Jeg ville tage et - koben ...
Socialpædagogen har besøgt Bo- og Naboskab Præstø for at høre hvad de udviklingshæmmede siger om dokumentarfilmen “Er du åndssvag”.
De er: Flemming Søgård Jensen 58 år og Jørgen Bergstrøm 59, der begge arbejder på beskyttet værksted. Vagn Nielsen 60 år har tidligere arbejdet på beskyttet værksted. Nu er han pensionist. Alle tre har været anbragt helt fra barndommen og har gjort rejsen sammen med -Statens Åndssvageforsorg fra store fælles -sovesale på store institutioner og frem til i dag, hvor de bor i egen bolig.
Desuden er det Martin Bo Larsen 32 år, der er ansat på Fakse Vandrerhjem. Han har boet hjemme, indtil han som 21-årig flyttede i et bofællesskab. Og Anne Hansen 25 år, der arbejder i kantinen på beskyttet værksted. Hun har boet hjemme, indtil hun som 19-årig flyttede i bofællesskab.
Sengetid-scene:
Vi ser en beboer blive lagt i seng og får at vide, at beboerne kommer tidligt i seng. Mens der stadig er lyst udenfor. Men det er ikke altid, beboerne vil i seng så tidligt. Om en bestemt beboer bliver der sagt:
Personale: “Han får nogle gange det trip, at han står op. En aften, hvor jeg havde puttet ham, stod han op fire gange. To gange kom han gående med sin dyne over hovedet og gik ind i væggen, og jeg ved ikke hvad. Jeg ved ikke, hvad han laver. Så sagde jeg til ham: Nu er det sgu slut, så er det ned at ligge. Og så låste jeg simpelthen døren dertil.”
VAGN: – Jeg synes, det er forkert, at beboerne skal i seng så tidligt. Og personalet drikker kaffe lige foran dem. Der skulle være nogle andre til at tage sig af dem.
FLEMMING: – Det skulle forbydes, at de skal i seng, når det er lyst. Dengang jeg og Vagn boede på (en institution under det daværende Statens Åndssvageforsorg) skulle vi også tidligt i seng. VAGN: – Hvis man kommer i seng kl. 20:00, så ligger man bare og kigger op i luften. Det er ikke rart.
MARTIN: – Jeg havde ikke fundet mig i det.
ANNE: – Jeg er dybt, dybt skuffet. De burde have et rap i røven og sendt ud af afdelingen. Jeg er sur og gal over, at det kan være rigtigt.
Hvornår går I i seng?
FLEMMING: – Det gør jeg frivilligt. Når jeg har lyst. Når jeg er træt. Måske kl. 21:00.
De andre fire fortæller, at de også selv bestemmer, hvornår de vil i seng.
Tisse-scene
Beboerne kommer sent op. Især i weekenden. Nogle gange ved 10-11 tiden. Og det kan have ubehagelige konsekvenser til følge. Vi ser, at en beboer efter 14 timer i sengen er fuldstændig gennemblødt af tis. Sengen og selv hans pude er helt gennemblødt. Journalisten synes, det er synd for ham, at han er så våd og mener, at det må være generende at være så våd at tis.
Personale: “Ja, han plejer nok at komme op, hvis der er noget som generer ham.”
Journalisten: “Nattevagten burde tage ham op.”
Personale: “Det er bare det, at hvis du først tager ham op om natten, så valser han rundt.”
Journalisten: “Nattevagten behøver ikke vække ham, men bare lige tjekke, om han har tisset.”
Personale: "Men så er du også nødt til at skifte ham, hvis du har ham oppe. Det er altså ikke noget, der sker noget ved. Han kan have tisset lige efter, at du har lagt ham. Hvis der er noget, der generer ham, at han har lort bagi, så plejer han at komme ind.”
MARTIN: – Jeg synes, journalisten taler ordentlig til ham. Journalisten siger, at det er synd for ham.
FLEMMING: – Jeg sked i sengen dengang.
