På vej mod menneskeret
Af Peter Schulz, medarbejder i botilbuddet Kragelund (Modtaget d. 23.2.2007)
Jeg undrer mig lidt over den kritik, som Tina Hansen giver udtryk for i forhold til beskrivelsen af sygehuspsykiatrien i Socialpædagogen nr. 3 2007. I indlægget nævner hun, at fremstillingen af sygehuspsykiatrien er for ensidig og retter kritikken med fagbladet som ifølge Tina er med til at holde “fordomme i live”.
Jeg skal undlade at komme med bud på vores fagblads motiver for at udgive debatindlæg, men vil nøjes med at præsentere egne erfaringer og synspunkter.
Jeg arbejder som pædagog i et socialpsykiatrisk botilbud, hvor vi netop har afsluttet en undersøgelse af, hvad beboerne oplever som behandling/god behandling. Nogle beboere giver udtryk for at behandlingen i -sygehuspsykiatrien kun består af medicin.
Jeg ved godt, at den primære opgave i sygehuspsykiatrien adskiller sig væsentligt fra opgaven i socialpsykiatrien – men udsagn fra beboere som “når jeg henvender mig til personalet i sygehuspsykiatrien får jeg tilbudt en pille... men jeg har mere brug for en samtale” giver stof til eftertanke... Et andet beboerudsagn fra vores undersøgelse var “jeg oplever, at jeg først bliver mødt som en diagnose og derefter som et menneske”. Begge udsagn berettiger naturligvis ikke til en konklusion af sygehus-psykiatrien som værende kold eller på anden måde negativ, men det giver alligevel anledning til yderligere refleksion.
Der er vel næppe nogen fagpersoner som ikke har visioner om at arbejde med “det hele menneske”, men det spændende er, hvordan det kommer til udtryk.
Jeg arbejder et sted, hvor vi er tværfagligt sammensat, hvilket de fleste om ikke alle socialpsykiatriske botilbud i øvrigt er. Jeg er overbevist om, at denne sammensætning netop er med til at bidrage til et nuanceret billede af hvilke mennesker, vi står overfor, og hvordan arbejdet kan anskues, planlægges og udføres. Arbejdet tager afsæt i vores værdigrundlag, som eksempelvis at vi gennem samvær og anerkendende kommunikation med beboeren søger en forståelse af den enkeltes håb, drømme, behov, symptomer/mønstre osv. Dette kræver selvfleksion, som er en andel del af værdigrundlaget.
Vi har, på min arbejdsplads, et overvejende godt samarbejde med syghuspsykiatrien, men jeg ser samtidig udviklings-potientiale på flere områder. Det kunne være tværsektionelle erfaringsudvekslinger om, hvordan forskellig værdigrundlag forvaltes – og effekten af det. Det kunne også være i forhold til udveksling af tanker, observationer, overvejelser om og oplevelser med beboeren i forbindelse med indlæggelse/udskrivelse. Et eksempel i forhold til sidstnævnte område er et tredje beboerudsagn fra vores undersøgelse: “Indlæggelse på psykiatrisk hospital er opbevaring – en væg at kigge ind i”.
Jeg tolker udsagnet som, at der næppe har været meget samvær og samtale, men endnu vigtigere giver det anledning til at tænke, at beboeren oplever et uopfyldt behov.
Jeg tror ikke, det overrasker nogen, at hvis man gør det, man plejer, så sker der med overvejende sandsynlighed det, som plejer. Men hvad ville der ske, hvis man prøvede noget andet ? Kunne man forestille sig, at beboerne ville opleve behandlingen anderledes? Og måske øge deres oplevelse af at blive mødt som “et helt menneske”...