Børnehjemsliv – før og nu
Svendborg og Omegns Museum kunne være mål for en af sommerens udflugter. Her kan man nemlig se nærmere på børnehjemmenes historie. Der er også mulighed for et virtuelt besøg via internettet
Udstilling
– Kære Inga Jeg skriver på den sidste side fordi jeg sidst vil glemmes. Til minde om din plejesøster Gladys.
Sådan skrev en pige på Høng Børnehjem i 1960’erne, men mindet fik ikke lov at stå.
Poesibogens ejer, Inga Beck, besluttede nemlig at slette sporene efter sin fortid som børnehjemsbarn.
„Plejesøster“ blev streget ud og erstattet med „kusine“.
I dag er poesibogen stillet frem på udstillingen „Du skal ikke tænke paa din Far og Mor“ på Svendborg og Omegns Museum.
– Den er (…) et vigtigt klenodie, der viser, hvor svært mange børnehjemsbørn har haft det med at komme videre i livet. Ikke fordi det har været en ulykke at komme på børnehjem, men fordi omverdenen har set ned på de mennesker, som har været på børnehjem, forklarer museumsfolkene.
Inga Beck er et af mere end hundrede tidligere børnehjemsbørn, der har bidraget til udstillingen med beretninger eller fotografier.
Til sammen giver de mange elementer de besøgende et indblik i børns opvækst på børnehjem i det tyvende århundrede. Ved hjælp af den internetbaserede udstilling www.børnehjem.nu kan gæsterne også få et – eller rettere mange billeder – af livet som anbragt barn eller ung i begyndelsen af det 21. århundrede.
Pizza og piercinger
I alt er der indsamlet 350 nutidige digitale fotos fra døgninstitutioner for børn og unge. Kommenteret af børnene eller de unge selv.
For eksempel er der et nærbillede af en lyserød tunge med en piercing sammen med 14-årige Camillas tekst:
– Man må ikke havde piercinger her. Når jeg skal i seng, må jeg tage min piercing i tungen, og så skal jeg tage den ud, inden jeg skal i skole. Jeg fik den lavet for et år siden. Jeg fik den lavet i Horsens, da jeg var 13 år. Det er ulovligt, man skal være 18 år. Jeg gik bare ind i butikken og sagde, at jeg vil have en piercing i tungen, og så fik jeg det. Det var før jeg kom på skolehjemmet ved Vejle Fjord. Jeg er den eneste, der har piercing herude.
10-årige Dennis kommenterer et billede af to kvinder i blåternede skjorter.
– Det er dem, som der laver mad til os. Det bedste vi har fået er pizza.
Den virtuelle udstilling er opdelt i en børneside og en voksenside.
På voksensiden kan man blandt andet gå i kartoteket og se samtlige indsamlede billeder sorteret efter emner.
På børnesiden kan man blandt andet læse vittigheder fortalt af børn på døgninstitutioner, læse svar på andre børns spørgsmål om at bo på børnehjem og se billeder ordnet som „udstillinger“.
I udstillingen „Nu og da“ er gamle og nye billeder parret, så man kan se forskelle og ligheder. For eksempel bliver en sovesal med mere end tyve jernsenge sat op imod en enkeltmands seng dækket af et superman-lagen. Man kan også sammenligne et billede fra 1940, hvor en dreng højtideligt får overrakt et brev, med et foto fra 2002, hvor en anden dreng tjekker sin mobil.
Udstillingen „Du skal ikke tænke paa din Far og Mor“ kan ses på Svendborg og Omegns Museums afdeling Viebæltegård, Grubbemøllevej 13, 5700 Svendborg
Åbningstider: Tirsdag – søndag: 10.00 – 16.00
Der er lavet undervisningsmateriale til udstillingen på forskellige niveauer fra indskoling til 10. klasse.