Giv forskellighederne plads
En bazar i Cairos støvede gader. Eller et mødelokale med lunken kantinekaffe. Hvad enten du vil i dialog med en tilhyllet muslimsk kvinde i sort burka, eller du ønsker at indgå i et tværfagligt samarbejde med mennesker fra andre faggrupper, har du brug for nogle af de samme kompetencer. Det er budskabet fra ledelseskonsulent Benedikte Achen, der er medforfatter til bogen “Kulturel Intelligens”. -Kort fortalt handler kulturel intelligens om evnen til at indgå i et møde med mennesker med en anden kultur på en sådan måde, at man selv er en aktiv brobygger og får noget konstruktivt ud af kulturmødet, siger Benedikte Achen. Og i hendes øjne handler kultur om meget andet end halalkød, flæskesteg, rispinde, nationalsange og andre ting, som man normalt forbinder med etnisk eller national kultur. Det drejer sig for eksempel også om, hvorvidt det virker naturligt at tage et slips på, når man går på arbejde om morgenen. Og om det bliver anset for passende eller upassende at snakke om sit arbejde i frokostpausen. Så er der ikke tale om en national eller etnisk kultur, men om en fagkultur, der som navnet siger knytter sig til personens profession. En mosaik af kulturer -Vi er alle sammen mosaikker af forskellige kulturer, så det samme menneske for eksempel både er bærer af en kønskultur, en etnisk kultur og en fagkultur – og eksempelvis både kan være kvinde, dansker og socialpædagog. Til hverdag tænker de færreste over, at de har en kultur. Den er der bare. Vi opdager den først i det øjeblik, hvor vi møder nogen, der bærer en anden kultur. Kulturer er lidt som medvind på cykelstien. Du bemærker den ikke, før du skifter retning. På samme måde vil du oftest blive opmærksom på din egen fagkultur, når du møder en anden fagperson, der handler eller taler helt anderledes end du selv gør, siger Benedikte Achen. Fagkulturen kan for eksempel træde frem, når socialpædagogen i et beskyttet værksted er nødt til at forklare udenforstående, at “medarbejderne” altså ikke er dem, der står på lønningslisten, men de udviklingshæmmede brugere. Ifølge Benedikte Achen knytter fagkulturen sig til fagets hovedopgave – altså det, der er fagets vigtigste mission. For regnskabsmedarbejdere er det eksempelvis vigtigt, at have styr på detaljerne og decimalerne, og det vil derfor virke lidt mærkeligt, hvis han eller hun kom ind på kontoret med en krøllet skjorte. En litteraturprofessor forventes derimod at lægge større vægt på det åndelige end det materielle, og kollegerne på universitetet ser nok nemmere igennem fingrene med, at skjorten ikke lige var blevet strøget. Hvad der er særlige socialpædagogiske kulturtræk, kan Benedikte Achen ikke svare på. -Men jeg vil da tro, at der er tale om en inkluderende kultur, hvor det gælder om at få alle med i fællesskabet, siger hun. Spørg til hovedopgaven I Benedikte Achens øjne kan alle kulturmøder både føre til noget frugtbart nyt og til fiasko og frustration. Etniske og religiøse kulturmøder kan gå helt galt, som vi for eksempel så det under Mohammedkrisen. Og møder mellem fagkulturer kan slutte med korslagte arme og sure miner. Benedikte Achen har eksempelvis oplevet, hvordan en gruppe skolelærere og en gruppe SFOpædagoger gik helt galt af hinanden, da de skulle samarbejde om at hjælpe et søskendepar med problemer på hjemmefronten. -Begge parter var enige om, at det var nødvendigt med en samlet indsats, men de havde en helt forskellig opfattelse af, hvad en samlet indsats indebar. Pædagogerne syntes, at lærerne svigtede, fordi de ikke ville indgå i hyppige samtaler med forældrene. Og lærerne syntes, at pædagogerne svigtede, fordi de ikke kunne klare forældresamtalerne på egen hånd. Måske bundede konflikten i fagkulturelle forskelle. For lærerne var hovedopgaven at formidle skolefagene til eleverne og holde forstyrrende elementer væk. For pædagogerne var hovedopgaven derimod at sikre børnenes samlede trivsel, og derfor var det i deres øjne vigtigt, at alle parter brugte megen tid sammen med forældrene – hvorimod lærerne i nogen grad så det som spild af tid, der fjernede ressourcer fra det væsentligste, siger Benedikte Achen. Når der opstår gnister i det tværfaglige samarbejde, opfordrer Benedikte Achen derfor til at spørge hinanden: Hvordan ser du denne her opgave? Hvad er det allervigtigste for dig? -Spørgsmålet kan hjælpe med at gøre de fagkulturelle forskelle tydelige, så man får mulighed for at bygge bro over dem og få fat i den særlige dynamik, der opstår i kulturmødet, siger Benedikte Achen. Hjerne, hjerte og muskelkraft Kulturel intelligens handler nemlig ikke om at få en manual til, hvordan russere, buddhister eller fysioterapeuter tænker. Det handler om at blive i stand til at møde hinanden på en god måde. Ifølge Benedikte Achen kræver det vellykkede kulturmøde både hjerte, hjerne og muskelkraft. Hjerte fordi det er vigtigt, at du på forhånd er positiv og ønsker at få noget godt ud af mødet. Hjerne fordi du skal vide, at nu møder du et menneske, der er forskellig fra dig selv – og at han eller hun også møder et dybt eksotisk menneske nemlig dig. Og muskelkraft, fordi hjerne og hjertekraften skal omsættes til handling, som når du eksempelvis husker at oversætte internt fagsprog. -Men det vigtigste i kulturmødet er faktisk, at du slår autopiloten fra og går over til manuel styring. At du gør dig klart, at nu kan du ikke bare køre på rutinen, men er nødt til nysgerrigt at føle dig frem. Og det hvad enten du møder en ergoterapeut eller en egypter.
