Fælles værdier for de udsattes frirum
Landets væresteder har fået et fælles værdigrundlag, der sætter ord på stedernes særlige samværsform, funktion og muligheder – på Værestedet Frivillighedscentralen i Tåstrup får brugerne fred, støtte og et klap på skulderen
Væresteder
Forleden onsdag fik de brændende kærlighed.
14 mennesker var der bænket rundt om bordet på Værestedet Frivillighedscentralen i Tåstrup, og de fik mad for lige under 100 kroner. Og de var glade for måltidet.
– Det er nøjsomme mennesker, der er vant til at klare sig for lidt. Men de har brug for at snakke og få et klap på skulderen – de bliver simpelthen fem centimeter højere. Og det er måske den der lille snak om morgenen, der gør dagen meget bedre – og som i sidste ende gør, at man kan undgå tilbagefald, drukture, hospitalsindlæggelser og ballade, siger Silja Jørgensen, der lige er tiltrådt som daglig leder af stedet.
Og det er den menneskelige kontakt, der er afgørende, det er de enige om. Når man kommer ind på værestedet, bliver der hilst på en og der bliver spurgt til, hvordan man har det. Ligesom når man kommer hjem til familien.
– Og vi er også en slags familie for mange af dem, der kommer her – de har dårlig eller slet ingen kontakt til deres rigtige familie, og så meget desto vigtigere er det, at de har et sted som os, supplerer Jens Riis, der er formand for bestyrelsen i den selvejende institution.
Det gælder ikke kun på værestedet i Tåstrup – netop disse nære relationer og den tillid og ro, brugerne oplever på værestedet, spiller en central rolle i det værdigrundlag, „Værestedstanken“, som Landsforeningen af VæreSteder (LVS) netop har vedtaget. Her tales der om „fællesskabsfamilien“ som afsættet for at skabe vækstbetingelser for og beskyttelse af den enkelte.
Guld værd
Både Jens Riis og Silja Jørgensen nikker genkendende til formuleringerne i LVS’ værdigrundlag om beskyttelse, støtte, omsorg, brugerinddragelse og rummelighed.
– Det er klart, det er det, vi står for. Her på værestedet kan folk være sig selv, her behøver de ikke forklare sig. De skal selv komme med ønsker, hvis der er noget, de gerne vil – så hjælper vi dem til gengæld med at holde fast i ønskerne, siger Jens Riis, som til daglig er jobkonsulent i Høje Taastrup Kommune.
Værestedet har åbent på hverdage fra 10 til 15, der er ti aktiverede, der kommer hver dag i arbejdsprøvning, og så er der 50-80 almindelige brugere, der kommer jævnligt. Alle har pligter med at holde huset, gøre rent og lave mad på den ugentlige maddag. Og hver søndag er der møder for tidligere stofmisbrugere, hvor 35-40 mennesker møder op og støtter hinanden og hygger sammen. Og endelig huser stedet også Offerrådgivningen, hvor frivillige 24 timer i døgnet 365 dage om året yder støtte til ofre for kriminalitet, trusler eller ulykker.
– Det er mange mennesker, men vi har 7-9-13 ikke haft nogle kontroverser – der er faktisk en utrolig selvjustits. Brugerne vil selv beskytte stedet og dæmper hinanden. De ved godt, at her kan de være i fred, siger Jens Riis.
Han og Silja Jørgesen er enige om, at værestedet er „guld værd“ for kommunen – og det er den da også ved at indse, mener de. De peger blandt andet på, at værestedet også samler mange eks-misbrugere op, der efter endt behandling i afvænningssystemet står uden andet netværk.
– Så kommer de her – og jeg tror, vi er med til at sørge for, at mange ikke starter forfra, siger Silja Jørgensen.
Beskyttelsesrum og væksthus
Hos Landsforeningen af VæreSteder er formand Ea H. Damgaard ikke i tvivl om, at man på alle væresteder vil kunne genkende sig selv og sit arbejde i „Værestedstanken“. Alligevel har der været et stort behov for få fældet det fælles arvegods ned på papir, mener hun:
– Vi har altid diskuteret, hvad det er, der kendetegner og er det unikke ved værestederne, og gennem de sidste 10 år er værestederne poppet op i stort tal. Der er både amtslige, kommunale, selvejende og væresteder, der er tilknyttet en organisation, men hvad er det, vi er fælles om? Det er kun naturligt, at vi fortæller både vores brugere og vores samarbejdspartnere, hvad det er, de kan forvente, når de går ind gennem døren til et værested, siger Ea H. Damgaard, der til daglig er leder af værestedet Regnbuen i Kolding.
Hun kalder værdigrundlaget for et pejlemærke – og et vigtigt signal om, at et værested „ikke bare er et sted, hvor man drikker kaffe“.
– Det viste sig, at vi var ret enige om, hvad der skulle stå i papiret. Der er selvfølgelig forskellige niveauer på de forskellige væresteder, men det er langt hen ad vejen de samme værdier, der ligger bag. Og tit står det med værdierne også hist og pist i værestedernes papirer, eller også ligger de nede i skuffen. Jeg tror, det er et rigtigt stort skridt at få dem taget og skrevet ned i en fælles erklæring, siger Ea H. Damgaard.
Når det kan være nødvendigt at sætte fokus på de værestedernes værdigrundlag, så skyldes det måske den tålmodige proces, det er at lirke brugerne op og vinde deres tillid – det, der i værdigrundlaget hedder „de små skridts metode“.
