Jeg vil selv bestemme, hvem jeg knytter mig til
Line har skåret i sig selv, siden hun var 11 år. I dag er hun 16 og bor på Babuska, et døgntilbud for selvskadende piger. Hun håber, at hun kan lære at styre sin indre smerte på en anden måde. Men hun har svært ved at give slip på kontrollen
Hun har trukket hætten på sin røde trøje frem, så den skygger for ansigtet, og ærmerne er hevet ned over hænderne. Hun læner sig frem, så det er svært at få øjenkontakt med hende. Line er ikke en pige, der åbner sig for hvem som helst.
- Jeg vil helst klare tingene selv. Mange piger elsker at tale om deres problemer og synes, at andre skal vide alt om dem i løbet af en halv time. Men jeg lukker ikke andre ind på den måde, siger hun.
- Jeg har det med mit værelse lidt ligesom med mit hoved. Der står ‘Lukket. Under ombygning’ på det,
Line
Line er 16 år og er en af for tiden tre piger, der er indskrevet på Babuska, døgninstitutionen Himmelbjerggårdens tilbud til selvskadende teenagepiger. Babuska er målrettet piger, der er præget af indre følelsesmæssigt kaos, tilbagevendende tanker om selvmord, manglende evner til at begå sig blandt andre og selvskadende adfærd. Flere af pigerne har for nylig fået en psykiatrisk diagnose som personlighedsforstyrrede, efter at de i årevis har tumlet med deres problemer i ensomhed. Som stille piger er det lykkedes dem at holde sig uden for pædagogers og læreres fokus. De har fået lov at fastholde deres destruktive strategier og kan være svære at nå.
Det gælder også Line, der begyndte at skære i sig selv som 11-årig, men har boet hjemme, indtil hun i januar blev indskrevet på Babuska. Først derefter fik hun diagnosen ADHD og borderline.
- Personalet skal turde være voksne over for dem, for selv om pigerne er 17 år og ikke bryder sig om at blive kontrolleret, har ofte har en lavere udviklingsalder og har brug for voksne, som tør sætte grænser og skabe rammer for dem, siger forstander på Himmelbjerggården, Henrik Bøtkjær. Han er uddannet socialpædagog og har været ansat som menig medarbejder og afdelingsleder på Himmelbjerggården, inden han for nylig blev konstitueret som forstander. Så han ved, hvor krævende det kan være at skabe kontakt til pigerne.
Kontrol eller kaos
- Ja, du har smagt Lines natmad, siger Line med et lille smil.
Med den formulering henviser hun til en af de gange, hvor hun måtte erkende, at hun faktisk havde brug for hjælp, og Henrik Bøtkjær blev tilkaldt midt om natten for at tage en snak med hende.
- Jeg har haft langt, lyst hår. Men jeg klippede det af for at straffe mig selv. Jeg ville gøre noget andet end at skære i mig selv, og så fik jeg ideen om at klippe mig skaldet
Line
- Jeg bliver bange, når jeg skal sove. Så jeg holder mig vågen, så længe jeg kan. Nogle gange har jeg næsten ikke sovet i en uge. Så lægen er ved at finde noget medicin, der kan hjælpe mig med at give slip og falde i søvn, forklarer hun og tager en slurk af et teglas.
At bevare kontrollen er et vigtigt tema for pigerne på Babuska, og de har udviklet hver deres strategier og metoder for at dæmpe eller modstå det indre følelsesmæssige kaos, de er præget af.
- Jeg skærer i mig selv. Jeg kan ikke huske præcis, hvorfor jeg fandt på det. Jeg tog et glasskår og skar mig i armen, og så forsvandt eller flyttede smerten indeni sig. Jeg tror, at det er samme, en af de andre piger gør, når hun kaster op. Hun får det sorte indeni til at forsvinde i et stykke tid, siger Line om en af de andre piger på Babuska, der lider af bulimi.
Line har svært ved at forklare, hvad det sorte inden i hende består af. Eller hvorfor det bliver ved med at komme igen.
