Det skal fanden gale mig stoppes
Bodil Neujahr voksede op med en alkoholiseret og voldelig far, en fraværende mor og en omverden, der ikke greb ind. Nu har hun dannet en forening, som vil lade børn og pårørende i misbrugsfamilier komme til orde. Her får du historien om et menneske, der har vendt de mange sår på sjælen til en fandenivoldskhed
Bodil er 11 år gammel, da hun en dag betror sig til vikaren på skolen. Han er anderledes end de sædvanlige lærere, synes hun. Han fjoller med børnene og har en helt anden tilgang til dem. Derfor vælger Bodil for første gang at søge hjælp hos et voksent menneske. Hun trækker ham til side og fortæller, at hendes far drikker, og at han slår.
I dag husker hun tydeligt lærerens reaktion. Den reaktion, der fik betydning mange år frem i tiden:
Lærervikaren klapper lille Bodil på hovedet, smiler og siger “det skal nok gå”. Så vender han sig om og går hen ad gangen.
Det var første gang, Bodil spørger om hjælp. Og sidste i mange år.
– Misbruget præger os på vores selvforståelse, vores selvbillede, på valg af arbejde, uddannelse, kærester og venner.
Bodil Neujahr
– Den afvisning åbnede for alle de sår, jeg havde fået, fordi venner, familie og naboer vidste, hvad der foregik og ikke reagerede på det, fortæller Bodil Neujahr.
– For hver eneste gang jeg kunne se i et menneskes øjne, at de havde hørt råb og skrig, når vi blev slået, at de havde set mig slæbe min far fuld hjem, eller hver gang en fulderik havde gramset på mig eller kommenteret på min krop – hver gang var det en afvisning. Og afvisningerne blev til sår, der bløder, hver gang der kommer endnu en afvisning, forklarer hun.
Året efter – da Bodil er 12 – er hun en dag alene hjemme med sin storesøster og sin lillebror, da faren kommer hjem. Han har inviteret to fremmede mænd med. De spiser og drikker, og gæsterne gør tilnærmelser til Bodil og hendes søster, alt i mens faren er faldet i søvn af druk. Til sidst flygter pigerne ud på badeværelset og står skræmte bag den låste dør, mens mændene banker på, forsøger at lokke dem ud. Da det ikke virker kommer truslerne. “Vi sparker kraftedeme døren ind,” siger den ene. Den anden beroligede ham: “For helvede mand, vil du have at alle naboerne kommer rendende?”
Bodil Neujahr husker, hun skreg om hjælp. Men moren var på arbejde, og faren sov i stuen.
– Hele opgangen har kunnet høre det gennem vandrørene og nedløbet. Men ingen reagerede.
Bodil og hendes søster hjalp faren i seng, uden han registrerede det. Hun fortalte aldrig moren om episoden. Orkede ikke at blive kaldt en løgner – igen.
Nu gør vi det!
I dag er hun 57 år, har arbejdet med alkoholramte familier siden 1985, har brudt med sin familie og har for kort tid siden stiftet foreningen BoPam – Børn og Pårørende af misbrugere.
En forening som hun med egne ord var “nødt til at oprette”.
– Jeg havde snakket længe om det, for det skal fanden gale mig stoppes, at børn bliver født ind i misbrugsfamilier, uden at samfundet foretager sig noget som helst. Så sammen med et par andre, spyttede jeg i næven og sagde: “Nu gør vi det!”
Og det gjorde de så. I marts måned mødtes de for første gang – 21 mennesker, alle pårørende til misbrugere. Nu skulle opmærksomheden drejes væk fra misbrugerne selv og over på konsekvenserne for de pårørende og især børnene. Og den 1. oktober blev Bodil Neujahr formand for foreningen, da der blev holdt stiftende generalforsamling.
– Det var fantastisk, rørende, inspirerende, fanden-i-voldsk. Jeg havde lyst til at skrige, græde og grine på én gang, for jeg kunne se, at vi kunne stå sammen om det her. Alkoholramte familier kan nemlig normalt ikke stå sammen, men her kan vi, fastslår Bodil Neujahr.
– Vi ønsker at blive hørt. Vores livserfaringer bør tages med ind i overvejelser omkring uddannelse og behandling, fastslår Bodil Neujahr.
Fornemmelser
Hun er en ud af fem søskende. Og hun understreger, at det er hendes egen historie, hun fortæller. Ikke de andres. For det er hendes valg at stå frem og fortælle omverdenen om, hvordan hun oplevede barndommen hjemme i Vejle.
Faren drak. Moren gik på arbejde. Undlod at være hjemme. Og ofte var børnene derfor alene i lejligheden.
– Min fars druk prægede min hverdag, hvor jeg hele tiden skulle fornemme min fars tilstand og stemningen i hjemmet. Jeg fik ingen forklaringer på noget. I stedet skulle jeg hele tiden fornemme mig frem – for eksempel om der var øretæver i luften. Derfor lærte jeg meget hurtigt at aflæse mennesker, siger hun.
Da Bodil Neujahr efter episoden med lærervikaren holder op med at opsøge hjælp hos andre, fortsætter dagligdagen derhjemme. Faren bruger flere og flere penge på at drikke og derfor hober regningerne sig op. Og for at betale regningerne tager mor overarbejde og er derfor mindre hjemme.
– Det var en lettelse, når de ikke var hjemme. Men det var også forbundet med stor angst at skulle rende rundt og finde min far på værtshusene, fordi jeg der blev udsat for gramserier, sjofle ord og blikke fra de andre mænd, der var der.
Det er moren, der sender hende afsted. Med lillebroren på hoften. Faren skal findes, og når Bodil finder ham, skal hun sætte lillebror på farens skød og gå igen. Så husker faren at komme hjem. Og metoden virker gang på gang. Og tiden går, uden nogen griber ind.
Som barn har Bodil Neujahr en bamse og en dukke, som hun elsker at lege med. Hun sidder under spisebordet eller laver en hule i etagesengen, hvor hun fører samtaler med de to. Bamsens stemme er mørk og brummende og dukkens lys og skinger. En dag pakker moren dukken og bamsen ned i en taske, da de skal besøge en moster på Fyn. Dem skal kusinerne have, siger moren. Bodil græder og protesterer, men moren fastholder og siger, at hun er for gammel til at lege med dukker, og at hun skal lade være med at skabe sig. Hele vejen til Fyn forsøger Bodil at få sin mor til at skifte mening, fortæller at kusinerne på Fyn slet ikke er gode til at passe på deres legetøj. Men moren svarer ikke. Og bamsen og dukken bliver foræret væk ved ankomsten.
– Jeg fattede ikke, hvorfor mine kusiner skulle have det legetøj, der betød mest for mig, men det gør jeg til gengæld i dag. Min mor havde hørt, hvad jeg betroede dem, om det der foregik i min familie, og jeg skulle ikke have mulighed for at sige, hvad jeg sagde. Ikke kunne formulere mig og give historien videre, siger Bodil Neujahr.
På vej til hamburg
Som årene går, bliver faren mere og mere og opslugt af sin druk, og Bodil Neujahr mærker en tiltagende påvirkning af sin krop. Følelsen af at blive kvalt ganske langsomt.
– Samværet med mine forældre, og det sygelige spil hele familien var blevet en del af, satte sine spor, fortæller hun.
En dag skal hun som voksen besøge sin søster i Hamburg sammen med sine forældre. Bodil Neujahr tilbyder at køre. Faren har for længst mistet sit kørekort på grund af druk. Han har lovet at fylde benzin på bilen, og de kører afsted med en tavs far på forsædet. 100 kilometer over den tyske grænse går bilen i stå. “Jeg har kraftedeme fyldt benzin på!” bedyrer faren.
“Ja, sikkert, Spørgsmålet er bare hvor meget. Eller for hvor mange penge. Og hvor mange af de penge, der skulle gå til benzin, du har drukket op,” siger Bodil.
Kvalmen stiger op i hende. Lige i dette øjeblik hader hun sin far. Hun kan ikke stole på ham. Kommer aldrig til det. Det er en nagende fornemmelse af, at han pønser på et eller andet. Det er et helvede bare at være i nærheden af ham.
Stjålen barndom
I 1989 bryder hun definitivt med sin familie. Da er hun 39 år.
– Jeg kan ikke havde kontakt til dem. Hvis jeg ville videre i mit liv, var jeg nødt til at sortere familien fra. Det var smertefuldt, fordi jeg måtte se i øjnene, hvad der var sket. Og det er ikke alle, der magter det.
– Men det kan fanden gale mig ikke være rigtig! Mine forældre har stjålet min barndom, og mange mennesker har været vidne til de oplevelser, jeg har haft, uden nogen har brudt ind. Jeg kan ikke være med til familiefester i dag og har jeg sagt farvel til min familie. Det er det mest smertefulde, jeg nogensinde har gjort.
I 1999 mister Bodil Neujahr sin bror og allerede året efter dør faren også.
– Sorgen væltede mit forsvar, så jeg ikke længere kunne holde fortrængningerne væk og alle oplevelserne fra barndommen vælter ind over mig.
Resultatet er en depression, og Bodil Neujahr opsøger for første gang en psykolog. Og så begynder en bearbejdningsproces.
– Nu var han, der havde forårsaget det hele, jo væk, og så måtte jeg begynde at forholde mig til mig selv, fortæller hun.
Sætning nummer 584
Bodil Neujahr kommer ud af sin depression som et ændret menneske. I dag består hendes familie af hendes to børn, en svigersøn og to børnebørn, som hun har et nært forhold til.
Nu hun er formand for BoPam. Har oprettet et rådgivningscenter for alkoholramte familier i Vejle. Og her er det konsekvenserne af misbruget, der er i fokus – ikke misbrugeren selv.
– Misbruget præger os på vores selvforståelse, vores selvbillede, på valg af arbejde, uddannelse, kærester og venner, fortæller Bodil Neujahr.
For et par år siden sætter hun sig ned og begynder at tænke over, hvad hun egentlig har lært af alle oplevelserne. Hun skriver med en tyk tusch på et stykke papir: “JEG HAR LÆRT AT:”
Herefter skriver hun 139 sætninger ned. Senere følger flere. I dag lyder listens foreløbige sidste punkt:
“584. I min familie er det at fortælle sandheden – det samme, som at svine hinanden til. At tale om problemerne, er ikke nødvendigt fordi ‘det er da så længe siden’.”
– Nu har jeg arbejdet med alkoholramte familier i så mange år, deltaget i konferencer og gang på gang har jeg sagt til mig selv: Jeg bliver nødt til at gøre noget.
Og det har hun så gjort, for, som hun tilføjer: – Nu skal vi altså høres!
Artiklen er blevet til via interview med Bodil Neujahr samt uddrag fra hendes nedskrevne for tællinger på www.neujahr.dk
Fakta om BoPam BoPam er en ny landsforening, som fokuserer på de konsekvenser, det har for pårørende, og især for børnene, at leve sammen med misbrugere af alkohol, medicin eller stoffer. Foreningen vil blandt andet påvirke uddannelsen af fagpersoner, der arbejder med børnefamilier, sprede oplysning om, hvordan man spotter de udsatte børn og sikrer dem hjælp, afholde landskonferencer, seminarer og møder samt støtte, guide og hjælpe de enkelte medlemmer i misbrugsfamilier til den nødvendige hjælp. læs mere på www.bopam.dk |