Frihed til at gå til grunde
Mange udviklingshæmmede mener, at de har alt for lille indflydelse på deres eget liv. De vil ikke længere behandles som patienter eller klienter, men som ligeværdige borgere
Ansvar
Udviklingshæmmede har større risiko end andre for psykiske lidelser og for at få problemer med alkoholmisbrug og overvægt.
Mellem 35 og 45 procent af de udviklingshæmmede har psykiske lidelser, uden at eksperterne præcist kan pege på, om det skyldes noget medfødt eller problemer i deres opvækst og livsvilkår. Mange har et stort forbrug af alkohol, og omkring seks procent udvikler et egentligt misbrug – flere end blandt den øvrige befolkning.
Mere end hver tredje i specialskolerne er overvægtige, mens det i en almindelig folkeskoleklasse kun er hver syvende dreng eller pige. Tankevækkende er det, at overvægt i specialskolerne er mest markant blandt pigerne, hvor 50 procent af de udviklingshæmmede vejer for meget, mens det kun er 25 procent hos drengene. Netop forskellen mellem de udviklingshæmmede piger og drenge gør det usandsynligt, at der skulle være diagnostiske eller medicinske grunde til, at de udviklingshæmmede børn skiller sig ud fra folkeskolebørn, påpeger ernæringskonsulent Birgitte Wacher i en undersøgelse om fedme og overvægt for Vestsjællands Amt.
„Kunsten at hjælpe andre“
PårørendeForeningen for Udviklingshæmmede – PFU – blev i 2001 dannet af forældre fra Aalborg og omegn, der har eller har haft problemer med deres børns trivsel og udvikling. Foreningen, der blandt meget andet, men som overordnet formål, arbejder med at forbedre de udviklingshæmmedes livsvilkår, ønsker at få ovenstående alvorlige kendsgerninger og hele problematikken grundigt belyst, så både de udviklingshæmmedes pårørende og deres ansatte hjælpere og pædagoger kan blive bedre til at afværge ovenstående ulykkelige tilstande.
Netop derfor arrangerede PFU i december en debataften om de udviklingshæmmedes livsvilkår, og inviterede et panel bestående af cheflæge for Psykiatrien i Nordjyllands Amt, Jonna Jacobsen samt bostedsleder Tina Kejser og pædagog Jette Kristoffersen. De 2 sidstnævnte arbejder på et bosted for udviklingshæmmede ’Vinklen’ i København, der lige havde modtaget Københavns Kommunes Kvalitetspris for deres flotte og ligeværdige indsats overfor de udviklingshæmmede.
Det var tankevækkende at høre, at det første pædagoger på ’Vinklen’ får i hånden, når de bliver ansat der, er Søren Kirkegaards : „Kunsten at hjælpe andre“.
Rigtig mange mødte op, både pårørende, pædagoger og andre, der arbejder for og med udviklingshæmmede, og deltog, efter de tre paneldamer’s spændende oplæg, i en udbytterig dialog om, hvordan de udviklingshæmmede kan få et rigere og mere ligeværdigt liv, end mange af dem tilsyneladende har i dag.
Vejen til et godt og frit liv
At det kan lade sig gøre, er min egen søn Rasmus på 31 år et godt eksempel på. Han er født med Downs syndrom, men han har i dag et fantastisk liv. Han bor i sin egen lejlighed i et godt bofællesskab med fire gode venner i Nørresundby og har et spændende arbejde som køkkenmedhjælper på Teknisk Skole. Han har en sød kæreste og en travl fritid som trommeslager i et band og med svømning og engelskundervisning. Sidst, men bestemt ikke mindst, sidder han i bestyrelsen for Udviklingshæmmedes Landsforbund – ULF.
Vejen til dette gode og frie liv har desværre været fyldt med mange kampe for Rasmus, og jeg er især medlem og formand for PFU i håbet om at være med til at forhindre, at andre skal igennem de samme slemme oplevelser, som Rasmus har haft.
Behandlet som børn
Efter at have læst artiklen ’En lige højre fra de udviklingshæmmede’ i tidsskriftet Socialpædagogen nr. 19/2004, hvor udviklingshæmmede har udtalt sig til undersøgelsen ’Voksenspecialundervisning – Udviklingshæmmede – Livsvilkår’ (VUL), som to forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet har offentliggjort, er jeg fuldstændig sikker på, at der er behov for fortsat at kæmpe for at forbedre de udviklingshæmmedes tilværelse.
I artiklen siger Leif Buch-Hansen, der gennem 30 år var forstander for Amtets Specialskole i Horsens, at de udviklingshæmmede overordnet set ikke føler sig værdigt behandlet. De føler, at de bliver talt til som børn, og at de er udsat for unødvendige restriktioner. For eksempel siger nogle af de udviklingshæmmede til undersøgelsen: ’Der er ingen udvikling på de beskyttede værksteder, vi vil have rigtigt arbejde’. ’Pædagoger taler ned til os’. ’Vi vil ikke påtvinges pædagogernes normer og holdninger’.
Samlet siger de, at de har alt for lille indflydelse på deres eget liv, at de ikke får den uddannelse og støtte, de har brug for, og de føler sig passiviseret og underlagt regler og rutiner, som mere er til for personalet og de pårørendes skyld end for deres egen.
Kort sagt vil de udviklingshæmmede ikke længere behandles som patienter/klienter, men som ligeværdige medborgere.
Ingen kan vel sige det tydeligere og bedre end de udviklingshæmmede selv.