Downs syndrom, autisme, multihandicap. Diagnoserne på en aflastningsafdeling er med socialpædagog Kamilla Kaspersens ord ’en blandet landhandel’.
– Det kræver et bredt kendskab til flere forskellige slags handicap. Vi læser en masse litteratur. Men først og fremmest snakker vi meget med forældrene og bruger tid sammen med barnet, så vi lærer det indgående at kende. Alle mennesker er forskellige med egne styrker og særheder. Det gælder også handicappede. To personer med Downs syndrom er jo ikke ens, konstaterer hun.
– Det er vigtigt med tydelighed i kropssprog, så man viser, hvad man mener. Nogle børn kommunikerer med så små ting som et blink med øjnene, så de er altså rigtig dygtige til at aflæse pædagogerne.
Kamilla Kaspersen har været tilknyttet aflastningsinstitutionen Granbohus i Nordsjælland i ni år. De seneste tre som fastansat i afdelingen Villekulla i Fredensborg. Her er der på hverdage syv aflastningspladser til børn i skolealderen – og yderligere fire i weekenden. På Granbohus har man de seneste fire år valgt at organisere dagligdagen i faste ‘klubber’ både hvad angår medarbejdere og børn. Det vil sige, at et fast team på fem medarbejdere møder sammen ind til de samme børn hver gang.
– Det er rigtig godt for både børn og forældre, at de kommer til de samme pædagoger og børn. Pædagogisk giver det os mulighed for at komme mere i dybden med børnene. Tidligere vidste vi aldrig, hvad vi mødte ind til, forklarer Kamilla Kaspersen.
Arbejdet beskriver hun som uforudsigeligt og familieagtigt. I dagtimerne er børnene i skole. Når de kommer hjem, er det deres udgangspunkt, der tæller. Det samme gælder weekenderne.
– Det skal være et frirum for dem. Nogle vil på legepladsen – eller med bussen op at få en is. Andre dage har vi gang i tegning, maling og perler på én gang. Det bliver aldrig en trummerum.
– Det er vigtigt med tydelighed i kropssprog, så man viser, hvad man mener.
Indlevelse
Arbejdet omfatter mange omsorgsopgaver. Børnene skal for de flestes vedkommende have hjælp til personlig hygiejne, der skal spises, puttes, vækkes og så videre. Og som socialpædagog gælder det i høj grad om at have indlevelsesevnen i orden.
– Empati er simpelthen et kodeord for arbejdet. Vi skal kunne se det enkelte barn, give omsorg og forstå barnets og familiens situation, mener Kamilla Kaspersen.
At kunne se børnene forudsætter kendskab til forskellige kommunikationsmetoder. Alle medarbejderne er på tegn-til-tale-kursus for at lære de mest basale tegn. Totalkommunikation er en del af hverdagen. For eksempel har mange af børnene talecomputere. Og egne kommunikationsmønstre kommer under lup.
En hjælp til trængte familier
Forældresamarbejdet er en vedvarende udfordring. Også her er empati og respekt nødvendigt.
– Mange af forældrene bærer på en stor sorg over ikke at have fået ønskebarnet. Det skal man have fornemmelse for. Nogle vil have tæt kontakt og har et stort behov for at betro sig. For andre er aflastning udelukkende et pusterum. Der skal være plads til begge dele, siger Kamilla Kaspersen, der forestiller sig at arbejde med handicappede børn mange år endnu – og gerne i form af aflastning. Uover den personlige glæde ved alsidigheden peger hun også på områdets forebyggende effekt.
– Man skal huske på, at familierne med de her børn er hårdt ramt. Aflastning kan betyde, at de kan have deres børn boende længere end de ville kunne uden. På den måde er det enormt givtigt.
Erfaringsudveksling fra netværket