Ansaettelses- og vikarstop blev for meget
Personalet på Lindebjerg i Aarup på Fyn reagerede kraftigt, da Assens Kommune trak i den økonomiske nødbremse og erklærede ansættelsesstop resten af året
Da byrådspolitikerne i Assens i september erfarede, at budgettet for 2008 var overskredet med 22 millioner kroner foretog de en hård økonomisk opbremsning: Et totalt ansættelsesstop for resten af året, herunder forbud mod brug af flere vikartimer. Kun i “alvorlige og livstruende situationer” kan der dispenseres.
Det skete 26. september og fik personalet på Lindebjerg i Aarup, bosted for 69 udviklingshæmmede voksne, til at reagere voldsomt. 8. oktober holdt alle personalegrupper et fælles fagligt møde. Det mundede ud i et nødråb til politikerne i form af et åbent brev. Et initiativ, som Pårørenderådet ved Lindebjerg siden har bakket op.
På kant med serviceloven
I brevet påpeger personalet, at ansættelses- og vikarstoppet vil betyde et utilfredsstillende serviceniveau for beboerne og et fagligt uaccepta-belt niveau for personalet. Medarbejderne oplever ansættelsesstoppet som dråben, der får bægeret til at flyde over, fordi det kommer oven i en stadig strammere daglig økonomi, der ikke harmonerer med den opgave, man prøver at løse. I brevet hedder det:
“De seneste fem år er vores budget blevet reduceret med over 2 millioner kroner. Det skyldes blandt andet, at overenskomstmæssige resultater i form af løn, barselsorlov og den sjette ferieuge ikke er blevet fuldt kompenseret. Dette har betydet en reel besparelse på budgettet med personalereduktion som konsekvens. Samtidig er arbejdsopgaverne de seneste år øget og er blevet mere komplekse. ... Alt sammen noget, der indikerer behov for både flere hænder og hoveder – for medarbejdere generelt, men især for kompetente, pædagogisk faglærte medarbejdere med specifik viden. I stedet er det gået lige modsat. I takt med besparelserne er vores grundnormering på 117 stillinger skrumpet ind til 111. Hidtil er problemet forsøgt løst ved at ansætte flere ufaglærte frem for faglærte medarbejdere. Ubesatte faste stillinger er i vidt omfang blevet besat med vikarer, men også det er vi nu afskåret fra.”
Den ekstra stramme prioritering af opgaverne, som bliver nødvendig året ud, vil ifølge personalet få konsekvenser, der strider mod botilbuddets faglige målsætninger, kommunens handicappolitik og intentionerne i serviceloven.
Mere opbevaring end socialpædagogik
“Alt i alt har tingene taget en drejning, hvor vi frygter, at Lindebjerg i højere grad vil komme til at minde om et opbevaringssted frem for et social-pædagogisk tilbud,” hedder det i brevet.
I brevet nævnes en række aktiviteter, som giver beboernes tilværelse indhold og mening, men som man de kommende måneder må skrue ned for eller aflyse – blandt andet fysisk træning, kostvejledning og juleforberedelser. Personalet forudser, at det næppe bliver muligt at ledsage beboere, der vil ud at købe julegaver til familie og venner. Også julebesøg hos pårørende, hvor ledsagelse eller transport er nødvendig, er i farezonen.
-Siden ansættelsesstoppet trådte i kraft i slutningen af september, har vi nøje registreret, hvilke opgaver vi ikke har kunnet løse, så vi kan dokumentere det dårligere serviceniveau. Listen er allerede lang, siger Lise MacMeeking, socialpædagog og tillidsrepræsentant på Lindebjerg.
Hun fortæller, at Lindebjerg har søgt dispensation for ansættelsesstoppet for at sikre den nødvendige bemanding mellem jul og nytår, men ved ikke, om ansøgningen har nogen gang på jorden med kommunens stramme kriterier for at dispensere.
Kommunen: vi har ikke sparet
I Assens Kommune siger sundhedschef Lise Møller, at Lindebjerg kan få dispensation fra vikarstoppet, hvis man får problemer med at overholde minimumsbemandingen, men at for eksempel aflysning af svømning og mindre tid til juleforberedelser ikke er en tilstrækkelig begrundelse.
I øvrigt afviser hun, at kommunen har skåret i bevillingerne til bostedet. Hun medgiver dog, at medarbejderne har en pointe, når de påpeger, at der ikke er blevet kompenseret for overenskomstforbedringer som den sjette ferieuge.
-Men det gælder stort set alle offentlige arbejdspladser, siger hun.
Assens’ borgmester Finn Brunse (S) forklarer det midlertidige ansættelses- og vikarstop som nødvendigt, hvis kommunen ville undgå sanktioner fra regeringen for at overskride servicerammen.
-Det paradoksale i situationen er, at kommunen har 134 millioner kroner i kassen og dermed en rigtig god likviditet, siger han.
Han gør opmærksom på, at ansættelses- og vikarstoppet er midlertidigt, og at de penge, der spares på den enkelte institution i indeværende år, er til rådighed, så snart man kommer ind i det nye kalenderår.
Også han afviser, at kommunen har gennemført generelle besparelser på Lindebjerg:
-I forbindelse med kommunalreformen blev budgetterne på kommunens egne tilbud skåret ned til 90 procent af det hidtidige niveau, mens de amtslige tilbud, vi overtog, gik fri. Hvis der er sparet på Lindebjerg, må det være sket i amtets tid.
Vil gerne dialogen
Lindebjerg-personalets åbne brev slutter med en opfordring til kommunen om fremadrettet “at sikre Lindebjerg og andre aktivitets- og botilbud en økonomi, der skaber mulighed for forbedringer og udvikling frem for de massive forringelser, som vi lige nu er vidner til.”
Finn Brunse vil ikke afvise, at der kan være behov for en generel diskussion om ressourcer på det socialpædagogiske område, og den vil kommunen gerne tage med personalet på Lindebjerg og andre institutioner.
-Vi har allerede en tæt dialog mellem vores socialudvalg og de forskellige institutioner, og den vil vi bestemt gerne fortsætte, siger han.
Han har heller intet imod, at partifællen Mette Frederiksen, socialordfører for S i Folketinget, med afsæt i Lindebjerg-personalets brev har rejst spørgsmålet om behovet for flere ressourcer til det socialpolitiske område over for velfærdsministeren.
-Men hun kunne godt have kontaktet os forinden. Vi kunne have bidraget med faktuelle oplysninger, der kunne nuancere billedet, slutter Finn Brunse.