ANNE: – Nattevagten bør gå ind og kigge, om han har tisset. Ja, eller tage dem på wc, inden de gør det. Er det lige meget med at skifte ham? Er det hyggeligt at ligge i en seng, der er våd?
MARTIN: – Nej, for det lugter.
Godnat-scene:
En beboer lægger sig i sengen. Et personale står ved sengen og lægger først en dyne på, dernæst et tæppe på samme måde, som når man lægger en dug på bordet. Handlingen bliver efterfulgt af: “Og så er der ikke noget svineri”.
FLEMMING: – Vagn og mig blev også bundet til sengen, fordi vi ikke måtte komme ud. Og så blev døren låst. Det hed åndssvag dengang. Men på afdeling A hed de skrogene. Det er noget værre pjat at kalde dem skrogene, bare fordi de ikke kan klare sig selv. Vi kunne kalde dem dårlige i stedet for. Det lyder bedre. Jeg kan bedre lide udviklingshæmmet.
VAGN: – Og sengen var sømmet fast til gulvet.
Morgenmad-scene
Klokken er 8:30, og det er to timer siden, at medarbejderne mødte på arbejde. Beboerne er stadig i seng, og medarbejderne spiser morgenmad og ser fjernsyn, da en beboer kommer ind i køkkenet. (Det er fællesbetegnelse for afdelingens fællesrum, hvor der både er stue med sofa og tv, spisebord og køkken.)
Personale: “Gå du bare i seng.”
Beboeren går hen mod køkkenskabene.
Personale: “Nej, nej. Du skal ikke have noget nu.”
Beboeren bliver ved køkkenskabene.
Personale: “Nej, nej, gå du bare i seng.”
Beboeren går hen og sætter sig i sofaen i modsat ende af lokalet og forbi spisebordet, hvor personalet sidder og spiser..
Personale: “Det må du sgu selv om. Du kommer ikke ud og får noget.”
MARTIN: – Jeg synes, det er forkert, at de sidder og drikker morgenkaffe, før de tager beboerne op. I går var jeg på besøg i et bofællesskab. Der sad de og hyggede sig sammen med beboerne og spiste morgenmad. Det er godt at se. Det er ordentligt personale.
VAGN: – Jeg synes, det er forkert, at de skal gå ind på værelset, mens personalet drikker kaffe.
FLEMMING: – Beboerne skal behandles ordentligt. De skal ikke tages op midt om formiddagen eller ved frokosttid.
JØRGEN: – Hvad har vi ellers personalet til, hvis ikke de skal hjælpe dem med det, de mangler.
MARTIN: – Det er ikke personalets hus. Det er brugernes. Personalet har et hjem derhjemme.
FLEMMING: – Jeg savner Flemming Madsen (indtil 1982 nyhedsoplæser på TV-Avisen, red.).
ANNE: – Jeg er dybt skuffet. De burde blive sendt ud af afdelingen. Jeg er sur og gal, jeg synes ikke, det kan være rigtig. For ved du hvad, personalet er der for at hjælpe hende. Hvorfor f….. skal beboerne ikke op og have morgenmad sammen med personalet.
Samvær-scene
Personale er i gang med en privat samtale i køkkenet, da en konflikt tilsyneladende opstår (det sker uden for kameraet). Personale går hen mod en beboer.
Personale: “Hvis du rører ham, kan jeg godt sige dig, at du får sådan en. Så falder du fuldstændig ned nu.”
På gangen holder personale beboeren fast op af væggen med underarmen presset ind mod beboerens brystkasse, tæt ved halsregionen. Dernæst åbner personale en dør og genner beboeren derind.
Personale: “Du kan gå herud. Gå ud og sæt dig. Hvis du havde rørt, så skal jeg fortælle dig, hvad der sker…. Hvad fanden bilder du dig ind.”
MARTIN: – Jeg tror, hun låser hende inde.
VAGN: – Hvad nu, hvis jeg jagede sådan med Trunte (personale, red.). Så vil det nok blive sagt til personalet.
VAGN: – Loven siger, at man ikke må låse døren.
