'Kaffe-pædagoger' laver ingenting
Studierektor Grandgaard fra Jelling viderebragte studerendes tanker: Vi vil og vi kan, men er pædagoger respekterede?
Hvad siger de unge, der er på vej gennem uddannelsen til pædagog? Sådan spurgte cand.pæd.psych. Ole Grandgaard Olesen og kiggede ud over de mange østjyske socialpædagoger, der var til minimumsgeneralforsamling i deres kreds en lun septemberaften i Århus. Som studierektor på pædagoguddannelsen i Jelling, University College Lillebælt også kaldet, var Grangaard indbudt til at holde et provokerende oplæg, som han kaldte ‘Socialpædagogerne i den nye virkelighed’.
-De unge på vej siger: Glem lønnen og glem mulighederne for avancement. Vi vil være til nytte for andre mennesker og for samfundet. Vi vil være fagligt dygtige og respekterede i forhold til vores fag. Vi vil have mere formel og teoretisk viden ind bag de bankende hjerter. Vi vil have en god stemning på arbejdspladserne. – Men de siger også: Omverdenens syn på pædagoger skræmmer os. Vi er bange for ikke at blive tilstrækkeligt værdsatte. ‘Kaffepædagoger’ er nogle, der ingenting laver – også, når de i virkeligheden laver noget.
-Jeg vil godt forholde mig til den forskrækkelse for omverdenen, svarede socialpædagog Claus Helweg fra salen, da vi nåede til debatten.
-Hvad mangler de unge? Måske nogle kompetencer og at lære at bruge faget, måske virkeligheden. Den politiske virkelighed styrer og bestemmer, selv om vi ude på arbejdspladserne gør megen modstand og kommer med nye input.
I har medvind – handl!
-De studerende er for eksempel påvirkede af tvudsendelserne om det socialpædagogiske område, svarede Grandgaard og kom ind på det socialpædagogiske mind set:
-Medierne er nu med på, at I arbejder i en udsultet sektor. Der er for mange uuddannede medarbejdere og for få, der er specialiserede. Det er vigtigt for jer at handle nu, hvor der er medvind. Tiden kan hurtigt forpasses. De sidste 25-30 år er der da ikke sket så meget andet end paradigmeskiftet fra medicinsk behandling til pædagogisk behandling af mange grupper. Men hvad med det forebyggende arbejde?
-Og hvad med at etablere de pædagogiske arbejdspladser som kreative miljøer, hvor der tænkes: kan vi gøre tingene fundamentalt anderledes? Er vi tolerante og åbne, kan vi tilgive fejlslagne forsøg? Når der kommer en ny idé på bordet, kan vi jo tænke: ‘Ja, og så kunne vi også, og...og... ’ i stedet for ‘Jae, men altså vi plejer...’, provokerede Grandgaard og fortsatte:
-Der udloddes tre milliarder kroner af Ejendoms- og Byggestyrelsen til innovation af pædagogisk teknologi og pædagogisk arbejde. Skal Socialpædagogerne ikke have fat i nogle af de penge? Og hvad med Socialpædagogernes og BUPL’s udviklingsfond, der arbejder på at forbedre praksis, men ikke finder på nye måder at gøre tingene på.
Hvad med private fyrtårne?
-Sygeplejerskerne har etableret et privat arbejdsmarked. De giver måske køb på sikkerheden i offentlige job, men de får mere i løn. Så jeres strategi kunne være at lave private fyrtårne, hvis I vil have mere i løn. Vi har jo fået socialpædagogiske opholdssteder, der kommer til at ligne institutionerne med fast arbejdstid og betalt frokost og alle reglerne.
Så måtte forbundsformand Kirsten Nissen, der var på besøg, op af stolen:
-Ja, der er børne- og ungeinstitutioner, der laves om til opholdssteder i privat regi. Men der gives ikke bevillinger nok, så vi kan ikke lave fyrtårne, selv om vi har overenskomst med Dansk Erhverv Arbejdsgiver, for den er bundet op på det offentlige.
Og Claus Helweg, der selv arbejder på Ungecenter Eghøj i Egå, var også på benene igen:
-Jeg kan nævne dig mange opholdssteder i den her region, der ikke overholder reglerne. Vi andre overholder arbejdstid, hviletid, løn – og løn til tiden. Det gør de ikke. Og kommunerne siger til os: Tag den der unge, ellers går vi et andet sted hen. Det skaber da ingen fyrtårne nogen af stederne.