icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
300 timers reglen

Tab af kontanthjælp rammer udlændinge

En del af de, der mister kontanthjælp som følge af 300­timers reglen kommer i arbejde. Men lige så mange ender som hjemmegående uden indtægt. Det er især ægtepar med uden­ landsk baggrund

33 procent af de gifte kontanthjælpsmodtagere, der mistede kontanthjælpen som følge af 300-timersreglen, er kommet i arbejde et halvt år efter. Lige så mange er blevet hjemmegående uden ret til kontanthjælp. Reglen rammer altovervejende ægtepar med  udenlandsk baggrund, og over halvdelen må låne penge af venner og familie, når kontanthjælpen er frakendt. Det viser en interviewundersøgelse lavet for Arbejdsdirektoratet af SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Hvis kontanthjælpen bliver frakendt, fordi kravet om 300 timers arbejde indenfor to år ikke er opfyldt, er der flere, der får sig et arbejde. Undersøgelsen viser, at 33 procent af de interviewede, der har fået frakendt kontanthjælpen, er kommet i beskæftigelse 6-10 måneder efter, at reglen trådte i kraft 1. april 2007. 25 procent af dem, der var i risiko for at miste kontanthjælpen, er også kommet i arbejde.  En stor del blandt de frakendte (34 procent)  er blevet hjemmegående uden ret til kontanthjælp.

Næsten 45 procent af de personer, der har fået frakendt kontanthjælpen, og som ikke har fundet arbejde endnu, er jobsøgende. Blandt dem, der ikke søger arbejde, siger halvdelen, at det skyldes problemer med helbredet.  

 

Udenlandsk baggrund

300-timersreglen rammer altovervejende ægtepar med udenlandsk baggrund. 95 pct. af de interviewede, som har fået frakendt kontanthjælpen, er ikke født i Danmark, mens det gælder for 90 pct. af dem, der er i risiko for at miste kontanthjælpen. Mere end hver tredje af de berørte taler slet ikke dansk eller kun i ringe grad. Mange af dem  vurderer selv, at deres arbejdsevne er nedsat, og at de har dårligt helbred. Omkring halvdelen af de interviewede er placeret i matchgruppe 4, dvs. at de ikke er parate til arbejdsmarkedet.

Tabet af kontanthjælp får naturligvis konsekvenser for ægteparrenes økonomiske situation. Tandlægebesøg bliver udskudt, og det samme gælder ferie og nye sko til familien.

Hver femte af de interviewede undlader desuden i en periode at betale husleje og regninger for fx el, gas og telefon. Over halvdelen har nedsat det daglige forbrug, og 57 procent af dem, der har mistet kontanthjælpen må låne penge af familie og venner.

Se mere på www.sfi.dk