Dømt - men ikke fordømt
De domfældte udviklingshæmmede på Østruplund behandles som de øvrige beboere
Vi tænker ikke over det!
Så kort udtrykker socialpædagog Susanne Larsen sig om dommenes betydning i dagligdagen på bo- og beskæftigelsestilbuddet Østruplund på Fyn. Ud af 34 beboere er 11 dømt for kriminalitet, og har enten en institutionsdom eller en tilsynsdom. Institutionsdommen er mest vidtgående og kræver, at beboeren er ledsaget hele tiden uden for institutionen.
– Sådan en dom har praktisk betydning for vores arbejde i og med, at beboeren ikke må færdes alene. Det begrænser selvfølgelig spontaniteten en del. Men derudover lader vi ikke dommen få indflydelse. Vi lærer beboeren at kende – og så agerer vi derudfra, siger Susanne Larsen, der har arbejdet på Østruplund i 28 år.
Ikke et fængsel
Mange af beboerne - også ikke domfældte – har sociale eller adfærdsmæssige problemer. Susanne Larsen arbejder i en bogruppe på seks personer, hvoraf halvdelen har en dom. Hun fortæller, at gruppen af og til kan være ’lidt voldsom’, men oplever, at de fleste konflikter kan tages i opløbet i kraft af personalets gode kendskab til beboerne. Arbejdet er organiseret, så en mand og en kvinde altid er på vagt sammen og kan sikre hinanden. Personalet har bevidst valgt ikke at bære sikkerhedsudstyr som for eksempel alarmer.
– Vi er ikke vagter eller politifolk. Vi er pædagogisk personale og vi skal snakke med beboerne, konstaterer Susanne Larsen.
Når en domfældt beboer ankommer til stedet, følger der en udskrift med fra retten. Alle sætter sig ind i kriminalitetens art og dommens detaljer. Der kan være vilkår knyttet til dommen, for eksempel at beboeren SKAL tage antabus eller medicin, som hæmmer kønsdriften. Og nogle former for kriminalitet kræver særlige forholdsregler. Det kan for eksempel være tilfældet ved en dom for ildspåsættelse.
– Men ellers går vi ikke rundt og tænker på, hvad den ene eller den anden gjorde i 2003. Her skal man kunne indgå i relationer med mennesker, som har en dom, uden at være fordømmende. Vi forsøger altid at tænke på, hvad det er i den pågældendes liv, der kan have ført ham til kriminaliteten, forklarer Susanne Larsen. Dommene medfører dog et større krav om skriftlighed. Alt omkring den domfældte skal skrives ned til brug på statusmøder.
Åbenhed og grænser
Susanne Larsen oplever arbejdspladsen som et sted, hvor holdninger og normer bliver sat på prøve. Beboeres adfærd diskuteres ofte på personalemøderne med gensidig respekt for hinandens grænser.
– Vi forsøger at finde fælles fodslag. Nogle har vide grænser for, hvad der er okay. Men det er også legalt at sige ‘Det er nok ikke lige mig, der skal være kontaktpædagog her’, siger Susanne Larsen, der selv et par gange har følt sig generet af beboeradfærd.
Østruplund har eget aktivitetshus. Her arbejder en af de domfældte beboere fra Susanne Larsens bogruppe. De to andre er ‘ude i samfundet’, hvor de har arbejde på lokale virksomheder. I det lille samfund har åbenhed og information banet vejen for at disse arbejdsforhold kan lykkes – blandt andet via et årligt åbenhus-arrangement.
– Vi gør meget for det gode naboskab og for at afmystificere og fortælle, at vores beboere ikke er så farlige, fortæller Susanne Larsen.