En hund i et spil kegler
SL’s næstformand Mogens Seider forlader posten. Batterierne er nemlig brugt op. Socialpædagogen tegner her et portræt af manden, der skal ud og finde sin sjæl, og fortæller hvorfor en stor jyde, der allerhelst vil bryde de politiske koder og sige sin mening, i den senere tid har været rystende usikker
Det har været en af de der morgener. Mandag efter efterårsferien. Tidligt op. Børnene ud i bilen, et par glemte sutsko, og så bliver klokken mange. Men han ringer –naturligvis –og siger han er forsinket. Et kvarter senere bryder den ufravigelige jyske dialekt morgenstilheden i gården til Brolæggerstræde, hvor SL ligger. Mogens er mødt.
Inde på hans kontor bliver computeren startet op. Han installerer sig med kaffekop og termokande inden for rækkevidde, læner sig roligt tilbage i stolen, så ryglænet svajer let bagover, og strækker de lange ben. Bunkerne, der ligger på bordet, lader han sig ikke forstyrre af. Heller ikke af den lille mekaniske klokke, der ind imellem indikerer, at endnu en mail er havnet i indbakken.
| – Jeg kendte ikke spillereglerne ordentligt, kunne ikke koderne i magtstrukturen og vidste ikke, hvem det var, man sagde hvad til. Så ofte tænkte jeg, at „det der skulle jeg sgu nok ikke have sagt“. Mogens Seider om sin første tid som næstformand i SL |
Han tager sig tid. Også selvom der er meget, der skal gøres nu, hvor slutspurten er sat ind. Inden længe forlader Mogens Seider nemlig sin næstformandspost i SL efter ni år, for at begynde som forstander i socialpsykiatrien i Københavns Amt.
Og denne mandag morgen fortæller han om den forfærdelige proces, det har været at holde fremtidsplanerne skjult. At gå til samtaler med klamme hænder, tvivle på sine kunnen og erkende, at tiden var inde til et skift.
Vise sig som menneske
Men først tilbage til dér, hvor det hele begyndte. Til 1996 hvor Mogens Seider, dengang 36 år og nylig ankommet til hovedstaden, på dette års kongres bliver valgt til den ene af næstformandsposterne. SL trængte til en mere åben dialog, mente han og så sig selv som et godt bidrag til dén udvikling.
–Men jeg følte mig som en hund i et spil kegler, siger han. –Jeg kendte ikke spillereglerne ordentligt, kunne ikke koderne i magtstrukturen og vidste ikke, hvem det var, man sagde hvad til. Så ofte tænkte jeg, at „det der skulle jeg sgu nok ikke have sagt“.
–Der hvor jeg kom fra, snakkede man om det, der var svært, og det frigav en masse energi. Derfor blev jeg snotforvirret over, at jeg pludselig ikke kunne sige, hvad jeg ville. Nogle gange fik jeg skæld ud og folk sagde: „Husk nu, Mogens, vi er ikke LEV eller Sind. Vi er en fagforening“. Men jeg mener, at har man ikke brugerens perspektiv, så har man ikke et fagligt perspektiv, siger han og erkender med et tørt grin, at dét der med koderne, har han nok ikke lært helt endnu.
–Men jeg tror, det er vigtigt, at man viser sig som et menneske frem for som et system.
Og når det gælder prioriteringerne i en fagforening, er han heller ikke bange for at sige, at de måske burde være anderledes.
| – Socialpædagogikken er ved at blive lige så marginaliseret som de mennesker, vi har med at gøre. Både i pædagoguddannelsen og hvis snakken om rummelighed tager fart. Mogens Seider |
–Den her fagforening har en tobenet strategi. Det ene er det løn- og ansættelsesmæssige. Det andet er den professionelle, men dét har hårde betingelser i det her hus, hvor der bruges enormt meget tid på løn og ansættelse. Jeg ville gerne have formået at skabe større ligevægt mellem de to ben, siger Mogens Seider.