Ja, ja, det siger hun bare, fordi hun er psykolog.’ Eller: ‘Åh, nej… Typisk socialrådgiversnak’. Er den slags tanker faret igennem dit hoved på et tværfagligt møde, hvor I har diskuteret, hvordan I skulle håndtere en bestemt personsag?
Og for eksempel forholdt jer til, hvordan I skulle sanktionere, at en ung på døgninstitutionen var stukket af?
Eller at en udviklingshæmmet beboer blev ved med at spise flødeskumskager, selv om han var blevet alt, alt for overvægtig?
Og har du troet, at din egen holdning stemte overens med de fleste andre kompetente socialpædagogers?
Så de ville vælge den samme løsning som dig – i modsætning til socialrådgiveren eller psykologen?
Så tager du formentlig fejl.
-De færreste kan lide at være uenige, og da slet ikke, når det handler om svære beslutninger med vidtrækkende konsekvenser for andre mennesker, sådan som det ofte er tilfældet i pædagogisk og socialt arbejde |
-På de fleste centrale spørgsmål om, hvordan man bør handle i helt konkrete situationer inden for det sociale arbejde, er uenigheden lige så stor inden for den enkelte faggruppe af for eksempel socialpædagoger, som den er mellem forskellige faggrupper, siger socialforsker Morten Ejrnæs, der er lektor på Aalborg Universitet.
Faglighed og tværfaglighed
I bogen ‘Faglighed og tværfaglighed – Vilkårene for samarbejde mellem pædagoger, sundhedsplejersker, lærere og sygeplejersker’ beskriver han resultatet af en spørgeundersøgelse, hvor repræsentanter for de fire faggrupper har vurderet, hvad der var rigtigst at gøre i helt konkrete, situationer.
Hvad bør der for eksempel ske, når faderen til børnehavedrengen Emil slår sin søn over fingrene og giver ham et voldsomt skub? Skal socialforvaltningen underrettes? Skal faderen have at vide, at han ikke må slå?
Undersøgelsen viser, at der langt fra altid er enighed. Hverken mellem faggrupperne eller inden for den enkelte faggruppe af for eksempel pædagoger.
-Det er fordi, der sjældent er en facitliste i pædagogisk arbejde. Der er ikke noget, der er rigtigt og noget, der er forkert, og uenighed er faktisk et grundvilkår, siger Morten Ejrnæs.
Han mener, at uenighederne skal frem i lyset, så man kan få en nuanceret debat om, hvad der bør gøres.
Men i praksis bliver de ofte gemt væk.
Tendens til pseudoenighed
-De færreste kan lide at være uenige, og da slet ikke, når det handler om svære beslutninger med vidtrækkende konsekvenser for andre mennesker, sådan som det ofte er tilfældet i pædagogisk og socialt arbejde, konstaterer Morten Ejrnæs.
-Derfor vil der tit være en tendens til at skabe en pseudoenighed, hvor diskussionerne ikke går så dybt, og man ikke blander sig så meget i hinandens arbejde. Når personlige meningsforskelle dukker frem i det tværfaglige samarbejde, bliver de ofte fejlagtigt karakteriseret som faglige forskelle. På den måde virker de ufarlige, siger han.
I det tværfaglige samarbejde anbefaler Morten Ejrnæs, at man prøver at skille de personlige holdninger fra de faglige input – og giver plads til begge dele.
I en diskussion om hvordan en overvægtig udviklingshæmmet bedst kan hjælpes, skal lægen eksempelvis både tage de medicinske briller på og fortælle, hvor Peters vægt ligger i forhold til normalkurven og hvor skadelig overvægten er for hans helbred og give sin egen personlige holdning til kende: Er det rimeligt at fjerne en af Peters største glæder – flødeskumskagerne?
-Jeg tror, man får de faglige bidrag til at træde endnu tydeligere frem, hvis man også giver plads til de personlige holdninger – og klart fortæller, hvad de er, og så i øvrigt stiller sin faglige ekspertise og sine observationer til rådighed for det faglige kollektiv. Ellers kommer der nemt en skjult dagsorden, hvor man bruger faglige argumenter til at få sin personlige holdning igennem, siger Morten Ejrnæs.