Se ergoterapeuten som en egypter
Tværfagligt samarbejde kræver nogle af de samme kompetencer som samarbejde med mennesker fra andre lande og kulturer. Det mener Benedikte Achen, der er medforfatter til bogen “Kulturel Intelligens”
En bazar i Cairos støvede gader.
Eller et mødelokale med lunken kantinekaffe.
Hvad enten du vil i dialog med en tilhyllet muslimsk kvinde i sort burka, eller du ønsker at indgå i et tværfagligt samarbejde med mennesker fra andre faggrupper, har du brug for nogle af de samme kompetencer.
Det er budskabet fra ledelseskonsulent Benedikte Achen, der er medforfatter til bogen “Kulturel Intelligens”.
-Kort fortalt handler kulturel intelligens om evnen til at indgå i et møde med mennesker med en anden kultur på en sådan måde, at man selv er en aktiv brobygger og får noget konstruktivt ud af kulturmødet, siger Benedikte Achen.
Og i hendes øjne handler kultur om meget andet end halalkød, flæskesteg, rispinde, nationalsange og andre ting, som man normalt forbinder med etnisk eller national kultur.
Det drejer sig for eksempel også om, hvorvidt det virker naturligt at tage et slips på, når man går på arbejde om morgenen. Og om det bliver anset for passende eller upassende at snakke om sit arbejde i frokostpausen. Så er der ikke tale om en national eller etnisk kultur, men om en fagkultur, der som navnet siger knytter sig til personens profession.
En mosaik af kulturer
-Vi er alle sammen mosaikker af forskellige kulturer, så det samme menneske for eksempel både er bærer af en kønskultur, en etnisk kultur og en fagkultur – og eksempelvis både kan være kvinde, dansker og socialpædagog. Til hverdag tænker de færreste over, at de har en kultur. Den er der bare. Vi opdager den først i det øjeblik, hvor vi møder nogen, der bærer en anden kultur. Kulturer er lidt som medvind på cykelstien. Du bemærker den ikke, før du skifter retning. På samme måde vil du oftest blive opmærksom på din egen fagkultur, når du møder en anden fagperson, der handler eller taler helt anderledes end du selv gør, siger Benedikte Achen.
Fagkulturen kan for eksempel træde frem, når socialpædagogen i et beskyttet værksted er nødt til at forklare udenforstående, at “medarbejderne” altså ikke er dem, der står på lønningslisten, men de udviklingshæmmede brugere.
Ifølge Benedikte Achen knytter fagkulturen sig til fagets hovedopgave – altså det, der er fagets vigtigste mission. For regnskabsmedarbejdere er det eksempelvis vigtigt, at have styr på detaljerne og decimalerne, og det vil derfor virke lidt mærkeligt, hvis han eller hun kom ind på kontoret med en krøllet skjorte. En litteraturprofessor forventes derimod at lægge større vægt på det åndelige end det materielle, og kollegerne på universitetet ser nok nemmere igennem fingrene med, at skjorten ikke lige var blevet strøget.
Hvad der er særlige socialpædagogiske kulturtræk, kan Benedikte Achen ikke svare på.
-Men jeg vil da tro, at der er tale om en inkluderende kultur, hvor det gælder om at få alle med i fællesskabet, siger hun.
Spørg til hovedopgaven
I Benedikte Achens øjne kan alle kulturmøder både føre til noget frugtbart nyt og til fiasko og frustration.
Etniske og religiøse kulturmøder kan gå helt galt, som vi for eksempel så det under Mohammedkrisen.
Og møder mellem fagkulturer kan slutte med korslagte arme og sure miner.
Benedikte Achen har eksempelvis oplevet, hvordan en gruppe skolelærere og en gruppe SFOpædagoger gik helt galt af hinanden, da de skulle samarbejde om at hjælpe et søskendepar med problemer på hjemmefronten.
-Begge parter var enige om, at det var nødvendigt med en samlet indsats, men de havde en helt forskellig opfattelse af, hvad en samlet indsats indebar. Pædagogerne syntes, at lærerne svigtede, fordi de ikke ville indgå i hyppige samtaler med forældrene. Og lærerne syntes, at pædagogerne svigtede, fordi de ikke kunne klare forældresamtalerne på egen hånd. Måske bundede konflikten i fagkulturelle forskelle. For lærerne var hovedopgaven at formidle skolefagene til eleverne og holde forstyrrende elementer væk. For pædagogerne var hovedopgaven derimod at sikre børnenes samlede trivsel, og derfor var det i deres øjne vigtigt, at alle parter brugte megen tid sammen med forældrene – hvorimod lærerne i nogen grad så det som spild af tid, der fjernede ressourcer fra det væsentligste, siger Benedikte Achen.
Når der opstår gnister i det tværfaglige samarbejde, opfordrer Benedikte Achen derfor til at spørge hinanden:
Hvordan ser du denne her opgave? Hvad er det allervigtigste for dig?
-Spørgsmålet kan hjælpe med at gøre de fagkulturelle forskelle tydelige, så man får mulighed for at bygge bro over dem og få fat i den særlige dynamik, der opstår i kulturmødet, siger Benedikte Achen.
Hjerne, hjerte og muskelkraft
Kulturel intelligens handler nemlig ikke om at få en manual til, hvordan russere, buddhister eller fysioterapeuter tænker. Det handler om at blive i stand til at møde hinanden på en god måde.
Ifølge Benedikte Achen kræver det vellykkede kulturmøde både hjerte, hjerne og muskelkraft.
Hjerte fordi det er vigtigt, at du på forhånd er positiv og ønsker at få noget godt ud af mødet.
Hjerne fordi du skal vide, at nu møder du et menneske, der er forskellig fra dig selv – og at han eller hun også møder et dybt eksotisk menneske nemlig dig.
Og muskelkraft, fordi hjerne og hjertekraften skal omsættes til handling, som når du eksempelvis husker at oversætte internt fagsprog.
-Men det vigtigste i kulturmødet er faktisk, at du slår autopiloten fra og går over til manuel styring. At du gør dig klart, at nu kan du ikke bare køre på rutinen, men er nødt til nysgerrigt at føle dig frem.
Og det hvad enten du møder en ergoterapeut eller en egypter.