Opgør med evighedsstøtten ved køkkenbordet
Udvikling gennem samtaler i grupper er en effektiv metode til at få borgere med en sindslidelse videre
Vejle Kommune besluttede for 2 1/2 år siden at gøre op med “evighedsstøtten ved køkkenbordet” – de individuelle samtaler med sindslidende i eget hjem, som kunne være forløb af både fem og syv års varighed uden at være specielt udviklende for borgeren. Vi stod i en situation, hvor flere og flere borgere fik behov for støtte, men alt for få kom videre på egne ben.
Derfor etablerede Vejle kommune Træningscenteret som et alternativt tilbud, hvor borgerne kommer for at få trænet de færdigheder, de har brug for. Dette med henblik på at få hverdagslivet til at fungere og komme videre med deres liv.
Træningscenteret ligger let tilgængeligt på strøget midt i Vejle by. Grundtanken her er, at borgerne kommer til os og væk fra deres eget køkkenbord.
En anden grundtanke er, at vi arbejder ud fra gruppemetoden.
Vi arbejder i et tværfagligt team bestående af sygeplejer sker, ergoterapeuter, pæda goger og social- og sundhedsassistenter.
Vi arbejder i grupper, som gennemfører forløb af cirka tre måneders varighed. Nogle borgere kan bedst arbejde med fokus på sig selv i gruppen, mens andre får mere ud af at være sammen om noget for eksempel ansvaret for en kolonihave, kunst og sund mad. Derigennem opstår der et fælles tredje.
Temaerne i grupperne varierer fra Recovery, NADA behandling over social færdighedstræning til kunst, sund kost og kolonihave. Temaerne fast-sættes af medarbejderne ud fra tidligere erfaringer og borgernes individuelle handleplaner og ønsker. Træningscenteret har omkring 70 borgere. Mange af borgerne har behov for støtte til at udvikle sociale og praktiske færdigheder for at kunne opretholde en hverdag, for eksempel komme ud af hjemmet, købe ind og skabe socialt netværk.
Grupperne består af 4-5 borgere og 2 medarbejdere som mødes en gang om ugen, af 1 – 2 timers varighed.
Det er vores klare indtryk, at netop det at arbejde i grupper gør en stor forskel for borgerne. For mange var det i starten en overvindelse både at komme i Træningscenteret og at åbne sig over for andre mennesker. Vi har brugt lang tid på motivations-arbejde, men det virker! Som en borger sagde: “Hvorfor har jeg ikke taget imod det her tilbud noget før?”
Gruppearbejdet virker, fordi borgerne kan bruge hinanden og hinandens erfaringer. De lærer af hinanden og ikke mindst af at se, at andre også har lignende problemer. Det giver energi at bruge sig selv og være med i et fællesskab.
Netop det, at man i gruppen er blandt ligestillede, gør forskellen – at høre noget fra et andet menneske med en sindslidelse, betyder meget mere for den enkeltes udvikling, end at høre det fra en af de professionelle.
Vi kan også se, at der sker en udvikling med den enkelte undervejs i gruppeforløbet.
Når man først er kommet over dørtærsklen og ind i gruppen tør flere tage ordet, tage ansvar og åbne sig. Vi har flere eksempler på, at borgerne efter forløbet i Træningscenteret har skabt deres eget sociale netværk, og flere borgere giver udtryk for, at de gennem gruppeforløbet har fået øjnene op for de mange forskellige muligheder, der er for at de kan komme videre, ex. i fleksjob, job med løntilskud eller gennem BID – brugerlærerne i Danmark.
Flere borgere har gennem gruppeforløbene også opbygget en tro på, at deres kompetencer kan bruges på en arbejdsplads.
Når en borger visiteres til Træningscenteret, bliver han/ hun tilknyttet en kontaktperson. I samarbejde finder de frem til, hvilke grupper der kunne være aktuelle at deltage i, ud fra borgerens handleplan. Der sendes efterfølgende en indbydelse ud til borgeren med indhold og tidspunkt for gruppen.
Vi gør meget ud af, at borgeren selv har ansvaret for sin udvikling. Borgeren melder selv tilbage, om han/hun er interesseret i at være med i gruppen, og vi forventer også, at borgeren aktivt melder til og fra undervejs i forløbet. Vi har gode erfaringer med, at det virker. Det er et vigtigt signal til borgeren, at “vi regner med, at du kommer og har brug for dig i gruppen”.
Indtil videre har vi gennemført alle de grupper, vi har sat i gang. Nogle borgere har meldt fra undervejs, fordi de har haft svært ved gruppemetoden – dem støtter vi gennem individuelle samtaler og forsøger også undervejs at motivere til at komme i gang i en ny gruppe.
Vi startede stort set på bar bund for 2 1/2 år siden og har lært og udviklet os meget under-vejs. Vi har lært, at det er vigtigt for deltagerne i en gruppe, at rammerne er helt klare fra starten, så der ikke skal bruges energi på det. Det er også vigtigt for et godt forløb, at temaet er klart og kendt for alle, og at vi har gjort os tanker om hvad vi vil med gruppen og hvilke metoder vi vil arbejde med. Det kan være rollespil, praktiske øvelser, undervisning eller samtaler, afhængig af temaet og gruppens sammensætning.
Er vi så kommet væk fra køk kenbordet – og fra evighedsstøtten?
Vi er i hvert fald kommet væk fra rigtig mange køkkenborde og har fået mange borgere til at turde bevæge sig ud i bybilledet. Ud af de 70 borgere, som er visiteret til tilbuddet, er vi kontaktpersoner for 22 borgere. Vi besøger kun 4 borgere hjemme – de øvrige 18 kommer i Træningscenteret, enten i grupper eller til individuelle samtaler. Det er i sig selv en sejr og grænseoverskridende for mange sindslidende borgere.
Vi har gennemført mange gruppeforløb og udskrevet mange borgere.
Borgerne visiteres oftest til et forløb på 6 måneder, hvilket er med til at have et skarpt fokus på udvikling fra første dag. Vores erfaring er dog, at det tager længere tid at skabe en tryg relation. Ofte tager det 1 år og nogle gange 1 1/2 år før vi er nået så langt, at borgeren kan komme videre i sin udvikling.
Det gør en forskel i vores indsats, at fokus fra starten er på, at borgeren skal videre, klare sin egen hverdag, være aktiv i sin tilværelse og gerne komme i en eller anden form for beskæftigelse
Så selv om nogle borgere kommer tilbage til os igen efter udskrivning, er det vores erfaring, at vi er godt på vej væk fra evighedsstøtten.
Det har ikke været problem-frit at arbejde på en helt ny måde, og vi har mødt mange udfordringer undervejs. Vi har skullet bruge flere kræfter på motivationsarbejde. Vores geografi er stadig en udfordring – der kan være meget langt til Vejle for en sindslidende borger i for eksempel Jelling.
Vi er kommet langt og har gjort mange gode erfaringer i de sidste 2 1/2 år. Mest af alt har vi lært, at vi gjorde det rigtige, for det virker at arbejde i grupper. Borgere med sindslidelse kommer længere i deres udvikling ved at lære af hinanden og læne sig op ad hinanden, og de kommer hurtigere videre i livet.