Vi kan ikke blive bureaukrater
Som misbrugsbehandler har Flemming Nørgård Pedersen samtaler, der ofte fører til dybe relationer
Den basale tryghed og tillid manglede, da den var allervigtigst. Og præcis de uforløste problemkomplekser af smerte og angst medfører mangel på sunde, psykiske forsvarsmekanismer. De kan erstattes med det at tage stoffer, så man kommer væk fra sine store menneskelige og sociale problemer.
Vi er pædagogisk uddannet til at være nærværende og motiverende – til at opbygge relationer.
– Det er en effektiv facon på kort sigt, men rummer ingen løsninger på langt sigt, siger misbrugsbehandler Flemming Nørgård Pedersen. Han ved kun alt for godt, at misbrug kan defineres som den enkeltes problem. Men det er et problem for samfundet, for fællesheden, hvis vi gør det. Konsekvensen er udstødelse. Hans skrækscenarie er sundhedscentre med medicinsk behandling udskilt fra den socialfaglige indsats – anført af en nyliberalistisk/konservativ regering, der tæmmer kommunerne økonomisk og følgelig underkender den sociale indsats.
Men naturligvis glæder han sig over, at det sundhedsfaglige område er styrket aktuelt på nationalt plan med flere midler til bekæmpelse af hepatitis:
– Stofmisbrugere har typisk helbredsproblemer. Ni ud af ti har hepatitisinfektioner.
Flemming Nørgård Pedersen holder til på Center for Stofmisbrugsbehandling i Randers. Her har en medarbejdergruppe på cirka 30 bestående af socialrådgivere, socialpædagoger, sygeplejersker, læge med flere omkring 200 klienter i misbrugsbehandling. Desuden arbejdes der med forebyggelse, unge og familier. Selv er han koordinerende misbrugs- og sagsbehandler eller casemanager, som han siger, for 18 kronifiserede klienter i langvarig behandling, flere i ti år eller mere.
– Jeg møder misbrugere i den tilværelse, de har, og vi forholder os til den sammen. De sociale kompetencer er typisk begrænsede, så der er brug for vejledning og overblik. Jeg er bindeled mellem misbrugscentret og de øvrige forvaltningsenheder i Randers Kommune, hvor man ikke har sin faste sagsbehandler mere. Det har givet behandlere en anden funktion med stort administrativt indhold. Vi arbejder på at finde løsninger, så vi kan fastholde et aspekt af egentlig misbrugsbehandling.
Uanset mere administration tror Flemming Nørgård Pedersen ikke på, at socialpædagoger kan blive for bureaukratiske:
– Vores faglighed er unik. Den findes ikke i resten af verden. Vi er pædagogisk uddannet til at være nærværende og motiverende – til at opbygge relationer. Vi er uddannet til at skabe forandring. Som behandler har jeg samtaler, der ofte fører til meget dybe relationer. Vi forsøger sammen at forstå de dybereliggende tilstande ved at tale om dem og prøve at skille tingene ad. Det kan være belastende at være til stede i. Men der er ingen andre til det, for gamle misbrugere har typisk mistet de sociale relationer, siger han.
Den terapeutiske kontakt medfører psykiske processer for Flemming Nørgård Pedersen selv. Han er nødt til at forholde sig til overføring, modoverføring og er nødt til at forstå og kunne rumme andres smerte uden at kunne løse uforløste problemstillinger. Så supervision er et must for at kunne være nærværende i arbejdet.
Flemming Nørgård Pedersen har arbejdet 11 år på området og sidder i team med seks andre socialpædagoger. Han er lige nu interesseret i at styrke brancheklubben for at sikre kompetenceudvikling og for at få MED-udvalget til at virke i en ellers velfungerende organisation.