Mennesket i morderen
I forsommeren blev en af Kirsten Stenberg Olsens kollegaer slået ned af to beboere på hendes afdeling. Alligevel er hun vældig glad for sit arbejde med udviklingshæmmede mordere, voldsmænd og brandstiftere på den sikrede institution Kofoedsminde
Bortset fra udsigten til et fem meter højt hegn med natopigtråd i toppen er stemningen fredfyldt på Skovbo. –Vil du række mig saftevandet, spørger en pædagog.
Der er hvid dug på bordet, blomster i vasen og fiskefileter på tallerknerne.
Afdelingens fem beboere hygger sig ved frokostbordet.
Det er ikke til at se, at alle er dømt eller sigtet for grov, personfarlig kriminalitet som mord, voldtægt eller brandstiftelse.
–Hvordan gik din ferie, spørger pædagogen, der selv har været væk et stykke tid.
| Fakta: Kofoedsminde er Danmarks eneste sikrede institution for udviklingshæmmede. Beboerne er enten dømt for personfarlig kriminalitet som mord, vold, voldtægt eller brandstiftelse eller sigtet for tilsvarende forbrydelser, så de er i såkaldt varetægtssurrogat – en parallel til varetægtsfængsling. Stedet er normeret til 34 beboere. Heraf er de 24 pladser på sikrede afsnit og de 10 på åbne afsnit. Der er omkring 150 ansatte på selve Kofoedsminde samt et halvt hundrede ansatte på tilknyttede udslusningsafdelinger udenfor. |
–Det var kedeligt, svarer en beboer i en pause mellem to bidder.
–Det gør jeg ikke igen. Ikke tre ugers ferie. Næste gang holder jeg højst en uge. Det var kedeligt at gå hjemme så lang tid. Jeg så en masse fjernsyn, fortæller han.
Udgangen fra Skovbo, der er en lukket afdeling på den sikrede institution Kofoedsminde i Rødby på Lolland er spærret for beboerne.
Hegnet er forstærket forneden, så man ikke kan bryde igennem, og man skal åbne tre låse og kende en særlig kode for at komme ud i friheden.
Når biler kører ind på området, skal de først gennem en port, så ingen personer kan slippe ud, mens bilen kører ind.
–Det er meget personfarlige beboere, der bor her. Det skal man ikke glemme. Der er ingen, der kommer på Kofoedsminde, fordi de har stjålet pengene til skolemælken, siger socialpædagog Kirsten Stenberg Olsen.
Indespærring som forebyggelse
I Danmark kommer udviklingshæmmede ikke i fængsel, fordi straffeloven bygger på et princip om, at man skal kunne forstå sine handlinger for at blive straffet for dem.
I stedet kan udviklingshæmmede idømmes foranstaltninger, der skal forebygge nye lovovertrædelser.
Den mest vidtrækkende foranstaltning er anbringelse på en lukket afdeling på Danmarks eneste sikrede institution for udviklingshæmmede lovovertrædere, Kofoedsminde.
| – Jeg viste ham, at jeg så hans destruktive adfærd samtidig med, at jeg sagde: Jeg vil dig, det er din adfærd, jeg ikke vil have. Kirsten Stenberg Olsen, socialpædagog på Kofoedsminde |
En del beboere har lov til at komme på udgang ledsaget af en eller flere pædagoger.
Andre må blive inden for det grønne hegn, der rummer have, arbejdspladser, skole, fritidsfaciliteter og 34 små hjem.
–Men straffeloven og sikkerhedshensynene er kun rammen. Alt indholdet skal være pædagogik og behandling, siger forstanderen Svend-Ejner Pejstrup.
Konkret målarbejde
En gang om året bliver behandlingsmålene sat for hver enkelt beboer.
De kan både være direkte forbundet med beboerens lovovertrædelser og for eksempel handle om at fremme en mindre voldelig adfærd eller være mere generelle og eksempelvis gå på beboerens hygiejne eller sociale kompetencer.
