Benny Andersen, forbundsnæstformanden, skriver i lederen (Socialpædagogen 20/07) om den kampagne, der igangsættes i disse dage. Kampagnen har til hensigt at få pædagoger til at organisere sig i SL, “Fordi vi har brug for hinanden”, som overskriften lyder. Jeg kan kun være enig. Selvfølgelig skal vi være organiserede.
Jeg synes, det er en rigtig god måde, at komme ud med budskabet på. Ironien er et godt virkemiddel. Folk må da vågne ved synet af de ord, som du selv fremhæver, og jeg synes, at det er et velvalgt citat: “Du får lov til at pleje din udvikling helt selv – vi aner alligevel intet om dine arbejdsforhold”. Specielt det citat rammer mig, som lærer organiseret i SL. For det er jo sådan, det er for lærere i SL. Vi er med i en fagforening, der ikke har nogen relevans for os.
Hvorfor fastholder SL, at lærerne skal organiseres hos jer? At forhandlingsretten er hos jer, er jo ikke noget argument, (selv om det er det eneste, jeg til dato har hørt fremført); det kan jo laves om.
Der er nok heller ikke mange pædagoger, der synes, at det ville være relevant, at være medlem af Danmarks Lærerforening, tror I?