Børn kan ikke vente
Vi har brug for mange flere oaser, hvor vi helt fra starten kan give spædbørn kontakt i et samarbejde med mor og far. Vi ved jo, det virker, siger Joachim Speck, der arbejder i det psykoterapeutiske behandlingstilbud Familiehuset i Horsens
Hvis vi ville her i vores samfund, så kunne vi godt. Vi kunne sætte ind tidligt og forebygge mangen en fjernelse af et barn fra mor og far, tvang eller ej. For det er almen, anerkendt og tilgængelig viden, at det nytter at sætte ind med det samme.
Så enkelt kan det siges, og sådan siger socialpædagog Joachim Speck, der arbejder med netop den tidlige indsats i Familiehuset i Horsens. Han uddyber:
- Vi ved fra den nyeste forskning, at den primitive hjerne, reptilhjernen, kun har ét forsvar. Det er at trække sig tilbage, at lukke af. Det er det, det lille barn gør, når det opgiver at få kontakt. Den mere avancerede hjerne fortæller os, at vi kan vælge at angribe eller flygte, når noget er galt nok. Den mest avancerede hjerne hjælper os til en social kontakt via en relation. Så kan vi spørge: Hvad har du gang i? Og dermed forsøge at løse et problem i samspil med en anden.
- Det lille barns sproglige udvikling tager for alvor fat efter et til to år, når nervesystem og hjerne er klar til det. Og helt grundlæggende hænger udviklingen af nervesystemet og hjernen sammen med kontakt. Er der ikke kontakt, kan det lille barn udvikle skader, der minder om former for autisme eller ADHD. At trække sig ind i sig selv eller at blive udadreagerende er ikke nødvendigvis hjerneskader opstået i forbindelse med fødslen. Det kan sagtens ske på grund af mangel på kontakt, fastslår Joachim Speck.
- Det er derfor, vi skal have fat i – altså jeg mener ikke fjerne – børnene helt fra starten. De kan ikke vente. Vi kan give dem kontakten i et samarbejde med mor og far eller en af dem. Vi ved, det virker. Og det er skønt, at vi har oaser, hvor dette samarbejde foregår. Vi har bare brug for mange flere oaser, mener han.
Som socialpædagog har Joachim Speck nu ganske god jordforbindelse, selv om han drømmer om de mange oasers land.
Han har arbejdet i børnehave, i Kriminalforsorgen, blandt misbrugere i Gellerup, været leder af et beboerhus, har videreuddannet sig som kropsog psykoterapeut og brugt ti år på først at udvikle og sidenhen gennemføre kurser for sygedagpengemodtagere i Horsens. Længe vidste han, at han ville arbejde i terapeutisk retning, og i snart tre år har han nu været en del af holdet i Familiehuset, et psykoterapeutisk dagbehandlingstilbud i Horsens.
Børn i fare
Det kommunale tilbud gælder familier med børn i alderen nul til to år, hvis udvikling og trivsel er i fare. Er der ældre søskende, omfatter tilbudet også dem.
De fleste familier indskrives til behandling på fuld tid. Det indebærer, at man deltager i mindst én individuel, psykoterapeutisk samtale om ugen, deltager i tre en halv times gruppeterapi to gange om ugen og modtager besøg i hjemmet mindst en gang om ugen.
Intervention kalder medarbejderne det sidste. De har måske videokameraet med, så de med Marte Meo-metoden som inspiration kan arbejde samme med familien om at få øje på og styrke godt samvær og få has på uhensigtsmæssige mønstre.
Ofte er moderens terapeut den primære tovholder og ansvarlig for det samlede forløb for hele familien, mens faderen tilbydes en anden terapeut.
Tovholderen styrer og koordinerer samarbejdet med de øvrige parter i familiens dagligdag – socialrådgiveren, sundhedsplejersken, pædagogen, læreren eller hvem, der ellers har kontakt med familien. Sammen med familien holder parterne møde hver tredje måned for at få tjek på tilstand, vej og mål.
- Det er helt super, når vi ved vejs ende efter et år eller to sidder med en familie, der i høj grad selv styrer sådan et fælles møde, siger Joachim Speck og husker på, at i den spæde start på et nyt forløb kan det være vældig vanskeligt at finde motivationen hos familien.
Der kan være megen skepsis og store forbehold, men i løbet af de første tre måneders prøvetid opnår medarbejderne som regel kontakt.
