Vores hjem er som Hovedbanegården
Men der er tid til hver enkelt hver dag hos familieplejer Nina Bolding-Jensen
Jeg elsker mit arbejde og kunne ikke tænke mig andet, selv om vores hjem er en hovedbanegård. Man skal være rimelig effektiv, kunne planlægge og passe døgnet ind efter børnene. Hvert barn skal have en helt speciel tid hver dag med mig eller min mand. Han er selvstændig og har mulighed for at komme tidligt hjem. Men han arbejder ofte mere end andre, så det kræver god disciplin.
– Det er børns liv, vi har i hænderne, ikke bare Lego-klodser, selv om vi også har mange af dem.
Sådan siger Nina Bolding-Jensen. Hun er familieplejer i Randers, har været støttepædagog og har tidligere arbejdet som sygeplejerske på føde- og barselsafdelinger. Derfor kender hun til de helt små børn – og ved også, at hun gør et solidt arbejde. Det ene plejebarn var to en halv time gammelt, da det blev lagt i hendes arme en dag i september 2005.
Nina har to fuldtids plejebørn på tre måneder og to trekvart år. Så har hun en stor pige tæt på de 17 i aflastning og fire egne børn, hvoraf de to bor hjemme. Så det er bare op om morgenen og få skolebørnene sendt godt af sted og den store lille lige så godt i dagpleje. Når den mindste lille sover om formiddagen, er der gevaldig gang i alt det praktiske arbejde. Og så er der jo alle møderne med kuratorer, kommuner, hjemme-hos’er og ... Nina er ansat af tre forskellige kommuner, men med Fonden Vita – center for socialt arbejde som formidler af lønforhold og supervision.
– Jeg har samme supervisor til alle tre børn. Det giver mere ro og er rigtig dejligt – også i forhold til samarbejdet med forældrene. Det gælder om at have det godt og dele så meget som muligt med forældrene. Jeg ringer til dem og giver dem så mange fotos, jeg overhovedet kan i løbet af et år – for eksempel som en julekalender. Hver dag ringer jeg til den lilles forældre og fortæller nyt. Det ene lille barn er sammen med sin mor her hos os et døgn om ugen. Det andet lille barn har overvåget samvær hjemme hos os hver anden lørdag. Og jeg har lige været til translokation med den store pige, fordi hun er færdig med 10. klasse, fortæller Nina.
Det lokale netværk med seks andre familieplejere i Randers-området betyder meget for Nina. De mødes en formiddag om måneden ti gange om året og er altid et lille tip tungere eller en bekymring lettere, når de går derfra. De har alle fået deres plejebørn som bittesmå og føler et naturligt fællesskab, der også har omfattet deres mænd til godt og hyggeligt samvær.
Nina er begyndt at arbejde i familieplejeudvalget hos Socialpædagogerne i Østjylland. Hun er glad for muligheden for indflydelse og vil gerne høre, hvad der foregår på de bonede gulve:
– Og så kan jeg bede én tage det her med videre, som jeg går og tænker på lige nu. Det er børns liv, vi har i hænderne, ikke bare Lego-klodser, selv om vi også har mange af dem. Derfor er det godt, at netværket arbejder med at højne vores faglige niveau og at vise, hvad vi kan, siger Nina Bolding-Jensen.
Hendes familie har rummet ti plejebørn igennem de sidste 18 år. Nogle kommer stadig på besøg. Andre er flyttet langt væk og har ikke så megen kontakt mere.
Som Nina udtrykker det:
– Der er blevet og bliver stadig slæbt tonsvis af madvarer hjem.
Erfaringsudveksling fra det faglige netværk
n