ANNE: – Hvorfor gør de det så, når det er forkert? Helt ærlig?
Hvad ville I gøre, hvis I blev låst inde?
VAGN: – Jeg ville tage et koben med og brække døren op, så jeg kan komme på -toilettet.
JØRGEN: – Hun skal ud af vagten.
Kan man få hende ud af vagten?
VAGN: – Ja, hvis man bærer sig rigtig ad.
MARTIN: – Gå ned til kommunen. Og ellers gå til statsministeren. Jeg har engang talt med Poul Nyrup. Det var 1. maj i Fakse, da jeg var på arbejde. Han gav mig hånden og sagde: “Det er sådan nogen som jer, vi kan bruge”. Og det synes jeg er flot. Det har jeg taget til mig. Det sidder herinde. (Martin lægger sin hånd på brystet).
ANNA: – Må jeg spørge dig om noget?
Socialpædagogens journalist: Ja
ANNE: – Hvad synes du om Melodi Grand Prix.
SJ: – Ikke noget. For jeg så det ikke.
ANNA: – Jeg stemte på ham, der vandt. Han er nemlig fra Næstved.
Frokost-scene
Beboere og personale skal have mad. En beboer går rundt i timevis og er ked af det. Nu bliver situationen tilsyneladende for meget for personalet.
Personale: “Sæt dig så ned!”
Personale vil have hende til at sætte sig i sofaen. Beboeren græder/klynker/skriger. Sætter sig i sofaen. Græder videre. Rejser sig igen.
Personale: “Stop det. Jeg vil ikke blive ved at høre på det. Sæt dig ned. Sæt dig ned! (peger på sofaen).
Beboeren græder videre.
Personale: “Vil du godt stoppe det.”
Beboeren bliver ved.
Personale: “Så kan du gå ud. Den vej!”
Beboeren bukker sig ned mod en kasse med noget i. (Måske er det de legeklodser, som personalet flere gange nævner i filmen). Personale rejser sig og går hen og bukker sig henne ved beboeren.
Personale: “Nej! Du kan tro en gammel støvle. Så kommer du med her. Så er det ud.”
Personale: “Ja, hun er så bevidst. Ja, det er hun.”
Beboeren sætter sig i sofaen. Beboeren rejser sig igen og går hen mod et eller andet. Personale rejser sig også.
Personale: “Du kan godt lade være, sagde jeg. Og jeg mener det. Sæt dig hen eller gå ud.”
Personale sætter sig igen. Beboeren sætter sig ikke hen i sofaen, som hun har fået besked på. Personale rejser sig igen.
Personale: “Så vil jeg ikke være med mere. Så er det den vej.”
Personale fører med en hånd på ryggen af beboeren denne ud af køkkenet. Og beboeren får ikke frokost den dag.
MARTIN: – Det er langt ude, at det er blevet for meget for personalet. Hun skal have mad. De skal ikke behandle brugerne på den måde. De skal lave noget med hende i stedet for at råbe efter hende. Jeg synes ikke, de skal behandle andre sådan.
Hvad ville I gøre, hvis I hørte, at et personale behandlede en bruger sådan?
JØRGEN: – Melde det til politiet.
MARTIN: – Jeg vil gå til forstanderen og sige, at hvis ikke personalet bliver fyret, så rejser jeg. Men der er ikke nogen, der kan hjælpe dem der, fordi de har det dårligt.
VAGN: – Ringe til Brugerrådsformanden.
ANNE: – Jeg ville ringe omgående.
Hvem ville du ringe til?
ANNE: – Til dem, der har ansat dem. Og sige, hvad vil I så gøre ved det?
Samvær- scene
En beboer er stået op, efter at hun er lagt i seng. Bliver derfor gennet ud i køkkenet og bedt om at sætte sig på en stol.
Personale: “Og du skal ikke brække dig, for du kommer selv til at tørre det op.”
Beboeren går tilbage til sit værelse, og medarbejderen følger efter. Beboeren laver en skrigelyd.
Personale: “Jeg er skide ligeglad. Hold op.”
