunne komme til. Hun tog sig altid tid. Det er vigtigt, at man ved, at der er én, som vil lytte og hjælpe.
Kan du beskrive hvordan din hverdag forløb
–Vi blev vækket klokken 6.30. Derefter skulle vi støvsuge og ordne vores værelser, inden der kom en lærer og så, om det var i orden. Vi spiste morgenmad og var i skole fra 8.00 til 13.30. Om eftermiddagen skulle vi deltage i fritidsaktiviteter, som vi selv valgte. Jeg valgte beach volley og smykkefremstilling. Det gode var, at der altid var noget at foretage sig, for hvis man keder sig, er der større risiko for, at det går galt.
Jeg talte også med en psykolog, mens jeg var på kostskolen. Det var noget de sørgede for. Først sagde jeg ellers nej tak, for det var ikke min erfaring, at det var noget jeg kunne bruge. Men hende her var anderledes. Hun fortalte også meget om sit eget liv og havde selv prøvet noget, der var svært.
Hvad var dårligt ved opholdet
–Der måtte gerne have været flere lærere. Der var måske to voksne til 24 børn. Det er ikke nok.
I dag er Anne 18 år og forsøger at komme i gang med en uddannelse som social- og sundhedsassistent. Hun har netop fået sin egen lejlighed, som er tilknyttet De Fire Aarstider på Nørrebro i København. Det er et sted, som støtter unge, der har været anbragt. Annes navn er opdigtet, men redaktionen kender hendes identitet.