Smukke omgivelser, mange tilgange
Medvirkende dertil er de vidunderlige omgivelser. Det kønne, gamle hus udstråler varm ro og hjemlig hygge i ordenes bedste betydning. Gennemført indretning, detaljeret udsmykning og brugsgenstande, der er tænkt ind i helheden frem for blot at være en sur mælkekande eller en dum kop, kan ikke andet end gøre overgivelse til ukendt udvikling nemmere.
Og når den er der, så bliver der simpelthen arbejdet ud fra alle de blandede indgange til mennesker, som medarbejderne kender til. Sekretæren hedder miljøsekretær, for hun laver meget andet end papirarbejde og har ansvar for børnene, når de voksne har brug for ro til samtale.
Lederen og de tre øvrige medarbejdere har psykoterapeutiske uddannelser bygget oven på faglige uddannelser som for eksempel pædagog eller sygeplejerske: Kempler, gestalt, krop, systemisk, Bodynamic...
Retningerne er mange, samarbejdet godt, supervisionen på plads cirka en gang om måneden, og der er plads på budgettet til medarbejdernes efteruddannelse.
Lige nu er tre af Joachim Specks kolleger i gang med at fordybe sig i den jungianske analyse, og selv er han startet på en efteruddannelse inden for choktraumeterapi.
Vi giver næring
- Vi arbejder jo sprogligt, kropsligt, visuelt og med sanserne i øvrigt. Vi bruger os selv og prøver at give næring til forældrene. De skal på egen krop erfare, hvordan det er at få næring, for selv at kunne give den til deres børn. Groft omsorgssvigt, dårligt samliv, misbrug eller en psykisk lidelse kan gøre det hulens svært at kunne rumme og se sit barn. Men vi bygger på, at moderen gerne vil, at forældrene gerne vil. Der mangler bare noget i rygsækken, konstaterer Joachim Speck.
- Vi har cirka tre familier hver, som vi har det fulde behandlingsmæssige ansvar for. Er der to voksne i familien, deles de op på to terapeuter. Derudover er vi to terapeuter om gruppeterapien med fem til otte familier. Alt det her kan vi kombinere med spædbarnsterapi, for vi får jo børn ind, som er belastede af overgreb eller omsorgssvigt, fortæller han.
Det er den franske psykoanalytiker, Francoise Dolto, som har udviklet en terapiform, hvor man sprogligt henvender sig til spædbarnet, der så sanser fortællingen. Over et velforberedt forløb på en fem-syv gange kan terapeuten sammen med forældrene fortælle barnet dets historie – og udvide fortællingen fra den korte til den mere detaljerede version.
- Helt stille. Helt roligt. Og med en bekræftelse på, at barnet er et stærkt, lille barn, der ikke døde i sin frygt, men overlevede.
Terapeuterne i Familiehuset har også været omkring Dansk Sandplay Institut. Sandplay er en analytisk symbolterapi udsprunget af den jungianske psykoanalyse, hvor man med figurer af hvad som helst kan skabe en historie som en proces eller et billede i tørt eller vådt sand – og dermed måske fortælle om en dyb eller en tidlig konflikt, som man ikke har ord på. For eksempel.
- Børn har meget gavn af Sandplay, de laver en proces ud af det og er naturligt legende, mens voksne oftest bygger et billede af deres tilstand. Det er spændende, men selvfølgelig er det ikke alle, der ønsker at bygge billeder i sand, og så er det godt, at vi har andre tilgange, siger Joachim Speck.
- Vi tager fat i det, der er vigtigt for, at barnet trives. Det er et meget holistisk arbejde, hvor vi er rundt om det hele menneske. Derfor arbejder vi også under udslusningen af en familie meget sammen med Arbejdsmarkedsafdelingen i kommunen, så der er arbejde eller uddannelse eller et eller andet forløb med i den samlede plan.
- Det er bestemt vidunderligt, når det hele lykkes. Det gør det selvfølgelig ikke hver evig eneste gang, men næsten, siger Joachim Speck – stolt og alligevel beskedent.
Hans ord står til troende. Sidste år kunne Familiehuset fejre ti års fødselsdag efter en start som toårigt forsøgsprojekt med puljepenge fra det daværende Socialministerium. Forsøget skulle nedbringe antallet af børn anbragt uden for eget hjem og medvirke til at bryde den negative, sociale arv.
Efter de to år bekendtgjorde Horsens kommune, at Familiehuset havde medført en nettobesparelse i anbringelsesudgifterne på fire millioner kroner. Dernæst gjorde kommunen huset til et permanent behandlingstilbud.
På de ti år har omkring 125 familier været igennem et forløb i Familiehuset. Kun otte børn fra disse familier er anbragt uden for eget hjem.