icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Senhjerneskadede

Livet vælter, når hjernen tager skade

Hjemmevejleder Anders Petersen motiverer og støtter udvikling af færdigheder

Det er lige noget for mænd, mener Anders Petersen om sit arbejdsfelt. Jobbet er spændende, selvstændigt og handlingsorienteret. Der arbejdes tværfagligt, og der tages hånd om både kognitive og psykologiske problemstillinger.

 – At hjælpe med at få den nye verden til at fungere kræver, at man kan tale med folk.

Selv har han været hjemmevejleder i 11 år. Hans arbejdsplads er Neuropædagogisk Team under NeuroFysisk Handicapcenter – et af Århus Kommunes tilbud til personer med erhvervet hjerneskade. Centret rummer ud over hjemmestøtteordningen to bofælleskaber á 12 beboere – et for fysisk handicappede og et for mennesker med erhvervet hjerneskade. Til hjemmestøtten er der lige nu knyttet ca. 120, som bor i eget hjem, og Anders Petersen besøger jævnligt omkring ti af dem.

– Vi har for tiden mennesker fra 18 til 67 år. De har haft normal opvækst og liv, men er ramt af en pludselig opstået skade, der har slemme følger for resten af livet. Det kan være apopleksi, kranietraumer efter ulykker, hjerne- og hjernehindebetændelse, iltskader eller godartede tumorer.

– Her giver neuropædagogikken os en forståelsesramme, en generel viden om hjernens funktion. Hvor er skaden? Hvilke følger har den typisk? Men da hjernen er kompleks, kan vi ikke udelukkende tillade os at slutte fra skade til følger. Derfor må vi vide noget om det konkrete menneskes skade via sygehus, rehabiliteringscenter og neuropsykologisk undersøgelse.

– Endelig må vi forholde os til mennesket selv – naturligvis: Historie, personlighed, intelligens, fagligt niveau, job, erfaringer, relationer. Hvordan tacklede dette menneske vanskeligheder før? Nu er det pludselig afhængig af det offentlige og skal finde ud af at tage imod og alligevel klare mest muligt selv. Hvordan får dette menneske indsigten, opfattelsen, erkendelsen af det, der er sket?

Anders Petersen tager ud på sine besøg for at yde støtte. Det kan være en motiverende samtale, det kan være en ret så prosaisk opvask. Meget handler om at træne, afprøve og udvikle eller måske kompensere, hvis energien ikke rækker. Andet handler om ledsagelse til advokat, læge, forvaltning eller måske pårørende, for når hjernen tager skade og livet vælter, er der også følgevirkninger uden for hjernen. Gældssanering for eksempel.

– At hjælpe med at få den nye verden til at fungere kræver, at man kan tale med folk og evner at mærke sig frem inde i private hjem. Der er ofte problemer med hukommelse, overblik, initiativ og energi, så meget handler om at strukturere kalenderen og mobilen uge efter uge efter uge, indtil systemerne begynder at virke. Der er brug for mange delmål på vej til målet, fortæller Anders Petersen.

På hans arbejde er der intern undervisning af nyansatte og forskellige former for efteruddannelse, temadage og kursusforløb. Men han bruger også det faglige netværk til at mødes med kolleger og få fyldt ny viden på. Neuropædagogikken er ikke en pædagogisk retning, men en forståelsesramme og netop derfor er den fuld af eksakt viden, der skal opdateres. Hvad ved man nu om hukommelse, sprogforstyrrelser, læreprocesser?

 – Det er supergodt, at vi kan afgrænse os i netværket og blive klogere på lige netop de vinkler, der hører til vores faglighed. Men selvfølgelig taler vi også om de bredere pædagogiske felter. Det kan slet ikke undgås, siger Anders Petersen.

Erfaringsudveksling fra netværket

 

 

 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Voksenhandicap­området, Forbund og a-kasse