Se hvilken morgensituation
“Det, som jeg ønsker mig er en, der allerede ved.” Fremtidens socialpædagogik på voksenhandicapområdet var til debat, da 150 socialpædagoger mødtes
Se hvilken morgenstund, solen er rød og rund. Nina er gået i bad …” De fleste socialpædagoger kender Benny Andersens sang om Svantes lykkelige dag. Den bliver ofte sunget på seminarier, konferencer og under hyggeligt samvær med beboerne i bofællesskaberne. Med al respekt for sangen og for Benny Andersen kan teksten ændres til “Se, hvilken morgensituation” og beskriver dermed mange morgener – ikke hjemme hos Nina og Svante – men hjemme hos Thor og hos mange andre udviklingshæmmede.
Thor er multihandicappet, sidder i kørestol. Han kan intet selv og skal have hjælp til alt. For eksempel påklædning, bad og at spise. Thor bliver ofte meget vred og kaster sig ud af kørestolen og sparker ud efter personalet. Da han er en stor voksen mand, kræver det mange personalekræfter at få ham bragt til ro.
Det har stået på længe, og personalet har forsøgt alt muligt for at minimere Thors vrede. Men uden held.
- Hvorfor bliver Thor så vred?
Psykolog Per Lorentzen, Høgskolen i Oslo, sender spørgsmålet ud i salen til de 150 socialpædagoger, der en dag i april er mødt frem på Socialpædagogernes konference om “Fremtidens socialpædagogik på voksenhandicapområdet.” Og han giver selv svaret:
- Thor får hjælp til alt. Hans dag begynder med, at personalet skal hjælpe ham i tøjet. Hver dag bliver han spurgt om, hvilken arm skal vi begynde med. Venstre eller højre? Så skal han have sko på. Igen bliver han spurgt, hvordan han synes, det skal foregå. Det er en nøje planlagt pædagogik fra personalets side for at give Thor mest mulig indflydelse på sit eget liv. De vil træne ham i selvbestemmelse.
- Personalet er professionelt, men vil alt for meget. Thor skal have tøj på og ikke selvbestemmelse. Thor skal videre med dagen og ikke tage stilling hele tiden. Det trætter ham og skaber uro, siger Per Lorentzen.
Thor får det da også mærkbart bedre, da personalet holder op med at bede ham tage stilling til alt det, medarbejderne skal hjælpe ham med.
Per Lorentzen fortæller om Lise, der har muskelsvind. Også hun skal have hjælp til alt.
- Dagen igennem skal hun tage stilling til: Vil du have kaffe, vil du have tæppe på, vil du ud på terrassen og sidde, vil du … Lise er ikke glad. Jeg har en samtale med hende og spørger, hvorfor hun er ked af det. Hun siger: “Alle spørger så venligt. De er så faglige. Så professionelle.” Jeg spørger hende: “Hvordan vil du gerne have hjælp?” Og hun svarer: “Det, som jeg ønsker mig, er en, som allerede ved.”
Da Per Lorentzen ikke forstår, hvad hun mener, uddyber hun det med. “Jeg ønsker mig en kæreste.”
- Hun ønsker sig en person, som kender hende så godt, at hun ikke hele tiden skal tage stilling, når hun skal have hjælp, siger Per Lorentzen.
- Både Thor og Lises historier handler om at gøre det komplicerede mere enkelt. Socialpædagogik må gøres mere dagligdags, og fremtidens socialpædagoger skal måske være dem som ved, som Lise siger.
Per Lorentzen udbygger det: – At være faglig handler om ikke altid at skulle være faglig. I mødet med beboerne er det at være faglig at kunne være ikke-faglig, at kunne stå over for beboeren som sig selv.
Bedst af alt er en god hverdag
Så var bolden givet op til deltagerne: At bruge socialpædagogikken til at gøre beboernes hverdag til en god hverdag.
Hvordan det kan ske, kunne forstander Lone Lykkebo Pedersen, Præstø Bo- og Naboskab, give sine bud på:
- I stedet for, at vi opfinder særlige områder, som de handicappede skal prøve at passe ind i for at tilfredsstille pædagogen, må vi gøre beboernes dagligdag til en spændende socialpædagogisk opgave. Det er vigtigt med et hverdagsliv, men det er også vigtigt at have en læringskultur. – Jeg ved snart ikke, hvor mange projekter flere af vores beboere har deltaget i sammen med studerende fra seminarierne. Nu er beboerne begyndt at sige: “Nå, skal vi have en praktikant. Skal vi så lave malerier igen?” Vi må også prøve at få seminarierne til at arbejde med den handicappedes dagligdag og gøre det til en spændende opgave.
