Kommunalt omsorgssvigt
Vi er måske blevet ti år klogere på, hvad der duer og ikke duer på det her område, men vi bruger sandt for dyden ikke den viden til noget fornuftigt. Det står jo da i hvert fald tilbage med lysskrift.
Mon ikke mange af jer lige som jeg så med, da TV2 sendte dokumentaren “Er du mors lille dreng – ti år efter” lige før Bededagsferien. Og mon ikke mange af jer kan huske, hvordan den første udsendelse for ti år siden satte gang i debatten om tvangsfjernelse. Hvor meget klogere er vi mon blevet på de ti år? Ikke meget, må man konstatere, efter at have set udsendelserne.
Det er så hjertegribende at se, den sårbare familie få lov til at sejle i egen sø, selvom de har ansvaret for et nyfødt barn. Et ansvar som alle, selv kommunen, er klar over, familien ikke magter. Jeg synes det er hårrejsende, at vi på de ti år ikke har bevæget os ud af stedet på det her område. Tværtimod, er der mange sider af anbringelsesområdet, der er blevet værre. I den her konkrete sag skriger det jo til himlen, at kommunen ikke har levet op til sit ansvar om at handle på de utallige indberetninger de får. Og det der virkelig gør sagen barsk er jo, at der ikke er tale om et enestående tilfælde. Det her sker ikke kun i Århus!
Så jeg ved snart ikke, hvor jeg skal begynde, og hvor jeg skal slutte, hvis jeg skal pege på, hvad der bør gøres på det her område. Der er jo ingen tvivl om, at kommunen har et ansvar for at reagere i den her slags sager. Vi ved, at mange kommunale forvaltninger er trængt af mangel på ressourcer og overbebyrdet med for mange sager. Men det undskylder ikke, at de ikke løser deres opgaver fagligt forsvarligt.
Vi har jo i årevis råbt op om, at tidlig indsats er så essentiel for, at det kan lykkes for socialt udsatte børn og deres familier. Og vi har tidligere foreslået at indføre en mulighed for en permanent anbringelse for hele barndommen. Det vil give barnet et trygt og kontinuerligt barnsomsliv samtidig med at kontakten til de biologiske forældre kan bevares.
Vi må have en anderledes økonomi på området for udsatte børn og unge. En finansiering, der sikrer, at kommunerne tager udgangspunkt i det fagligt rigtige tilbud og ikke prisen. En finansiering der sikrer, at kommunerne overholder servicelovens bestemmelser, og hvor ressourcerne til de udsatte børn ikke skal konkurrere med ressourcerne til andre områder.
Vi må stille spørgsmålet, om området er organiseret rigtigt i den kommunale og regionale struktur. Vi har gentagne gange slået til lyd for ressourcecentre som et svar til at sikre den nødvendige faglighed og kompetencer.
Vi er måske blevet ti år klogere på, hvad der duer og ikke duer på det her område, men vi bruger sandt for dyden ikke den viden til noget fornuftigt. Det står jo da i hvert fald tilbage med lysskrift. Så hvor mange eksempler skal der til, før regeringen og velfærdsministeren gør noget. Hvor mange børn og unge skal udsættes for omsorgssvigt, før der handles. Jeg spørger bare.