–Du kan sige, at målet er, at beboerne skal blive dygtigere til at leve livet, siger Svend-Ejner Pejstrup.
| Fakta: Det skønnes, at der er omkring 300-400 dømte udviklingshæmmede i Danmark. Heraf har omkring en tredjedel dom til anbringelse i institution, mens to tredjedele har dom til tilsyn. En stor andel af de udviklingshæmmede, der er dømt til anbringelse, bor på botilbud, der også rummer udviklingshæmmede, der ikke har begået lovovertrædelser. I alt bor der udviklingshæmmede lovovertrædere med dom til anbringelse på knap 40 amtslige botilbud i Danmark. Kilde: Socialt Udviklingscenter SUS rapport „Lovovertrædere med udviklingshæmning“ fra 2003. |
Personalet gør sig umage med at formulere målene på en måde, der gør det muligt at se en udvikling, forklarer behandlingsleder Alex Kroha:
–Tidligere var målene mere abstrakte som for eksempel: At hæve hygiejnen. Nu prøver vi at gøre dem mere konkrete som for eksempel: At beboeren lærer at børste tænder. Hvis målene bliver for abstrakte, er det nemlig sværere at se en udvikling, og det er nok noget af det værste, der kan ske i pædagogisk arbejde: Når man ikke kan se, at der sker noget, siger han.
Kofoedsminde har både tilknyttet psykolog, psykiater og sexolog, men de fungerer som konsulenter i arbejdet med at udstikke målene og finde metoderne. Det er det pædagogiske personale, der udfører selve behandlingen.
–Traditionel psyko- eller samtaleterapi er generelt ikke velegnet til udviklingshæmmede, fordi deres kognitive niveau oftest er for lavt til at de kan få noget ud af det, siger Svend-Ejner Pejstrup.
Hverdagsaktiviteter
Den største del af behandlingen foregår ved hjælp af dagligdagens aktiviteter. I dagtimerne går beboerne i skole eller arbejder på et af de tilknyttede værksteder. Hvis beboerne har tilladelse til ledsaget udgang, foregår en del af arbejdet ofte uden for Kofoedsminde, så beboerne kan blive integreret i det omgivende samfund. Om eftermiddagen, i weekenderne og om aftenerne er der forskellige fritidsaktiviteter og pligter som for eksempel madlavning og rengøring.
Denne eftermiddag går socialpædagog Kirsten Stenberg Olsen og beboerne Jan og Tom i gang med at rense akvariet i fællesstuen.
Ruden er blevet helt grøn af alger.
| Fakta: Ifølge dansk lovgivning kan udviklingshæmmede ikke straffes. Straffelovens §16 angiver nemlig at: Personer, der på gerningstidspunktet (…) var mentalt retarderede i højere grad, straffes ikke. Personer, der på gerningstidspunktet var mentalt retarderede i lettere grad, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med mental retardering. „Mentalt retarderede“ defineres som mennesker med en IQ under 70. Ifølge straffelovens § 68 kan lovovertrædere, som er fritaget for straf, dømmes til andre foranstaltninger. Det sker, hvis retten skønner, at foranstaltningerne kan forebygge nye lovovertrædelser. Der kan enten være tale om kriminalpræventivt tilsyn eller anbringelse i institution på åben, lukket eller sikret afdeling. |
–Ja, svarer Jan beredvilligt.
Kirsten stikker en slange ned i akvariets grumsede vand.
–Skal jeg suge vandet op, spørger Jan.
–Ja, alle tiders…Pas på, at du ikke får fiskene med, siger Kirsten og viser, hvordan han skal gøre. Så lægger hun armen om ham, mens de begge koncentreret følger vandets vej til spanden.
–Er der kommet nogen fisk i, spørger Kirsten.
Jan kigger ned i spanden.
–Overhovedet ikke, svarer han.
Lidt efter skal der fyldes friskt vand ned i akvariet.
–Så bliver de glade, fiskene, siger Tom.
Vægten på det menneskelige
Det er Kirsten, der har taget initiativ til akvariet på Skovbo.
–Det er enormt vigtigt, at vi har noget levende her. Jeg tror, det er godt at have ansvar for noget. Mange af vores beboere er svært empatisk forstyrrede, og selv om en fisk er en fisk, er det godt, at beboerne kan kære sig om noget. De får fornemmelsen af, at man kan få noget positivt ud af en positiv kontakt, siger hun.
I bæltet hænger hendes alarm.
Hvis den går, ved hun, at hun skal komme en kollega til hjælp.
For nogle måneder siden var det Kirsten selv, der var i problemer.
En af beboerne på afdelingen var blevet meget vred.
Hvorfor kan hun ikke fortælle uden at hænge ham ud.
