(Modtaget d. 28.7.2008)
Lige kommet hjem fra en vandretur syd på, læser jeg, at en af Danboligs økonomiske “vismænd” har forsøgt at forsvare et huslejehop fra 3000 kr. pr. måned til 5.553 kr. pr. måned med procenttal om, hvor dyrt det er at drive Danbolig. “Vismanden” fremkommer med tal, der måske for en “Djøffer” er ganske forståelige, men ikke for mig. Sådanne procenttal er for mig lige så negativt runde som burhønseæg.
Han skriver intet om, hvad en renovering af 53 kvm står i for Danbolig. Ej heller om de altid bruger samme håndværkerfirmaer til renoveringen. Jeg kan se, det er samme firmabiler, der hele tiden holder i gaden. “Vismanden” skriver heller ikke, om de indhenter tilbud fra andre firmaer. Og intet om hvor lang tid en sådan renovering ta’r. Procentsatsen vedr. til- og fraflytning, den kan man jo altid manipulere med – ikke det, at jeg tror, at man gør det.
Den lejlighed, jeg har skrevet om, var under renovering i 3 måneder – det er efter min mening lang tid for så lille en lejlighed. Og der gik næsten et halvt år inden ny lejer flyttede ind. Det er vel så’n set også spild af PKA’s pensionsmidler, hvis det da er gennem udlejningsboliger til pensionskassens egne medlemmer, der skal indhentes gysser til vores pension?
Mange af os har ikke råd til at sætte vores gæld i fast ejendom. Men at jobbe lejepriserne op i et niveau, der er næsten lige så høje som i såkaldt ejerbolig. Det er ikke dobbeltmoralsk. Det er amoralsk.
Har en gang haft min gæld i fast ejendom. Og fra den tid faldt min tillid til danske håndværkere år efter år til næsten nulpunkt.
En Danboliglejer indhentede tilbud på at få renoveret sit “toiletbad” på 2 kvm. VVS-firmaet – sagde uden at blinke: “60 tusind + moms”. Lejeren var ved at få et apopleksitilfælde. Hvorefter VVS-manden sagde: “Kom med et bud”. “50 tusind med moms”. “Top”, sagde han. Heldigvis for lejeren var det kun et tilbud. Min søn har lige fået renoveret sit 8 kvm. Bad for 35.000 + moms. Jeg vil gerne høre vores bestyrelse i PKA, om de som Danboligs “vismand” synes, at en huslejestigning på næsten 100 % er rimeligt? For – hvis de synes det – så vil jeg da gerne ha’ lidt flere gysser ind på min pension. Nå ikke flere økonomiske betragtninger her i sommervarmen. Derfor en lun hilsen fra Katho.