Kraftigere modspil, tak
Kommunerne sagde på forhånd, at de ville klappe hesten, når de overtog de amtslige tilbud. Men det har ikke holdt stik. Og det er tydeligt, at mange kommunalpolitikere ikke vidste, hvad de sagde ja til.
Det var den hårde konstatering fra Kirsten Hornbæk, da hun som formand aflagde mundtlig beretning på Kreds Midt- og Vestjyllands generalforsamling d. 26. september.
Derfor skal Socialpædagogerne på regionalt og lokalt plan yde et endnu kraftigere modspil til de kommunale planer om omstruktureringer og besparelser på det socialpædagogiske område.
– Vi skal blive langt bedre til at kommunikere med de lokale politikere, konstaterede Kirsten Hornbæk, der fremhævede demonstrationen i Ikast-Brande tidligere på efteråret som et flot eksempel.
– Nu skal der støttes op om TR og medlemmerne af MEDudvalget, for det her, vi kan få direkte indflydelse, sagde hun til de knapt 100 deltagere på generalforsamlingen. Og hun konstaterede med tilfredshed, at der netop var blevet stiftet en ny Ledersektion i kredsen – ikke kun for forstandere i traditionel forstand, men for alle, der udøver ledelse: afdelingsledere, stedfortrædere og ledere.
– Det lover godt for fremtiden, hvor det bliver meget vigtigt at holde fokus på ledelse, sagde Kirsten Hornbæk.
TR-området står centralt i det arbejde, der venter kredsbestyrelsen, fremgik det af debatten om det fremtidige arbejde, og i den forbindelse nævnte kredsformanden hvervekampagnen og netværkdannelser for TR som centrale omdrejningspunkter.
De blev valgt:
Der blev valgt to bestyrelsessuppleanter: Jens Ole Poulsen, Kafferisteriet i Holstebro og Gitte Knudsen, Toften, Herning blev henholdsvis første og anden suppleant.
Endvidere var der valg til kongresdelegationen.
jni
Læs mere på kredsens hjemmeside på www.sl.dk