icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Generalforsamling Østjylland

I turde og vi er stolte af jer

Ny pris for ­særlig indsats tildelt to fagfæller, der tog bladet fra munden, da sagen om ‘Mors lille dreng’ rullede i landets medier

Lidt i ly af store blomsterbuketter tog to kvinder rørte imod fagfællernes lange og varme bifald på generalforsamlingen hos Socialpædagogerne i Østjylland.

Familieplejer Lilli Bach Andersen og afdelingsleder Gitte Horup, Døgncentret for børn og unge i Århus Kommune, tildeltes som de første den pris, som  bestyrelsen netop havde indstiftet til ære for et eller flere medlemmer, der har gjort en særlig indsats.

 -Vi er stolte af jer. I tog bladet fra munden. I sagde jeres mening i både TV, radio  og aviser, fordi I ville varetage de udsatte børns tarv, da sagen om ‘Mors lille dreng’ rullede hen over landets medier. Alle offentligt ansatte har ret og pligt til at ytre sig, når borgere lider overlast. Men langt fra alle tør benytte sig af den, fordi det kan have store, personlige omkostninger.

 -Det turde I. I satte det socialpædagogiske fag på landkortet – både lokalt og på landsplan. I er gået foran og har kæmpet en sag for nogle, der ikke selv har ressourcerne og overskuddet til det. I var med til at sætte gang i en socialpolitisk debat om den måde, hvorpå vores samfund prioriterer og behandler en gruppe meget sårbare borgere. I illustrerer dermed begge to meget høj faglighed, ansvarlighed og mod, sagde kredsformand Verne Pedersen blandt andet i sin tale.

Den nye pris har en ramme på 5.000 kroner, der altså i år er delt og udmøntet i to ophold for to på Norsminde Kro.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Generalforsamling, Forbund og a-kasse