icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Ytringsfrihed

Ansatte tør ikke kritisere

Hver anden offentligt ansatte er bange for at udtale sig kritisk om arbejdspladsen til me­dier eller på offentlige møder. Fagforeninger ønsker bedre beskyt­telse.

  • Af Maria Rørbæk
  • 05-2007 /

Jeg vil ikke stå offentligt frem med min kritik, for jeg vil ikke have ballade. Sådan lyder meldingen af og til, når journalister taler med socialpædagoger og andre offentligt ansatte.

I kølvandet på de skjulte optagelser fra Strandvænget er det gang på gang slået fast, at den enkelte har et ansvar for at sige fra, men hver anden offentligt ansatte er bange for at udtale sig om deres arbejdsplads til offentlige møder eller i medierne. Og en tredjedel af dem, der alligevel har gjort det, har oplevet negative konsekvenser som fyring, advarsler eller “kammeratlige samtaler” med chefen.

Det viser en måling blandt 2.700 offentligt ansatte, som hovedorganisationen FTF har foretaget i oktober 2006.

– Vi oplever også, at vores medlemmer er bange for at udtale sig – det gælder både for menige og for lederne. De er nervøse for, at det skal få negative konsekvenser, hvor den ultimative jo er at miste jobbet, siger Socialpædagogernes formand, Kirsten Nissen.

I lighed med formandskollegaerne i blandt andet Fag Og Arbejde (FOA), Dansk Socialrådgiverforening og Dansk Sygeplejeråd mener Kirsten Nissen derfor, at der bør ydes en bedre beskyttelse til de medarbejdere, der går offentligt ud med kritik:

– Der bør være en reel tryghed for, at folk som udtaler sig kritisk ikke bliver mødt med negative sanktioner. En løsning kan være omvendt bevisbyrde, så det er op til arbejdsgiveren at bevise, at for eksempel en fyringssag ikke er opstået som konsekvens af negativ kritik, siger Kirsten Nissen.

Når det gælder lovgivningen, er der ingen tvivl om, at offentligt ansatte har ret til at kritisere arbejdspladsen offentligt, så længe de ikke kommer med åbenbart urigtige oplysninger, overtræder tavshedspligten eller udtaler sig i urimelig grov form.

Ugebrevet A4 har gennemgået betænkninger og vejledninger på området, og konkluderer blandt andet, at der er særligt vidtgående adgang til at udtale sig om ressourcemæssige spørgsmål, og at der ikke kan stilles krav om, at den ansatte forinden skal have foretaget interne underretninger af sin arbejdsgiver.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik, Etik