icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentaren

Luk institutionerne

Billederne fra Strandvænget og Sjælør viser, at vi stadig har et stykke vej endnu, før de gode intentioner i serviceloven bliver hverdag over hele landet.

  • Af Kirsten Nissen Forbundsformand
  • 05-2007 /

Lad os bruge anledningen til at tænke fremad. Vi har for længst sagt farvel til institutionerne – men hvad skal der til for, at en institution reelt bliver et tilbud? Og hvordan kan vi selv være med til at gøre botilbudet til et hjem?

Historien om Strandvænget viser, at der er brug for et ordentligt tilsyn. Ikke et tilsyn, som tjekker, om budgettet holder og panelerne bliver støvsuget. Men derimod et tilsyn, som fagligt og kvalificeret vurderer den socialpædagogiske indsats. Et tilsyn, som har øje for beboernes liv og kan se, om handleplanerne bliver taget alvorligt eller samler støv i et ringbind.

Vi skal med andre ord have et tilsyn, som både kan vurdere, hvordan det psykiske arbejdsmiljø er, og hvordan beboerne udvikler sig. Det skal naturligvis være et uvildigt tilsyn, som helt uafhængigt af kommuner og regioner kan råbe op, hvis beboernes forhold ikke er i orden.

Gode forhold forudsætter kompetente medarbejdere, som holder deres faglige kvalifikationer i form og har overskud til at søge nye veje. Løbende supervision kan forhindre den adfærd, vi har set på tv. Vi skal insistere på supervision og tid til faglig sparring kolleger imellem. Det er en opgave for os alle: forbundshus, kredse, tillidsrepræsentanter, ledere og hver enkelt medarbejder.

Man er ikke en dårlig kollega, hvis man siger “Det her, synes jeg, skal gøres på en anden måde”. Man er tværtimod en god kollega. Vi har en lang tradition for at diskutere etik i vores fag. Derfor har vi opfordret alle arbejdspladser til at se etikken efter i sømmene.  

Samtidig skal vi arbejde målrettet for bedre efter- og videreuddannelse. Men mange steder er efteruddannelse så godt som sparet væk, og mange socialpædagoger betaler selv, hvis de vil videreuddanne sig. Det må vi se at få gjort op med. Hele samfundet har en interesse i, at socialpædagoger er fagligt opdateret.

I foråret tager jeg sammen med næstformand Benny Andersen rundt til fem debatmøder med ledere og tillidsrepræsentanter i hele landet. Her skal vi diskutere, hvordan vi skaffer bedre løn- og arbejdsforhold ved de kommende overenskomstforhandlinger. Vi vil se på de ændringer, kommunalreformen betyder for vores arbejdsområde. Og endelig sætter vi fokus på etikken og menneskesynet i det socialpædagogiske arbejde.

Jeg håber, rigtig mange arbejdspladser vil deltage.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat