For mange anbringelser af unge bryder sammen
Omkring en fjerdedel af alle anbringelser af unge bryder sammen kort tid efter, at de er etableret. Derfor er sagsbehand leren afgørende for, at anbringelser af unge er stabile
Når unge anbringes uden for hjemmet er det for at skabe større stabilitet i deres tilværelse. Men for næsten halvdelen af unge, er det ikke tilfældet. Omkring en fjerdedel af alle anbringelser af unge mellem 13 og 17 år bryder sammen kort tid efter, at de er etableret.
Enten fordi den unge forlader anbringelsesstedet, eller fordi anbringelsesstedet må give op. Derudover oplever 15 procent andre former for ustabilitet, som for eksempel planlagte skift i anbringelsen.
Det betyder, at 41 procent af de unge, der anbringes hos plejefamilie, i døgnpleje eller på socialpædagogiske opholdssteder ikke får den stabilitet i deres omsorgsmiljø, som er hensigten med en anbringelse. Deres anbringelse afbrydes inden for de første 15 måneder.
Det viser den første dataindsamling Socialforskningsinstituttets (SFI) forløbsundersøgelse af 227 13-17-årige, der blev anbragt uden for hjemmet i 2004. Forskerne har undersøgt en lang række faktorer knyttet til den unge: De biologiske forældre, anbringelsesstedet og sagsbehandlingen for at se, hvad der kan betyde, at en anbringelse bryder sammen.
Samme sagsbehandler afgørende
Undersøgelsen konkluderer, at den eneste faktor i sagsbehandlingen, der klaret mindsker risikoen for sammenbrud i anbringelsen er, at det er den samme sagsbehandler, der har taget sig af hele anbringelsesforløbet. Det er ikke afgørende, om for eksempel den unge selv har taget initiativ til anbringelsen.
Når den unge selv er enig i, at anbringelse er en løsning, giver det færre skift i anbringelsessted. Tidligere anbringelser og forebyggende tiltag før anbringelsen påvirker ikke sandsynligheden for sammenbrud.
Økonomiske begrænsninger i kommunerne, der gør det vanskeligt for kommunen at finde et optimalt anbringelsessted, øger også risikoen for sammenbrud af anbringelsen.
Endelig viser undersøgelsen, at det kun er ganske få faktorer hos den unge selv, der lader til at spille ind på, om anbringelsen bliver stabil. Den eneste faktor, der lader til at øge risikoen for sammenbrud i anbringelsen, er følelsesmæssige problemer hos den unge.
Problematisk situation
– Det er jo åbenbart problematisk, at netop de unge mennesker, der er så sårbare, at de har brug for en anbringelse, i så høj grad bliver mødt med ustabilitet og utryghed, siger Socialpædagogernes næstformand Benny Andersen.
Han noterer sig, at det ifølge undersøgelsen anses for afgørende for stabilitet i anbringelsen, at den unge beholder den samme sagsbehandler i hele anbringelsesforløbet.
– Men det er jo umuligt at undgå, at nogle sagsbehandlere skifter job undervejs. Derfor bør kommunerne systematisk arbejde for at sikre stabilitet på anden vis – for eksempel ved at styrke det tværfaglige samarbejde og sikre en højere grad af vidensdeling, siger Benny Andersen.
Socialpædagogerne har en vision om, at det for eksempel kan ske via de såkaldte ressourcecentre, der kan være placeret i relation til et allerede eksisterende tilbud til børn og unge, og som kunne fungere som en samlet indgang til vejledning og støtte til børn, unge og deres familier.
Socialforskningsinstituttet har efter kommunalreformen skif tet navn til SFI – Det Nationa
le Forskningscenter for Velfærd. Hele rapporten kan downloades fra hjemmesiden www.sfi.dk