icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Publikationer

Viden fra Jelling

Titlen på CVU Jellings nye avis, Open Source, stammer fra computersproget. “Open Source” - åben kilde - er navnet på en bestemt type computerprogrammer og anden software, hvor alle har fri adgang til den såkaldte kildekode. Det betyder, at enhver kan gå ind og ændre i programmet, så det passer til egne behov.

  • Af Maria Rørbæk
  • 14-2005 /

I avisen “Open Source” er det ikke computerkoder, der bliver lagt frem, men derimod den viden om blandt andet pædagogik, der skabes og opsamles på CVU Jelling.

Første nummer videregiver blandt andet  resultatet af det såkaldte Praktikkvalificeringsprojekt, hvor CVU Jelling og 13 institutioner i Vejle Amt sammen fandt ideer til tiltag, der kan forbedre praktikken. Projektet mundede blandt andet ud i følgende anbefalinger:

 At hvert praktiksted udarbejder en “studieordning” for praktikken.

At praktikken gøres til en del af praktikstedets kerneydelse.

At de bevilligende politikere gøres opmærksom på stadig ringere ressourcer.

Drop tvangsrummeligheden
Premiereudgaven af Open Source indeholder også en artikel af cand. pæd. psych Hans Fonsbøl, der er lektor på CVU Jelling.

 Under overskriften “Lad os droppe tvangsrummeligheden”, stiller han et stort spørgsmålstegn ved, om man kan presse og tvinge mennesker til større rummelighed.

 - Ethvert rum har sine grænser. Det har den psykiske rummelighed også. Når disse grænser overskrides, bliver vi stressede, og så bliver vi mindre rummelige. Enhver, der har prøvet at arbejde med en børnegruppe, som er blevet sammensat med for stor rummelighed, ved, hvad jeg taler om. Derfor er det en rigtig dårlig idé over hals og hoved at nedlægge specialpædagogiske tiltag og særforanstaltninger med den begrundelse, at de ikke lever op til rummelighedsidealerne. Resultatet vil blive mindre rummelighed, skriver han.

Piger er ikke født lyserøde
En af de andre lektorer, cand.scient Mette Nørregaard Christensen har forfattet artiklen “Piger er ikke født lyserøde - og drenge ikke blå”. Den handler om, hvordan piger og drenge bliver mødt med forskellige forventninger.

- En svensk forsker har interesseret sig for, hvordan Lego er blevet markedsført siden 60’erne. I de tidligere reklamer så man pigen og drengen i fælles leg med legoklodserne. Lego havde dengang ikke et bestemt køn hæftet på sig. I 2005 kan børnene næppe være i tvivl om, hvilke hylder med Lego der henvender sig til deres køn. Og i de mindre æsker Lego vil man opdage, at der i pigernes ofte ikke er en medfølgende konstruktionsvejledning. Hun må nøjes med scenerierne uden på æsken, mens han altid får en detaljeret vejledning til selv den mindste æske. Pigernes Lego består også af flere færdigbyggede elementer end drengenes. Han skal konstruere og erobre verden, hun skal hurtigt have opstillet en scene og lege rollelege, skriver Mette Nørregaard Christensen.

Open Source udkommer i 5000 eksemplarer, og det er meningen, at der skal udgives to-tre numre om året.

Avisen kan rekvireres ved henvendelse til maj.norlyk@cvujelling.dk  

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Uddannelse, Teori og metode