–For når vi kommer med kvalificerede bud på den faglige udvikling og etiske værdigrundlag får vi en kolossal feedback Det viser, at der ikke er tilstrækkeligt fokus på den faglige udvikling på alle arbejdspladser, og at man ikke kan overlade til lederne alene at skabe faglig udvikling, konkluderer han. Blandt andet derfor har det været vigtigt for ham at få lederne med i SL.
–Jeg har en dybt funderet tro på at for at skabe et ordentlig socialpædagogisk stykke arbejde, kræver det, at lederne er med i SL til at igangsætte fagmiljøet. Det nytter ikke noget, at SL har berøringsangst og ikke vil høre på dem, for det skaber ingen udvikling. Har lederne det ikke godt, har medarbejderne det heller ikke, fastslår han.
–Personligt er jeg stolt over, at jeg har været med til at kæmpe for en pædagogfaglig profil. Også ved at stå i spidsen for blandt andet de faglige netværk, hvor socialpædagoger laver fagligt organisationsarbejde på kollegers vegne, siger Mogens Seider om de 16 faglige netværk, der i dag eksisterer i SL.
Selvom Mogens Seiders egen fremtid i SL nu er begrænset, giver han gerne et bud på forbundets fremtid.
–SL er en stærk organisation med medlemsfremgang, god økonomi og et godt netværk. Spørgsmålet er, om det er nok. De kommende medlemmer er ikke asociale individualister, men hvis de ikke får ved kassen, hvad de efterspørger, findes der andre butikker at gå i, fastslår han.
Og løsningen ligger, ifølge ham, ikke i at slå følge med BUPL.
–Jeg kan forstå det ud fra et løn- og ansættelsesperspektiv, men ud fra et socialpædagog-fagligt perspektiv vil jeg fraråde SL at nærme sig BUPL, for så flyttes fokus væk fra socialpædagogikken og over på for eksempel Pisa-undersøgelser og læreplaner i børnehaven. I stedet er en orientering mod det socialpædagogiske arbejde nemmere at udvikle sammen med Dansk Socialrådgiverforening.
–Socialpædagogikken er ved at blive lige så marginaliseret som de mennesker, vi har med at gøre. Både i pædagoguddannelsen og hvis snakken om rummelighed tager fart. Og i forbindelse med kommunalreformen tvivler jeg på, at de der har allermest brug for hjælp, får den. Derfor bliver SL’s udfordring at vedligeholde det faglige niveau og sætte alle kræfter ind på at forklare om vores dagligdag, understreger Mogens Seider og kalder det den største udfordring i SL’s 25- årige historie.
Ud og finde sjælen
Men hvorfor stopper han? Er det på grund af før omtalte politiske koder, som skal efterleves?
–Grunden til jeg vælger at stoppe er, at jeg vil ud og bruge mig selv, der, hvor jeg er på hjemmebane. Jeg vender tilbage til det, der er mig, til det jeg brænder for, dér hvor der ikke er langt fra ord til handling.
Og vejen hen til den beslutning begyndte allerede i foråret.
–Jeg syntes ikke, at det var helt så sjovt længere, og selv efter sommerferien kunne jeg ikke rigtig komme til kræfter igen. Batterierne var simpelthen brugt op, og så begyndte jeg at orientere mig udad i verden. Men jeg var også bange for at søge job og få at vide, at jeg ikke var god nok, og jeg var skræmt fra vid og sans til den første samtale, for der er jo ikke meget ved at rende rundt herinde og spille Kong Gulerod, hvis ingen kan bruge det til noget i virkeligheden.
–Og SL er blevet en total integreret del af mit liv og en del af min identitet, så jeg kunne ikke finde ud af at gøre kontoen med plus og minus op. Det kørte frem og tilbage mellem højre og venstre hjernehalvdel, men første gang jeg tog ud og så min nye arbejdsplads, var det en stærk oplevelse. Jeg havde lyst til at gå derind, og jeg kunne mærke, at lysten til at gå i gang med noget nyt fyldte mere end noget andet.
