Svar skyldig
En dag gik det op for socialpædagog Susanne Skovholm Olsen, at hun egentlig ikke vidste, hvad hun skulle svare, når en prak tikant spurgte om, hvilke pæda gogiske metoder hun brugte i sit arbejde. Derfor satte hun gang i de faglige diskussioner på sin arbejdsplads. Og det har blandt andet ændret samværet med beboerne.
Det var en kollega, der første gang fik Susanne Skovholm Olsens til at tænke nærmere over fagligheden på arbejdspladsen. “Hvilke metoder bruger vi egentlig her i huset”, spurgte kollegaen ironisk. Og Susanne Skovholm Olsen blev hende svar skyldig.
Anden gang var, da hun var på praktikvejlederkursus. På kurset talte deltagerne om deres måde at arbejde på og satte navne på de pædagogiske metoder, de brugte. Men ikke Susanne Skovholm Olsen.
– Der blev det tydeligt for mig, at jeg ville få problemer fremover, når vi fik en praktikant, for jeg ville ikke kunne svare praktikanten på, hvilke pædagogiske metoder vi brugte. Og det tog jeg til mig, for vi har ikke været bevidste nok om vores faglige kunnen og vores rolle. Vi har manglet dialogen om det i det daglige, forklarer hun.
Og det afspejler sig også i stedets praktikuddannelsesplan for praktikanter. I den står der nemlig ikke noget om det pædagogiske arbejde, som personalet laver, fortæller Susanne Skovholm Olsen.
Så da kurset var slut, tog hun tilbage til døgnboligen i Fakse Ladeplads, hvor hun arbejder som socialpædagog for stedets fysisk og psykisk udviklingshæmmede voksne. Og på et personalemøde kort efter satte hun resten af personalegruppen på en opgave.
– De fik alle 14 dage til hver især at gøre rede for, hvilke pædagogiske redskaber de bruger, sætte ord på deres handlinger og hvorfor de gør, som de gør. Og så skulle de beskrive det værdigrundlag, de arbejder ud fra, fortæller Susanne Skovholm Olsen og tilføjer, at kollegerne reagerede meget positivt på opgaven.
På det efterfølgende personalemøde tog de snakken op igen, og i dag – en måneds tid senere – begynder der, ifølge Susanne Skovholm Olsen, at komme større bevidsthed om fagligheden ind i personalegruppen.
– Til en vis grad er det tilfældigt, hvordan vi arbejder med de enkelte mennesker. Vi er forskellige personligheder, når vi kommer på arbejde. Og det skal vi have lov til at være, men vi har forskellige holdninger til for eksempel medbestemmelse. Og det betyder, at beboerne kan blive frustrerede, når der er kommer en ny på vagt, siger hun.
– Og det har ikke været til beboernes bedste, at vi arbejder på den måde, erkender hun.
Personalet har blandt andet været usikre på, hvordan de har skullet tackle en bestemt beboers adfærd.
– Adfærden har ramt os på vores person, så vi har været nødt til at sætte os ned og tale om, hvilke tiltag vi skal lave i forhold til hende. Og det har vi ikke gjort tilstrækkeligt før, fortæller Susanne Skovholm Olsen.
Af med magten
Alligevel mener hun ikke, at hun eller hendes kolleger er dårlige pædagoger.
– Vi går og gør det rigtige langt hen ad vejen, og vi reflekterer da også hver især en del over vores handlinger. Men det er først nu, at vi er begyndt at tale åbent om det. Da vi startede, kunne ingen sætte ord på det, men i løbet af et par møder, er det kommet. Så nu har vi taget hul på det og har fået gjort nogle begreber synlige, forklarer Susanne Skovholm Olsen. Og der er allerede en forskel at spore på døgnboligen i Fakse Ladeplads.
– Jeg oplever, at vi har fået et andet samvær med beboerne, og vi får hen ad vejen et mere positivt syn på dem. For eksempel har vi drøftet begrebet medbestemmelse, og det er allerede nu synligt i samværet og kommunikationsformen, at vi er blevet mere ydmyge i nogle situationer – hvor vi førhen var for hurtige til at gribe ind. Måske på grund af faglig usikkerhed, indrømmer Susanne Skovholm Olsen.
– Vi har skullet give slip på noget “magt”, så vi nu fylder mindre og lader beboerne fylde mere, siger hun og understreger, at arbejdet med at blive bevidste om fagligheden langt fra er slut.
– Vi har hver især et stort ansvar for at gøre en indsats, så vi kommer videre. Vi skal fortsætte med at drøfte vores handlinger her i huset. For mange sidder arbejdet bare på rygraden, så man ikke tænker så meget på det. Men jeg tror, det er sundt at stoppe op en gang imellem og se på det, vi gør, siger hun. Og praktikuddannelsesplanen – den skal Susanne Skovholm Olsen og resten af personalet også til at skrive om.