–Det kan være nogle meget små ting, der starter en udadreagerende adfærd, forklarer hun.
Pludselig begyndte han at råbe og kaste med glas fra køkkenet.
De ramte væggene og smadrede, så skårene stod til alle sider.
Resolut trykkede Kirsten alarmknappen ned.
–Der gik tredive sekunder, så stod fem af mine kollegaer her. Fem minutter efter var vi tyve, fortæller hun.
Sammen med en mandlig kollega lagde Kirsten beboeren ned på gulvet.
Mens tårerne stod ud af øjnene på ham, begyndte han at svine Kirsten til.
–Jeg slår dig ihjel. Næste gang du vender ryggen til, slår jeg dig ihjel. Når du kommer ud fra toilettet, så står jeg der…
Mens hun holdt ham fast, begyndte Kirsten roligt at tørre tårerne væk fra hans ansigt.
–Det vil du ikke. Jeg tror ikke på, at du vil nogen af os noget ondt. Det kan godt være, at du siger, du vil slå mig, men det vil du ikke. Du kan godt lide mig, sagde hun.
Til sidst lykkedes det at få beboeren til at falde til ro, og bagefter synes hun, at hun har fået et bedre forhold til ham.
–Jeg viste ham, at jeg så hans destruktive adfærd, samtidig med at jeg sagde: Jeg vil dig, det er din adfærd, jeg ikke vil have. Jeg underkender, at din adfærd er dig. Jeg tror på, at de vil det positive. At alle har en positiv kerne. Jeg prøver at se beboernes adfærd som en kontaktrebus og finde ind til det budskab, der ligger bag den voldelige adfærd.
–Når de kalder mig smatso og smækker med dørene, så er det op til mig at tænke: Hvad er det egentlig, de vil sige? Den pædagogiske opgave ligger i at tolke adfærden og være tydelig og til stede.
Kollegaen slået ned
I forsommeren skete en slem voldsepisode på Skovbo, hvor en nattevagt blev slået ned med en hård genstand.
Han slog alarm med det samme og fik lynhurtig hjælp, så han ikke nåede at komme alvorligt til skade fysisk, men han har siden modtaget psykologhjælp og været sygemeldt i en periode.
Det var to beboere, der havde planlagt et flugtforsøg og ikke havde haft intellekt til at gennemskue, at det under alle omstændigheder var en umulig plan. Selv om de havde fået nattevagtens nøgler, kunne de alligevel ikke være kommet ud uden koden. De havde heller ikke haft empatisk forståelse nok til at regne ud, at nattevagten ville tage alvorlig skade og ikke bare kunne rejse sig op igen, som Tom kan når Jerry smadrer ham med en stegepande.
Beboerne er stadig på Kofoedsminde, for de kan ikke være andre steder. Den ene er dog blevet flyttet til en anden afdeling, så de ikke kan lægge nye planer sammen.
Episoden har påvirket Kirsten.
–Det er klart, at bagefter var vi alle sammen chokerede. Vi tænkte, at huh, det kunne have været mig. Men jeg synes også det er godt, at beboerne ikke er flyttet hen på en anden institution, fordi det netop er vigtigt, at de får en oplevelse af, at vi på Kofoedsminde både kan, vil og tør rumme dem. Ellers er mange af dem blevet flyttet fra institution til institution, og det har appelleret til deres destruktive side, fordi du jo netop bliver mere destruktiv, når du oplever, at du ikke bliver rummet.
Voldsepisoden ikke fået Kirsten til at skrive jobansøgninger.
–Jeg har overhovedet ikke lyst til at skifte job. Det er et meget meningsfyldt og givende job. Jeg kan gøre en forskel, det ved jeg, jeg kan, men jeg ved også, at det tager lang tid. Der skal ikke så meget til for at holde min gejst oppe. Den mindste flamme i mørket kan gøre det, siger hun.
En af flammerne lyste op, da der i sommers var musikfestival på Kofoedsminde. –Der oplevede jeg, at en fyr, som var fuldstændig alkoholiseret, da han kom her, gik rundt på festivalpladsen og samlede ølglas ind uden at drikke. Det var gået op for ham, at han er en slags dr. Jekyll og mr. Hyde. Når han har drukket, kan han ikke huske noget bagefter, men han har begået grov, grov vold.