Beboeren laver igen en skrigelyd. Personale råber.
Personale: “Sæt dig over og byg med klodser. Sæt dig over og byg med klodser.”
Tre minutter senere er beboeren igen gået ud af køkkenet.
Personale: “Hvor skal hun hen.”
Personale: 2Hun har siddet og pisset på stolen.”
Personale giver beboeren en klud.
Personale: “Så kan du godt gå ud og tørre det op. Jeg vil skide på, om du har bar røv. Her. Hallo, ud i køkkenet. Ud og tør op. Køkkenet.”
Beboeren bliver ført med hånd på ryggen ud i køkkenet. Beboeren giver svagt skrig.
Personale: “Jeg er fuldstændig ligeglad.”
Beboeren bliver ført hen til stolen.
Personale: “Tør op. Stol og gulv. Og det hele.”
Beboeren går i gang. Personale står ved siden af hende imens.
Personale: “Gulvet. Tør gulvet.”
Beboeren skriger. Tørrer op.
Personale: "Ja, jeg er skide ligeglad. Tør op.”
Beboeren skriger. Tørrer op.
Personale: "Mere endnu. Der er mere der. Der er mere der.”
Beboeren er færdig med at tørre op og vil gå ud af køkkenet. Bliver hentet af personale.
Personale: “Nej, du kan godt sætte dig ud i køkkenet og bygge med klodser. Om lidt så brækker du dig også.”
Journalisten: “Men hvorfor gør hun det.”
Personale: "Det kan jeg sgu ikke svare dig på.”
Journalisten: "Hjælper det, hvis hun selv tørrer op?”
Personale: “Det skal hun. Hun ved godt, at den er gal. Det er straffen for hende, at hun selv skal tørre op. Det skal hun også, hvis hun har brækket sig. Hun bliver stjernetosset og brøler sådan hele tiden. Og der skal være fuldstændig rent, før hun får lov til at rejse sig.”
FLEMMING: “ De er rigtig modbydelige, de kan ikke være det bekendt. Sådan blev vi behandlet dengang. Når nogen brækkede sig i stuen, måtte de tørre det op. Han siger, han ikke vil behandle sin hund sådan. (Vist en reaktion på noget, rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet Lars-Henrik Schmidt siger i udsendelsen).
VAGN: – Det kan jeg godt forstå. Det vil jeg heller ikke.
ANNA: – Sådan ville jeg aldrig gøre over for mine veninder.
Hvorfor tror I, at hun tisser på stolen?
MARTIN: – Hun er ked af det. Personale skal ikke have lov til at se fjernsyn i arbejdstiden.
VAGN: – Der skal være en rigtig god personale. En god en. Som er god til at hjælpe hende.
Hvad er en god personale?
FLEMMING: – Køber cigarer, laver suppe og flæskesteg.
ANNA: – Det er en, der hjælper med økonomien og hjælper med at købe ind. Hvis jeg er ked af det eller oppe at skændes med nogen, så taler jeg med den, der er på arbejde. Man skal ikke holde det inden i sig selv. Det er bedre at sige det.
VAGN: – Tage sig kærligt af dem. Når vi andre opfører os pænt over for dem, så skal de også.
Samvær-scene
En beboer står i gården og skriger/klynker/græder. Personale står og kigger på et stykke fra beboeren og går ikke på noget tidspunkt hen til hende, selv om hun står udenfor i lang, lang tid.
Personale: “Det er en rigtig gammeldags galeanstalt. Der er jo ikke nogen kommunikation. Jeg synes fandme det er synd.”
Personale spørger en anden beboer: “Går du ikke ned og leger med hende.”
FLEMMING: – Jeg er ked af, at der er nogen, der er udviklingshæmmede.
Hvad synes I, at personalet skal gøre?
VAGN: – Være kærlige. Tale med hende. Hun er ked af det.
JØRGEN: – Hun skal følges ud på en tur. Personalet skal spørge hende, hvorfor hun er ked af det, så hun kan komme ind igen. Hun kan jo ikke tale.