Den 3. januar venter en ny stol som forstander. Og dén dag er Mogens Seider sikker på, at der basker sommerfugle rundt i maven på ham.
–Jeg har nok sved under armene, når jeg møder på arbejde. Og jeg får kriller i maven, som jeg vil forsøge at skjule med de erfaringer, jeg nu har i at gøre det.
–Som ny leder er jeg dybt afhængig af at skabe relationer til medarbejderne. Lige meget hvor gode intentioner jeg har som forstander, kan det ikke lade sig gøre uden en personlig og faglig relation til medarbejderne, for det er dem, der skal trække læsset.
Og selvom Mogens Seider nu siger farvel og tak til SL, mener han ikke, at han er færdig med fagpolitik.
–Politik går ind i kroppen på en, når man er i sådan et system, og jeg er sikker på, at jeg kommer til at lave netværksdannelser, engagere mig i uddannelses- og vidensmiljøer, for jeg egner mig ikke til at lukke mig inde på et forstanderkontor og blive på matrikelnummeret, nu kommer jeg bare til at se det fra en anden vinkel.
Men stolen, den let bagoverbøjede, dén kommer han til at savne. „Rigtig meget“siger han uden at tøve.
–Den har givet mange berøringsflader og meget magt. Jeg er dybt taknemmelig for at have fået lov til at være næstformand i ni år. Det har været et lærerigt miljø at være i, og jeg har da fået sået frø og sat spor. Men det er vigtigt at have sin sjæl med sig, og det er den, jeg skal ud og finde igen, for man kan ikke tænde ild, hvis man ikke selv brænder, fastslår han.
Så på en eller anden måde kunne det ikke blive anderledes, vurderer han.
–Hvis jeg skulle lytte til signalerne inde i min store krop, så måtte jeg se at bevæge mig videre. Og det gør jeg nu –tilbage til mine rødder.
Der afholdes afskedsreception for Mogens Seider i Brolæggerstræde 9 den 2. december fra klokken 13-17.
| Mogens Seider om sine ansvarsområder: Uddannelse: „Den politiske beslutning fra 1992 om at lave en generalistuddannelse har været katastrofal for den socialpædagogiske profession og identitet. Den store udfordring er at udvikle teorien og vidensniveauet i uddannelsen samtidig med at forstå den nødvendige personlige dannelsesrejse, den studerende skal på. Socialpædagogik er en praktisk metier, og det kræver mennesker med en velintegreret moden personlighed, der er i stand til at skabe ligeværdige, anerkendende relationer. Lige nu handler det om at få så meget socialpædagogik som muligt ind i den kommende reform af uddannelsen.“ Voksenområdet: „Serviceloven fra 1998 var en kæmpe udfordring for socialpædagogerne, som nu skulle tage medborgernes synspunkter seriøst. Grundlæggende pillede den al beslutningsautoritet ud af medlemmerne. Det er stadig en udfordring for de professionelle at få det menneskesyn, der ligger bag den moderniserede lovgivning fagligt, menneskeligt og kulturelt, implementeret. Jeg tror, at mange medlemmer er usikre på deres rolle. Det skal man ikke bagatellisere. Samspillet mellem den man er som person, de færdigheder man har og det syn, man har på sit arbejde, afgør, hvad man har at tilbyde. Denne usikkerhed skal brydes, ellers vil socialpædagoger mistrives, og de vil miste lysten til forandring og kompetenceudvikling.“ Lederne: „Lederne er vitale medlemmer i SL. De skal være drivkraften i fortsat faglig udvikling på de enkelte arbejdspladser, men de har også et generelt ansvar for at deltage mere intensivt i arbejdet med at skabe professionsrettede grund-, efter- og videreuddannelsestilbud. Lederne er vigtige ambassadører for, at socialpædagogiske tanker og holdninger implementeres hos politikere og topembedsmænd. SL er på vej med et fremadrettet samspil med lederne, men lederne skal også yde noget for fællesskabet. Det kræver gensidig respekt og fuld dialog parterne imellem.“ kab |