Ansvaret skal placeres hos ledelsen
Kjeld Krageskov. Klosterbanken 18, Slagelse (Modtaget d. 22.2.2007)
I Socialpædagogen 17. nov. 2006 (nr. 23) skrev jeg - i forbindelse med min kommentar til en såkaldt TV-Dokumentar om “Børn i Ingenmandsland” (Nisra og Nidal) – blandt andet: “Måske er det længe siden Socialpædagogen har besøgt dårligt fungerende § 92 institutuoner (Bofællesskaber) i Danmark”.(?)
Det var ikke uden baggrund, at jeg skrev dette!
I dag behøver man blot sige fx “Strandvænget”, så ved alle, hvad vi taler om.
Jeg ved ikke, om SL brugte midler til at (bliver ved med) at “forfølge” de jordanske børn i Jordan. Filmen må jo da have været kostbar at fremstille.
Måske, kære SL, skulle I/vi i højere grad, også, have holdt fingeren mere på pulsen i Danmark, og her medvirket til afdækning af de nu viste groteske forhold på institutioner (dette kalder jeg de viste med vilje) i fædrelandet?
Men, – dette, set bagud, var vel ikke ligeså eksotisk eller hva’?
Når der er dårlige, uantageligt dårlige forhold på en del institutioner i Danmark, er dette strukturelt betinget.
Ledelse, supervision har de senere år (10-15) i alt for høj grad fjernet sig mere og mere fra græsrodsniveauet. Der har været (er) alt for svag ledelse tæt på brugerne på alt for mange institutioner!
Pædagoger som mangler, eller som laver alt muligt (og umuligt) andet end det primære... at skabe et venligt, imødekommende, lærende miljø, som kan rumme de børn/unge, man har med at gøre uanset,hvor krop-umulige de til tider kan blive/er.
Kan man ikke rumme beboernes skæve og evt. voldelige og på andre måder urimelige adfærd, ja så er ledelsesopgaven ikke løst!
Samtidig er det en ledelsesopgave at se til, at der er rum (plads til) i organisationen, at medarbejdere, som har det svært, bliver hjulpet eller afskediget, hvis de ikke egner sig til opgaven.
Gennem årene er alt for mange blevet uddannet til pædagoger, selvom de ikke er egnede til jobbet.
Alt for mange har alt for længe sorteret alt for lempeligt, og herved gjort pågældende “ikke egnet som pædagog”, og samfundet, en bjørnetjeneste.
Dette, naturligvis, i flinkhedens pæne navn.
Masser af undersøgelser har afdækket, at den stærkeste kultur i pædagogkredse, er/har været “støttekulturen”.
Ordentligt pædagogisk livskvalitet for brugere og medarbejdere kan ikke skabes på sigt, hvis ikke også “produktionskulturen” sættes i højsædet.
På mange institutioner har de tungeste læs i alt for mange år, alt for mange steder været trukket af ikke særligt stærke uddannede pædagoger samt (især) af store grupper af uuddannet personale uden tilstrækkelig nærhed og støtte fra en ansvarlig ledelse.
Så la’ nu vær’ med at sparke nedad – her hvor pinlige tilstande afdækkes! Placere skylden der hvor den hører til ... hos ledelsen og de veluddannede og stærke pædagoger. Herfra skulle der være sagt fra for længe siden, mange steder.
Ansvaret skal placeres hos ledelsen!
Jeg har arbejdet så mange år i forsorgen, at jeg, tydeligt, husker perioder og eksempler på, at medhjælpere/uuddannede gik imod daværende paradigmer (paradigmer som d.d. ville være uantagelige). De gik dengang, som flere steder også i dag, imod disse paradigmer til fordel fra egne sunde og humane måder at omgås klienter/mennesker på!
Dette skal vi ikke glemme! Lad vær at rette bager for smed i disse forhold! (Læs fx (alle der ikke har læst bør læse): Edit Mandrup Rønn’s bog “De Fattige I Ånden”.
God læsning!