MARTIN: – Så må personalet bruge tegnsprog. De er uddannet til at forstå nogen, der ikke kan tale.
Handleplan-scene
Journalisten spørger om beboernes handleplaner.
Personale: “Dem har vi jo haft altid. De er bare ikke sat ind, hvor de skulle. De der mapper, som vi har oppe i skabet, som hedder dagsnotater. Der skal du normalt gå ind i handleplanerne og se de delmål, der er, og så skrive, om du har opfyldt dem. Så skriver du bare mål 1, 2, 3 er opfyldt. Og hvis du ikke opfylder dem, skal du skrive, hvorfor du ikke har opfyldt dem.”
Journalisten: “Men det bliver ikke gjort?”
Personale: “Nej, men det skal man normalt.”
Hvad er handleplaner?
VAGN: – Det er papirer vi får lavet om, hvad der er godt og ikke godt.
MARTIN: – Der står, hvordan det går med os som beboere. Hvordan jeg har det med mit arbejde. Min fritid. Min hjemmedag. Det er min kontaktperson, bossen (afdelingslederen, red.) og mig, der laver den. Og så bliver det skrevet ned, og når jeg har fået det læst op, bliver det sendt til amtet.
ANNE: – Vi laver også en handleplan, hvor der står, hvad vi skal have hjælp til.
ANNE: – I Olsenbanden har Egon Olsen også en plan.
Kommunikation-scene
En beboer sidder ved et bord i køkkenet og slår sig selv med knytnæveslag på højre side af hovedskallen. Lyden af slag høres tydeligt på filmen. I hendes handleplaner står der, at “personalet skal møde hende positivt og give hende redskaber til bedre kommunikation.”
Overfor ved samme bord sidder to personaler og taler om private ting.
Personale: “Hvad var du sluppet af med for en Build A Bear?”
Personale: “371 kroner. Og et par satintrusser og et par sko.”
Beboeren fortsætter med at slå sig selv. Ingen reagerer.
Personale: “De skal jo have tøj på, når man har købt dem. Du kan købe solbriller til dem, og du kan købe tasker og pusletasker. Man kan også købe lyde til bamserne. Bamselyd. Eller dyrelyd. Du kan også selv designe din egen lyd til bamsen.”
Journalisten: “Hvorfor slår hun sig selv?”
Personale: “Fordi vi kigger på hende.” Og henvendt til beboeren: ”Kan du ikke slå op i lampen i stedet for, så vi kan få en ny.”
Kender I nogen, der ikke har et sprog?
MARTIN: – Jeg arbejder sammen med en på vagterne. Jeg ved, hvad hun mener. Det kan jeg se på øjnene.
FLEMMING: – Jeg kender Kurt. Han tager fat i mig og klapper mig på ryggen og viser mig, hvad jeg skal se.
ANNE: – Jeg kender en, jeg kan forstå, når hans mor er der.
Kan personalet gøre noget, så hun lader være med at skrige?
JØRGEN: – Gå tur med hende. Gå ind og læse en bog . Eller noget andet.
MARTIN: – Gå ned i en forretning med hende, så hun får noget tøj. Så bliver hun glad og lader være med at skrige.
Hvordan kan man finde ud af, hvad hun er glad for, når hun ikke kan tale?
MARTIN: – Personale skal lære et sprog sammen med hende.
Martin viser, hvordan man kan vise, hvad kaffe betyder. De andre kommer med andre eksempler på ting, som man kan vise.
MARTIN: – Det er også det, personalet er til for. Det er det, de får deres løn for.
Hvis I ikke havde et sprog, hvordan ville I så vise, hvad I gerne ville have?
VAGN: – Det ved jeg ikke. Så har man i hvert fald et problem.
Efter filmen
Synes I, at det er i orden at bruge skjult kamera?
Ja, det synes alle.
MARTIN: – Så kan andre se, hvordan de har det. Hvis ikke journalisten havde gjort det, så var det fortsat, til de var døde.
VAGN: – Ja, resten af livet ville de have det så skidt, at de ikke kan være nogle steder.