Hvor der er hjerterum er der også computerrum
Kravene til skriftlighed har ændret den pædagogiske faglighed. Socialpædagoger kan føle sig belastede eller udfordrede af at have hjertet koblet til computeren
Dette har mit hjerte, siger Kamma Poulsen lige så stille, mens hun sidder og hjælper Torben Andersen. Men en diskusprolaps har tag i hendes ryg, så det går snart ikke mere. 1. juni venter efterlønnen og et andet liv.
For 42 år siden kom Kamma til Brejning som omsorgselev. Hun begyndte i 1966 i de gamle bygninger, hvor eneste hjælpemiddel var egne kræfter. Kamma og de andre bar folk i armene til og fra 1. sal. Mange, mange år senere forlod hun skuden, som hun siger, for at prøve noget nyt. Men efter fem år var hun tilbage:
- Dette har mit hjerte, siger hun lige så stille. For Kamma og de andre, der har været med i årtier, er det den direkte kontakt med borgerne, som de multihandicappede hedder her i Brejning, der tæller. Det er det, der er det pædagogiske arbejde: Den tætte omsorg for mennesker, der ikke kan tale eller gå – og ikke kan spise, gå på toilettet, bade eller noget som helst alene.
- Vi kender jo alle sammen holdningen: Lige så snart jeg ikke er i direkte berøring med borgerne, så gør jeg ikke mit arbejde. Den holdning er vi ved at flytte på, forklarer Kirsten Meldgaard Hansen. Hun er afdelingsleder på Vestergade 1 tv. og th. ved Udviklingscentret Skansebakken i Brejning.
- Det er nødvendigt at ændre holdning til den pædagogiske faglighed af mange grunde. Først og fremmest er der jo Serviceloven fra 2002, der siger noget om et individuelt tilrettelagt tilbud med udgangspunkt i den enkeltes ressourcer og forudsætninger. Det medfører, at vi udarbejder en pædagogisk udviklingsplan for hver enkelt borger og individuelt tilrettelagte kommunikationssøgeprojekter. Bare som ét – eller to eksempler, og der skal jo følges op på dem, ikke? Altså for ti år siden brugte vi tegn til tale over en kam til alle borgere, og der var vel ikke ret meget, der sådan var skrevet ned, siger afdelingslederen.
- Vi kan jo altid bruge flere hænder og tænke drømme og visioner. Men hvis vi hele tiden skal bore os ned i den slags, så får vi bare en dårlig arbejdsplads. Vi må i stedet spørge: Vi har de og de forhold – hvordan får vi det bedste ud af det. Afdelingsleder Kirsten Meldgaard Hansen |
Nødvendigt at skrive
Nu er der ikke ret meget, der ikke er skrevet ned. Og der er hjælpemidler af enhver art i de nye bygninger, så ingen behøver frygte en diskusprolaps, hvis proceduren følges til punkt og prikke.
Christina Gaudesen kender ikke andre virkeligheder. Hun er relativt nyuddannet som socialpædagog og ved, at en computer bare er en avanceret blyant, der hører med i det pædagogiske arbejde. Hun smiler entusiastisk:
- Vi arbejder intenst på at finde og understøtte det, borgerne kan selv. Det kræver konsekvent arbejde, hvor selv små nuancer skal noteres ned, så vi alle kan følge op. Derfor er skriftlighed en nødvendighed. Selvfølgelig er vores kerneydelse at være sammen med borgerne, men når vi bruger computeren, handler det jo også om borgerne. Og så er der en anden god ting ved skriftlighed. Det øger ens refleksionsniveau og gør en i stand til at handle anderledes og se nye muligheder.
Christina har været på Skansebakken i fire år. Hun kom en måned efter borger Jens Arne Jessen Balle, der er den eneste gående ud af 12 mennesker på de to afdelinger. Sammen med kollegerne har hun været der for Jens Arne – og set udviklingen.
Han er mere selvhjulpen, når det gælder påklædning, er mere social og opholder sig ofte i fællesrummet, kan se formålet med at køre med rullebordet, når der skal lægges tøj på plads eller køres mad frem. Bagefter er der nemlig kaffe og kiks eller et måltid.
Christina ser det pædagogiske arbejde sat fuldstændig på spidsen, når det handler om mennesker med svære funktionsnedsættelser:
- Vi er nede ved de helt grundlæggende elementer af omsorg og kommunikation. Vi er så tæt på de mennesker, som man kan komme, og derfor kan vi se det mindste, lille fremskridt som en stor sejr.
- Ja, og der kommer kravet om dokumentation ind. Vi skal vise, at vi gør det, vi siger – i forhold til borgerne og deres familier og i forhold til kommunen, siger Kirsten Meldgaard Hansen og centerleder Merethe Madsen sekunderer:
- Kommunen skal bruge vores dokumentation i forhold til Velfærdsministeriet. Det er ok og en god retssikkerhed for os alle sammen. Men det er klart, at der kan være pres på ude på afdelingerne, når der er mere skriftligt og administrativt arbejde og større krav om dokumentation. Det psykiske arbejdsmiljø bliver supercentralt, og det er derfor, vi er i gang med at justere på alle mulige områder. Vi vil gerne gøre vores bedste for de midler, der er til rådighed.
- Vi kan jo altid bruge flere hænder og tænke drømme og visioner. Men hvis vi hele tiden skal bore os ned i den slags, så får vi bare en dårlig arbejdsplads. Vi må i stedet spørge: Vi har de og de forhold – hvordan får vi det bedste ud af det, konstaterer afdelingslederen tørt.
Skansebakken i Brejning normeringen er på 103 fuldtidsstillinger, som i det daglige varetages af 125 ansatte. centret er meget specialiseret med egen fysioterapi og sygepleje, administration og syv boafdelinger, der ikke alle ligger samlet. skansebakken hørte under Vejle amt, tilbragte så et år i region syd og blev 1. januar 2008 overtaget af Vejle Kommune. alle ti bo- og beskæftigelsestilbud i Brejning overgik til Vejle Kommune ved årsskiftet. i mere end 100 år har rigtig mange fysisk-psykisk handicappede levet deres liv i de gamle Kellerske institutioner i det vildt smukke område. de gedigne bygninger er efterhånden afløst af tidssvarende institutioner, og et af komplekserne er netop omdannet til hotel.
Udviklingscentret skansebakken ligger i Brejning syd for Vejle fjord. det er hjem for 46 borgere, der alle er multihandicappede med svære funktionsnedsættelser.