icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Strandvænget

Socialpædagogerne ønsker bedre -uddannelse og efteruddannelse

En overenskomstsikret ret til kompetence-udvikling. Øremærkede midler til efteruddannelse og en hurtig evaluering af den nye pædagoguddannelse. Sådan lyder nogle af Socialpædagogernes delmål i arbejdet for at sikre bedre uddannelse og efteruddannelse.

  • Af Maria Rørbæk
  • 05-2007 /

Socialpædagogerne vil bryde den onde cirkel, som er blevet synliggjort på de skjulte tv-optagelser fra Strandvænget og bostedet Sjælør.

– Vi vil have gode uddannelsesmuligheder, der skaber gode arbejdsvilkår og giver gode forhold for beboerne. På en meget ulykkelig baggrund har vi fået synliggjort vores område. Det betyder, at politikerne har fået fokus på området, og at de bliver nødt til at indse, at de skal bevilge flere penge til blandt andet efter- og videreuddannelse, siger formand Kirsten Nissen.

Derfor gør Socialpædagogerne nu en ekstra indsats for at få visionerne om bedre uddannelse og efteruddannelse igennem.

Første skridt er, at undervisningsminister Bertel Haarder og socialminister Eva Kjer Hansen er blevet bedt om et møde.

– For øjeblikket er der ikke afsat nogen midler, som det er obligatorisk at bruge til medarbejdernes kompetenceudvikling. På nogle bosteder bliver der brugt mange penge, på andre næsten ingen. Derfor ønsker vi, at socialministeren i samarbejde med kommuner og regioner sørger for, at der bliver sat penge af som er øremærket efter- og videreuddannelse, siger Kirsten Nissen.

– Som det er nu, ønsker mange af vores medlemmer at videreuddanne sig, men de er selvbetalere, supplerer Marie Sonne.

Kirsten Nissen vil også have kompetenceudvikling på dagsordenen i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger.
– Det er afgørende vigtigt, at vi får indskrevet i overenskomsten, at alle vores medlemmer har ret til kompetenceudvikling.  Der skal være en årlig samtale, hvor medarbejdere og ledere diskuterer, hvad medarbejderen har af behov for af efter- og videreuddannelse eller anden kompetenceudvikling. Vi havde det også med som krav til de sidste overenskomstforhandlinger, men der fik vi det ikke igennem på basisområdet. Men denne gang helmer vi altså ikke, før vi får det igennem, siger hun.

Udenfor skolebænken
Kirsten Nissen fastslår samtidig, at kompetenceudvikling ikke behøver foregå på en skolebænk. Det kan også ske på selve arbejdspladsen, hvor medarbejderen udvikler sig ved eksempelvis at lave en konkret pædagogisk handleplan for, hvordan en beboer lærer at spise med kniv og gaffel og undervejs selv får supervision.
– Kompetenceudviklingen skal have en form, som den enkelte selv ønsker, siger hun.

Kirsten Nissen og Marie Sonne ønsker også at diskutere grunduddannelsen med undervisningsministeren og socialministeren.

Efter sommerferien træder en ny pædagoguddannelse i kraft, og den giver på papiret de studerende mulighed for at specialisere sig i socialpædagogik.

– Men specialiseringen skal også blive en realitet. Hvis man ikke får kommunikations- og adfærdsværktøjer ind under huden på uddannelsen, kan man heller ikke bruge dem, når man skal yde en indsats på arbejdsmarkedet. Derfor er det blandt andet vigtigt, at den nye uddannelse bliver evalueret, så snart det første hold er færdige, siger Marie Sonne. 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Uddannelse, Etik