- Jeg kan huske, at jeg det var hårdt for mig, da min mormor var syg af kræft, og min mor passede hende derhjemme. Det var dengang, jeg begyndte at skære i mig selv. Men ellers kan jeg ikke komme i tanke om, hvorfor det begyndte, siger Line.
Lukket – under ombygning
I perioder har hun skåret i sig selv hver dag, og hendes arme er fyldt med ar fra barberblade, nåle og glasskår. Huden omkring navlen er tyk af arvæv efter en hjemmelavet piercing, og et ar mellem overlæben og næsen og en sølvkugle under munden afslører endnu et par piercinger, lavet med engangskanyler fra apoteket.
- Jeg gør det for at straffe mig selv, men det gør faktisk ikke så ondt, siger hun med et næsten usynligt smil.
Så trækker hun hætten af, så det kortklippede hår, der er farvet pink, kommer til syne.
- Jeg har haft langt, lyst hår. Men jeg klippede det af for at straffe mig selv. Jeg ville gøre noget andet end at skære i mig selv, og så fik jeg ideen om at klippe mig skaldet. Det var også, fordi jeg ikke gider være som andre piger. Jeg har altid været lidt vild, og jeg hader tøsefnidder, siger hun og læner sig tilbage med et mut udtryk i ansigtet.
- Faktisk bryder jeg mig heller ikke om drenge eller mænd. Jeg har haft nogle grumme oplevelser. I min alder har man jo heller ikke en kæreste i ret lang tid ad gangen. Så hvorfor begynde på noget, som slutter med det samme, spørger hun og rækker ud efter en lighter på stuebordet foran sig.
Interviewet foregår efter Lines valg i tv-stuen i Babuska-huset. Hendes værelse er privat område.
- Jeg har det med mit værelse lidt ligesom med mit hoved. Der står ‘Lukket. Under ombygning’ på det, siger hun med et lille grin.
To heste og en ilder
- Jeg ved godt inderst inde, at jeg ikke kan klare det hele selv. Men jeg er ikke vild med, at der bliver knyttet en kontaktperson til mig. Jeg vil selv vælge, hvem jeg knytter mig til. Jeg gider heller ikke sidde og snakke om problemer. Jeg vil hellere have en kontaktperson, der kan tage med ud og lave noget vildt.
- Jeg er sådan en pige, der har det bedst med heste og knallerter og mærkelige kæledyr. Jeg har to heste, og i næste uge skal jeg have en ilder, tilføjer hun, mens et smil breder sig fra munden til øjnene.
Line arbejder på et nærliggende ridecenter, hvor ridning bruges som et element i træning af handicappede.
- Det gør mig glad hver dag, at jeg skal derned, og det er fedt, at pædagogerne på Babuska bakker mig op i at arbejde der, siger hun.
Resten af livet
Henrik Bøtkjær bekræfter, at arbejdet med hestene er en del af Lines handleplan.
- Vi arbejder med miljøterapi, hvor vi giver børnene og de unge faste rammer, rutiner og tryghed, men også opfordrer dem til at prøve sig selv af og give slip på kontrollen. Det kan forhåbentlig med tiden give dem mod på at lægge deres selvdestruktive strategier fra sig, forklarer han.
- Samtidig har vi et mål om, at pigerne skal erkende deres styrker og svagheder og lære at tackle dem på en hensigtsmæssig måde. De problemer, der er baggrunden for, at de er her, vil de formodentlig skulle leve med resten af deres liv i et eller andet omfang, siger han.
Line tror heller ikke meget på en problemfri fremtid.
- Måske kan jeg holde op med at skære i mig selv. Det er fire dage siden, jeg har gjort det sidst. Jeg syntes, at jeg var dum og uduelig og klam – og at mine ridelår var ulækre. Men dem slipper jeg nok ikke lige af med, siger hun med et selvironisk smil.
Alligevel vover hun at drømme.
- Min lillesøster og jeg er begyndt at købe ponyer og ride dem til og sælge dem med fortjeneste. Det vil jeg gerne fortsætte med. Og så vil jeg lære at ride damesaddel.
Babuska - er et tilbud til selvskadende piger på 13-17 år, der åbnede i oktober 2007
|