icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Uddannelse

Lav to pædagoguddannelser og få flere ansøgere

Færre og færre søger ind på pædagoguddannelsen. På Ranum Seminarium har kun seks søgt ind, og det betyder, at der ikke starter nyt hold efter ferien.

Ranum Seminarium er desværre ikke en enlig svale. Stort set alle seminarier melder om fald i ansøgningerne. Det sker på et tidspunkt, hvor 40 procent af kommunerne  har problemer med at få besat ledige pædagogstillinger.

- Det er ganske enkelt en katastrofe, mener Socialpædagogernes næstformand Marie Sonne.

- Hvis ikke vi får uddannet socialpædagoger på det sociale område, vil vi stå med mennesker, som ikke kan få den hjælp og kompenserende indsats, de har brug for. Og det vil være vanskeligt at lave en tidlig social indsats i svært belastede familier, hvis den faglige viden og  indsigt ikke er til stede. Så det er både for den enkelte bruger og for samfundet en katastrofe.

Marie Sonne forstår godt, hvorfor det er så svært at lokke unge mennesker ind i pædagoguddannelsen.

- En af grundene er, at de unge mennesker reelt ikke ved, hvad de uddanner sig til. Der er stor forskel på det pædagogiske arbejde i en daginstitution og det socialpædagogiske arbejde inden for det særlige sociale område. Alligevel er det samme  uddannelse, og det betyder, at forskellen mellem almenpædagogikken og socialpædagogikken er forsvundet. Og dermed er den faglige profil også blevet udflydende.

- Vi må tage konsekvensen af, at det er to vidt forskellige områder, og oprette to selvstændige uddannelser, så vi får faglige kapaciteter på begge områder, siger Marie Sonne.

 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Uddannelse