En anden succes er en brandstifter, som pludselig forholdt sig til en brandtomt på TV og sagde:
–Hvor er det grimt. For mig er det et stort mål at få beboerne til at forholde sig til deres gerninger.
Ud over selve arbejdsindholdet lægger Kirsten også vægt på, at der er et rigtig godt sammenhold mellem kollegaerne.
–Jeg ved, at uden kollegaerne er jeg handlingsløs. Vi skal være her for hinanden, og det har stor indflydelse på arbejdsmiljøet, for vi er her virkelig for hinanden. Vi går aldrig alene til en vred person på værelset, siger hun.
Kirsten er ikke bange, når hun er på arbejde. Men hun er opmærksom.
–Hvis jeg hele tiden har antennerne ude, tror jeg ikke, der sker mig noget, men hvis jeg ikke tyder kontaktrebussen for, at de vil slå, er der stor risiko for, at det sker. Min sikkerhed ligger i, at jeg kan tolke beboerne og sætte mine grænser.
| Kvalitetshåndbog på vej Det pædagogiske arbejde med domfældte udviklingshæmmede kan være svært, blandt andet fordi området ligger i en gråzone mellem straffeloven og serviceloven. Hvor straffeloven jo indebærer påbud og tvang, handler serviceloven eksempelvis i høj grad om selvbestemmelse. For at gøre det mere klart, hvordan man skal arbejde med dømte udviklingshæmmede, er Amternes netværk vedrørende domfældte udviklingshæmmede, NDU, for øjeblikket ved at lave en kvalitetshåndbog. Kvalitetshåndbogen skal blandt andet indeholde vejledende standarder til kvalitetssikring af det socialpædagogiske behandlingsarbejde, hele forløbet –forebyggelse, modtagelse, ophold og udslusning samt samarbejdet med pårørende, familie og bistandsværge. Kvalitetshåndbogen bliver lavet i et tværfagligt samarbejde mellem forskellige fagpersoner, der arbejder med kriminelle udviklingshæmmede. Efter planen udsender Amtsrådsforeningen håndbogen i begyndelsen af 2006 –blandt andet til de amtslige botilbud, politimestrene og kriminalforsorgen. |
| Det evige dilemma Personalet på Kofoedsminde har et stort ansvar for sikkerheden i det omgivende samfund. Når statsadvokaten har givet en generel tilladelse til ledsaget udgang, er det forstanderen på Kofoedsminde, Svend-Ejner Pejstrup, der har ansvaret for at give tilladelse til en konkret udgang og beslutte, hvor mange ledsagere der skal med. Det gør han blandt andet på baggrund af personalets vurderinger. Så sidder han midt i det evige dilemma mellem hensynet til den enkelte beboers udvikling og livskvalitet og hensynet til det omgivende samfund. –Jeg tror, alle er enige om målet: At beboerne så vidt muligt skal udvikles, så de kan klare sig uden for Kofoedsminde, men mange af dem er ikke færdige med kriminalitet. I de fire år hvor Svend-Ejner Pejstrup har været forstander, er en beboer stukket af under udgang, men han kom tilbage uden at have begået noget strafbart. En anden stak af gennem hegnet og er sigtet for et nyt voldtægtsforsøg. Derfor er hegnet nu forstærket. Det er en dommer, der afgør, om en beboer skal udsluses, men personalet på Kofoedsminde –og i sidste ende Svend-Ejner Pejstrup –er med til at komme med anbefalinger. Retslægerådet laver også en indstilling til dommeren på baggrund af en psykiatrisk erklæring. Kofoedsminde har ingen tal for, hvor mange der bliver udsluset til ny kriminalitet, men der er flere nyere eksempler på brandstiftelse. Når det gælder mord, skal vi mere end femten år tilbage i tiden, hvor en mand, der en gang havde skåret halsen over på en kvinde, gentog nøjagtig den samme forbrydelse. Nu bor han igen på Kofoedsminde, og for ham er målet ikke længere udslusning, men et godt liv på institutionen. I andre tilfælde er dilemmaet vanskeligere: –På den ene side kan vi være overbekymrede og holde mennesker indespærrede længere tid end nødvendigt. På den anden side kan vi også være for lidt bekymrede og sende nogen ud for tidligt, så det får vidtrækkende konsekvenser, siger Svend-Ejner Pejstrup. mrk |