– Det kan måske være svært at se udefra, men værestederne udgør en ny samværsform. Vi kalder os beskyttelsesrum – ikke fordi vi mener, at verden uden for er farlig, men fordi brugerne hos os ikke skal honorere en masse krav. Her kan de være i fred, her kommer ingen rendende og vifter dem om næsen med ting, de skal leve op til. Vi stiller ikke krav om forandring – med mindre brugerne selv ønsker det. Og det sker jo, når de får fred til at vælge i det rigtige tempo – på den måde er vi også væksthuse. Man kan godt sige, at vi repræsenterer fraværet af nederlag, mener Ea. H. Damgaard.
Ind i demokratiet igen
Selv synes hun, at brugerinddragelsen er noget helt centralt i værestedstanken.
– Det er en af mine kæpheste. Her viser det sig, at der er store forskelle på graden af brugerindflydelse. Men på den anden side, var der også nogle, der sagde, at „vi har ikke så meget brugerinddragelse“, hvorefter det viste sig, at hele bestyrelsen bestod af brugere, fortæller Ea H. Damgaard.
Hun mener, at værestederne på den måde bliver en ny indgang til samfundet og til at brugerne igen tager aktivt del i det almindelige samfundsliv:
– Vi praktiserer demokrati – eller ad hoc-krati – fordi brugerne får indflydelse på deres egen hverdag her og deres egen situation. Det kan på sigt give dem mod på igen at være del af det store samfund, mener hun.
– Der er selvfølgelig nogle af de yngre, der stadig er forelskede i livet som misbruger, men de allerfleste ved godt, at de har store problemer. Og når vi så bliver deres „familie“ og deres primære netværk, er det vigtigt, at vi respekterer dem, som de er – ligesom man gør i en god familie. I værestedet er der ingen, der er usynlig – her bliver man mødt med et hej, og det er gør man jo ikke nede i Føtex, konstaterer Ea. H. Damgaard.
I „Værestedstanken“ har LVS prøvet at sætte ord på den nærhed, der får brugerne til at holde selvjustits og holde øje med hinanden, hvis en ryger på sygehuset, skal ind og sidde – eller ikke dukker op i nogle dage. Et „socialt træningslokale“ er et af begreberne i værdigrundlaget.
Assertionstræning og kartofler
Ea H. Damgaard ser frem til, at værestederne efter kommunalreformen kan komme til at spille en mere central rolle i misbrugsindsatsen, men fastholder, at værestederne skal have det afgørende ord i definitionen af brugergruppen og stedets aktiviteter.
– Mange væresteder bruges som aktiveringstilbud, og det er fint nok, men så skal der også følge ressourcer med, så der kommer indhold i aktiveringen, siger hun
Over for intentionen om at ruste brugerne socialt og gøre dem i stand til at returnere til et mere normalt liv, står den holdning, at værestederne er med til at fastholde den enkelte bruger i et miljø, hvor misbrug er normen, og hvor der derfor ikke er nogen hjælp at hente. Men den udlægning er Ea H. Damgaard ikke overraskende uenig i. Væresteder er rummelige, men der er grænser, og det er svært at have en pusher gående rundt blandt mennesker, der prøver at komme ud af deres misbrug. Og de grænser trækker værestederne også – i forsvar af brugerne og det, de egentlig er der for:
– Vi kender godt den der med, at vi er håbløshedens holdeplads, men sådan er det ikke. På værestederne er masser af aktiviteter – her hos os er der for eksempel mange brugere, der er interesserede i assertionstræning, fortæller Ea H. Damgaard, der er også tror, at mange danskere, der aldrig har været på et værested, ville blive overraskede over tonen og mentaliteten:
– Det er faktisk tankevækkende, at stemningen på værestederne er så god, og at brugerne opfører sig så godt, når man tænker på deres situation. Men det er helt tydeligt, at det berører dem, at de er på kant med samfundet. Og derfor er det ikke vores opgave have ambitioner på brugernes vegne, men at gøre dem lidt hooke på at blive uafhængige – sådan ud fra den tanke, at kan man ikke bruges til noget, kan man altid bruges til noget andet , siger Ea H. Damgaard.
På Værestedet Frivillighedscentralen ved brugerne i hvert fald godt, hvad de kan bruges til: De er så småt ved at finde flyttekasserne frem. Værestedet er på nippet til at flytte i mere rummelige omgivelser, hvor der er udsigt til en stor udestue og en have med køkkenbed og drivhuse, og det har fået brugerne til at stå på spring.
– Det bliver der virkelig set frem til. Så kan de selv lægge kartofler, siger Silja Jørgensen.
– Ja, det nye hus giver flere muligheder – men det giver også flere pligter og stiller større krav til selvdisciplinen, siger Jens Riis.
Men hverken han eller Silja Jørgensen ser ud som om, det bliver et problem.
Læs LVS’s værdigrundlag „Værestedstanken“ på www.vaeresteder.dk
| LVS og „Værestedstanken?“ Landsforeningen af VæreSteder (LVS) er landsforening for 75 væresteder over hele landet, som har i alt cirka 9.000 brugere for alle de socialt udsatte grupper. Værdigrundlaget „Værestedstanken“ er en del af LVS’ udviklingsplan for 2003-2005, og det er første gang, at de meget forskelligartede væresteder sætter fælles ord på grundlaget for deres arbejde. „Værestedstanken“ omtaler værestederne som både en „indgangsdør og udgangsdør i forhold til den samlede indsats“, som et „væksthus“, der „betyder mere sammenhæng i den enkeltes hverdag“. „Ingen er usynlige på værestedet“, hvor man kan få støtte til at „fastholde og udvikle sociale og andre færdigheder, give nye perspektiver på livet eller kan bidrage til en tilbagevenden til arbejdsmarkedet“. Et værested „er rummeligt, men kan ikke rumme alt“, hedder det. Læs mere på www.vaeresteder.dk |