icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kredsgeneralforsamlinger - Nordsjælland

Vores arbejde er særligt

Generalforsamlingen i Nordsjælland havde blandt andet fokus på dokumentationen af socialpædagogernes arbejde overfor den nye hovedarbejdsgiver: KL. “Vi skal gøre os kendte”, sagde formanden for kredsen

  • Af Karianne B. Blem
  • 22-2007 /

Vi er gået fra noget gammelt til noget nyt. Fra kendt til ukendt. Der er ikke noget, der er som før. Kommunerne står over for et stort socialt område, som de ikke kender, indledte formand Elin Jensen sin mundtlige beretning på generalforsamlingen i kreds Nordsjælland. Det var den 11. oktober og foran hendes sad omkring 40 fremmødte.

– Kommunerne har lovet hinanden, at det sociale område har lov at ligge i fred indtil  2009. Det vil sige, at vi har indtil da, til at opdyrke kontakter til politikere og embedsmænd. Så vi på kredskontoret arbejder på at gøre os kendte hos de nye arbejdsgivere, og vi ved, at I gør det samme, sagde hun.

– Vi skal for første gang forhandle over for KL som vores hovedarbejdsgiver. KL, der giver udtryk for, at de vil have så få overenskomster som muligt og som gerne vil se hele det pædagogiske område i sammenhæng. Og her er det vigtigt at gøre opmærksom på, at vores arbejde er noget særligt, sagde Elin Jensen og henviste til den pjece om dokumentation, som Socialpædagogerne netop har udgivet.

– I år er der 1,25 procent af lønsummen til lokal forhandling. Ved sidste overenskomst blev der strammet op på de lokale forhandlinger, og arbejdsgiverne ved, at det koster, hvis de ikke få forhandlet, dét de skal. Omvendt kan vi også mærke, det har været svært især for kommunerne at komme i gang. De har først skulle afdække, hvad der aktuelt ligger af aftaler. Nogle kommuner har fået indgået nye forhåndsaftaler til erstatning for de gamle, fortalte Elin Jensen.

forbedringer i fremtiden

Da forretningsudvalgets Kaj Skov Frederiksen gik på talerstolen var det primært trepartsaftalen, der fyldte hans oplæg.

– Jeg er meget tilfreds med aftalen, der er indgået. Med den aftale skal der i de kommende år ske en lang række konkrete forbedringer af arbejdsforholdene og udviklingsmulighederne for de offentlige ansatte – også for socialpædagogerne, sagde han.

– Når vi fra fagbevægelsen har deltaget i trepartsforhandlingerne med regeringen, kommunerne og regionerne er det for at få det bedste resultat for medlemmerne  – uanset  hvilken farve regeringen måtte have. Det vigtigste er at vores medlemmer – den enkelte medarbejder på den socialpædagogiske arbejdsplads – om nogle år kan mærke, at aftalen har gjort en forskel, sagde han  og fremhævede en af aftalens vigtigste sejre – at der er sat en stor pulje af til uddannelse og kompetenceudvikling – både til medarbejdere og ledere.

– Der ligger en stor opgave i at sikre, at vores medlemmer får en reel mulighed for at deltage på uddannelserne. Vi har stillet krav om, aftalen om kompetenceudvikling forbedres, sagde han og opfordrede til, at ledere og tillidsrepræsentanter allerede nu går i dialog om at lave kompetence- og uddannelsesplaner for de kommende år.

Ud over trepartsforhandlingerne var også forbundets kampagne “1000 nye medlemmer”, det private arbejdsområde og uddannelsesområdet på programmet for det fremtidige arbejde for den nordsjællandske bestyrelse.

De blev valgt:

Til bestyrelsen blev der valgt to ny medlemmer: Susanne Svendsen og Majken Bolesen, og som suppleanter: Katrine Rygaard og Christina Thorholm.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Kredse