Ikke flere svingdørsbørn
Satspuljepartierne har sat penge af til at hjælpe udsatte børn og unge – og andre svage grupper
Hos Socialpædagogerne er der tilfredshed med den satspuljeaftale, de politiske partier i Folketinget (minus Enhedslisten) har indgået om, hvordan pengene skal fordeles til de svageste grupper i samfundet.
-Der er en rigtig god aftale, og der er en god linie og sammenhæng i støtten, siger forbundsformand Kirsten Nissen.
Der er sat penge af til den del af den såkaldte barnets reform, som Folketinget ventes at vedtage i foråret 2009. Formålet med reformen er at gøre en ekstra indsats for at støtte udsatte børn og unge, og partierne bag satspuljen er enige om, at der skal skabes en bedre kontinuitet i udsatte børns opvækst.
Velfærdsminister Karen Jespersen (V) lægger op til, at helt små børn skal kunne anbringes i tre år uden genforhandling. Desuden bliver der mulighed for at anbringe børn permanent i for eksempel en familiepleje. En anden vigtig ændringsforslag er, at kommunerne skal fastsætte en hjemgivelsesperiode (karensperiode), inden barnet bliver flyttet fra anbringelsessted og hjem til forældrene.
-Det er meget vigtige forslag, og den vigtigste ændring er nok, at små børn får fred og kontinuitet, når de er anbragt i tre år. Det kan være med til at forhindre, at de bliver såkaldte svingdørsbørn. Der er ingen tvivl om, at netop kontinuitet i et barns anbringelse er meget afgørende for, om anbringelsen lykkes tilfredsstillende set fra barnets perspektiv, siger Kirsten Nissen.
-Det er i den forbindelse afgørende vigtigt, at vi har et kvalificeret tilsyn, som hele tiden kan vurdere, om forløbet er det rigtige for barnet.
Kirsten Nissen er også meget tilfreds med satspuljeforligets øvrige områder. Blandt andet er der afsat penge til, at flere børn på krisecentre kan få tilbudt psykologhjælp. Og til at udsatte familier kan få hjælp, så de kan blive i deres lejebolig, og til at styrke den sociale og forebyggende indsats i problemramte boligområder. Børn og voksne med ADHD skal have tilbudt hjælpen tidligere i forløbet.
Der er også afsat penge til mere sundhed til hjemløse og udsatte ældre, blandt andet gratis tandlægeklinikker og akut skadeshjælp. Endelig er der penge til at forbedre forholdene for handicaphjælpere.