Men en god hverdag for beboerne får man kun, hvis medarbejderne trives, fortalte Lone Lykkebo Pedersen.
- Vi skal have fokus på medarbejdernes trivsel og deres arbejdsliv, for uden gode medarbejdere kan vi ikke tilgodese beboernes behov.
Moral og pædagogik
Den svære socialpædagogiske opgave ligger ifølge Thomas Gruber, Servicestyrelsen, i at gribe ind på det rigtige tidspunkt.
- Socialpædagogik ligger i det store spektrum mellem ingenting at gøre og at gribe alt for meget ind i den handicappedes liv.
Han påpegede, at godt nok har serviceloven for længst afskaffet institutionerne, men begreberne lever i bedste velgående videre i vore hoveder.
- Desuden har befolkningen, politikerne og medierne et ambivalent forhold til handicappede: På den ene side, ønsker man at tildele udviklingshæmmede fulde borgerrettigheder. På den anden side har man det nok udmærket med, at socialpædagogerne tager sig af dem. Ja, man har oven i købet en forventning om, at socialpædagogerne holder styr på gruppen.
Danmark har tilsluttet sig handicapkonvention, der handler om at beskytte svage grupper og give dem rettigheder. Men akilleshælen i konventionen er ifølge Thomas Gruber, at der sker en glidning fra, at initiativerne blev begrundet ud fra moralske og politiske nødvendigheder til i dag at handle om juridiske rettigheder.
- Tingene bliver afmoraliseret, og det bliver mere vigtigt, at man overholder handikapkonventionen end den moralske begrundelse.
Thomas Gruber sætter og sin lid til fremtiden, når handikapkonventionen er blevet ratificeret i det danske samfund:
- Jeg håber konventionen kan være med til at reaktivere den ånd og den samfundsmoral, som i 1980 prægede udlægningen af Statens Særforsorg til amter og kommuner. En udviklingsoptimisme, der kan være med til at sikre mennesker med fysisk og psykisk funktionsnedsættelser værdighed gennem inklusion og sammenlignelige livsvilkår med andre borgere i samfundet.
Så arbejdes der på fremtiden
Med konferencen om “Fremtidens socialpædagogik på voksenhandicapområdet” ønsker Socialpædagogerne at starte en debat om, hvilke værdier og mål, der skal være i den socialpædagogiske indsats. Efter kommunalreformen har kommunerne overtaget en stor del af tilbuddene på voksenhandicapomårdet, og ifølge Marie Sonne, næstformand hos Socialpædagogerne, er det en anledning til at se på hele organiseringen af arbejdet. Hvilke kompetencer og kvalifikationer skal medarbejderne have for at målene bliver realiseret.
- Vi kan konstatere, at socialområdet – ikke mindst handicapområdet – står med nogle udfordringer, der kræver, at vi for alvor må se på vores fag og faglighed.
Marie Sonne gennemgik herefter de seneste 10 års udvikling, hvor serviceloven gav personer med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse samme rettigheder som andre borgere. Institutionerne blev nedlagt og beboerne fik deres eget hjem, og de skulle have hjælp ud fra en individuel vurdering. Beboerne skulle give samtykke til hjælpen, og magtanvendelse skulle indberettes.
- En lov med rigtig gode intentioner. Men det er bare ikke gået sådan, som der står i loven. Virkeligheden er, at principperne og intentionerne er glemt både i samfundsudviklingen og i prioriteringerne. Vi har i den senere tid fået præsenteret historier i pressen på omsorgssvigt, og vi må konstatere, at bolig og service ikke er blevet adskilt. Institutionerne eksisterer fortsat, og mange steder er boligstandarden under al kritik.
Marie Sonne henviste desuden til forskningsresultater, som viser, at mennesker med fysisk og psykisk funktionsnedsættelser på alle livets områder er udsat for ulige behandling.
- Vi må ligeledes konstatere, at den professionelle ydelse – altså vores uddannelse både som grundforløb og efter/videreuddannelse – fagligt ikke er god nok.
Og så kom konferencedeltagerne ellers på arbejde. For som Marie Sonne sagde:
- Med den nye handikapkonvention i baghovedet skal vi diskutere, hvordan fremtidens socialpædagogik skal være.
Deltagerne blev sendt ud i 18 grupper – nu om stunder hedder den slags team – hvor de skulle komme med deres bud på fremtiden. Resultaterne fra gruppearbejdet vil senere blive bearbejdet af en repræsentant fra hver af de 18 team. Og når det arbejde er færdig, regner Socialpædagogerne med at have et samlet bud på fremtidens socialpædagogik inden for voksenhandicapområdet.